I en tid, hvor Trump lurer i vest, og Putin lurer i øst, kan man have brug for at koble lidt af. Så vi har været redaktionen rundt for at indsamle tips til kulturoplevelser fra den store verden.
I denne uge går turen til Afrika. Der er nigeriansk-amerikansk litteratur, som sender læseren til et post-apokalyptisk Sudan, nigeriansk musik og arkitektur fra hele kontinentet.
LÆS afrikansk futuristisk roman om powerpige med trolddomskræfter
Anbefalet af chefrådgiver for partnerskaber og bæredygtighed Pernille Brix
Lyder det vildt? Det er det også. Vildt godt, altså. Nigeriansk-amerikanske Nnedi Okorafor har en ambition om at skrive afrikanske landskaber ind i kulturhistorien, og det gør hun med så stort et talent, at streamingtjenesten HBO er i gang med at udvikle en TV-serie over hendes første roman Who Fears Death.
Bogen fortæller historien om pigen Onyesonwu, der bliver til som resultat af en voldtægt begået mod hendes mor, som del af det lyse Nuru-folks krigsførelse mod den sorte Okeke-befolkning i et post-apokalyptisk Sudan.
Okorafor har fortalt, at hovedpersonen voksede ud af en Washington Post-artikel, hun læste om folkedrabet i Darfur, med titlen ”We want to make a light baby”.
Onyesonwu vokser op med stigmaet af sin blandede race – på en gang udstødt og frygtet. Mens hun udvikler sig til en retfærdighedssøgende ung kvinde, vokser også hendes unikke kræfter, og hendes mulighed for at afslutte den ældgamle etniske konflikt, der truer med at ødelægge hendes verden.
Fortællingen er på en gang forunderligt magisk og forfærdende realistisk. Der er ikke meget science fiction over Onyesonwus afrikanske hverdagsliv, og heller ikke meget fantasy over hendes indvielse som profetisk heksedoktor. Det afrikanske mystiske univers, der er stærkt inspireret af den nigerianske Igbo-kultur, er nok ukendt for mange vestlige læsere. Alligevel fungerer det som helt naturligt driver i fortællingen om venskab, identitet, seksualitet og oprør. Who Fears Death er en ægte feministisk fortælling, der åbner dørene til en verden, der ikke længere føles fremmed.
LYT til Afrobeat i stedet for Afrobeats
Anbefalet af journalist Alexandre Hjorth Gernigon
Medmindre du er født under en sten, har du hørt dem. På klubben, caféen eller Roskilde Festival: de bragende beats og bangers fra afrobeats-kunstnere som Burna Boy, Rema og Wizkid. Det er en kompliceret kunst at modstå de dansable toner, der i imponerende tempo udgår fra Vestafrika til alle verdenshjørner.
Det er sjældent, afrikanske musikere bliver en del af popkulturen og topper hitlisterne i vestlige lande. Sidst, nigerianerne for alvor indtog den globale musikscene, var i 1960’erne med genren afrobeat, som var inspireret af amerikansk funk, soul og jazz. Min anbefaling er, at du drager tilbage i tiden og lytter til pioneren for afrobeat, Fela Kuti.
Nigerianske Fela Kuti er nok den mest indflydelsesrige afrikanske musiker nogensinde. Hans samfundskritiske tekster banede vej til forandring for befolkninger i hele Afrika. De kunne relatere til hans politiske budskaber om koloniers selvstændighedskamp, politisk uretfærdighed og militær korruption. Samtidig er Felt Kutis sange mindst ligeså dansable som Burna Boys. Man kan fylde biblioteker med fortællinger om Kutis liv. Han erklærede sin egen selvstændige stat ”Kalakuta Republic”, blev gift 27 gange og arresteret 200 gange.
Du kan passende begynde med hittet Zombie eller den humoristiske Expensive Shit, der gør grin med grådige nigerianske magthavere. I Beasts of No Nations fordømmer han apartheid i Sydafrika. Og hvis du bliver træt af de ofte ret lange sange, kan du se den prisvindende film om stjernen, Finding Fela, fra 2014 på filmstriben.
KIG på brutal arkitektur i Afrika
Anbefalet af redaktør Laurits Holdt
Brutalisme er en gren af den moderne arkitektur, der virker til at elske rå beton, minimalisme, geometriske former – og at få mennesker til at føle sig små. For nogle er brutalismen fascinerende og et symbol på fremtiden. For andre er det bare træls og helt vildt grimt.
Brutalismen udviklede sig i 1950’ernes Europa og spredte sig siden til resten af verden. Blandt andet til Afrika, hvor mange af de lande, der blev selvstændige i 1960’erne og 1970’erne, byggede nye nationalbanker og præsidentkontorer i brutalistisk stil. Mange af disse bygningsværker kan man se på instagram-kontoen african_brutalism.
Jeg har altid været fascineret af arkitektur, selvom jeg ikke ved synderligt meget om det. Så hermed en ansvarsfraskrivelse: Jeg vil ikke stå på mål for alle bygningenerne vitterligt er brutalistiske. Men det er i virkeligheden også underordnet – det vigtige er, at mange af dem er så vilde, voldsomme og ja, brutale, som du kan se på de tre eksempler herunder.
