Svend Løbner
Svend Løbner er freelancejournalist for flere hjælpeorganisationer og har særlig interesse for menneskerettigheder og mødet mellem forskellige kulturer og religioner.
Han voksede op i Tanzania indtil han var 18 år og kom derefter i lære som reklametegner i Svendborg. Senere uddannede han sig i økumenisk teologi i USA og virkede mange år som præst, inden han efteruddannede sig i Analytisk Journalistik på Syddansk Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Dette mix blev til flere år med foredrag og kurser i kommunikation for flere end to tusind præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkefunktionærer. Inden Corona-pandemien rejste han jævnligt på reportagerejser for hjælpeorganisationer til bl.a. Tanzania, Kenya, Nigeria, Somaliland og Israel/Palæstina.
Svend har en snes bøger på samvittigheden i bl.a. kommunikation, kultur- og religionsmøde. Han har bl.a. bogen Kristus i verdensreligionerne (cBooks, 2009), er medforfatter til bogen Flerkulturelle Rødder (Dansk Psykologisk Forlag, 2012), redaktør på antologien Livet før døden (Unitas/Eksistensen 2012), forfatter til interviewbogen Mediepræster (Kirkeligt Medieakademi, 2014), reportagebogen Stemmer fra Tanzania (cBooks, 2017) og redaktionssekretær på antologien Tro og videnskab (Forlaget CKT, 2019). Han har også skrevet to e-bøger om kommunikation: Det vigtigste først og Der skal to til en tango (2020). I sin fritid driver han Netavisen Sameksistens.
Dette er ren dokumentation!
Sådan tænkte jeg undervejs i filmen ”No other land”, som for nylig blev vist på Cafebiografen i Odense. Uden speak, ingen skarpvinkling, blot ren og skær filmatisering af grum fordrivelse af palæstinensiske familier fra landsbyen Masafer Yatta på den besatte Vestbred.
Grumt er det, fordi det israelske militær kommer med deres tanks og gravkøer og dag for dag river flere og flere af palæstinensernes huse ned og til sidst skærer deres vandrør til vandforsyningen over og endda hælder cement i landsbyens brønd. Med sig har de en dommerkendelse, der beordrer området ryddet til militær øvelsesplads.
Men den værste scene kommer til sidst. En israelsk bosætters endelige, totalt dehumaniserende overgreb, mens israelske soldater bare ser passivt til. Jeg skal ikke her afsløre den frygtelige scene.
”No other land” vandt dokumentarprisen på den tyske filmfestival Berlinale i år. I sin takketale opfordrede medinstruktør Yuval Abraham, der også medvirker i filmen, til våbenhvile i Gaza.
Ifølge flere medier modtog Yuval Abraham bagefter dødstrusler og blev anklaget for antisemitisme af tyske politikere. En jøde anklaget for antisemitisme!
Himmelråbende diskrimination
I filmen følger vi de to unge mænd, Basel Adra og Yuval Abraham mens de dokumenterer udslettelsen af deres landsby. Vi er sammen med dem om aftenen, hvor de er trætte efter dagens jagt efter at komme så tæt på militærets overgreb som muligt, og følger dem igen næste morgen, hvor de kører ud på endnu en filmekspedition med deres mobiltelefoner.
På filmfestivalen i Berlin understregede Yuval Abraham uligheden mellem ham selv og hans palæstinensiske medinstruktør Basel Adra. Yuval kører hver morgen ind til Vestbredden fra Ber Sheva i det nuværende Israel, mens Basel ikke kan komme ud af de besatte områder.
Især en replik i filmen står tilbage – her efter hukommelsen: Yuval siger, at han håber deres film kan ændre situationen på ti dage, hvortil Basel svarer tørt: ”Ti dage! Dette har udspillet sig i årevis og forandrer sig nok ikke før om flere generationer.”
Nøgtern realisme mod naiv optimisme.
Globalnyts nyhedsbrev: Få vores vigtigste historier i din indbakke to gange om ugen
Ukuelige palæstinensere
Alligevel rummer filmen håb midt i al grusomheden. De palæstinensiske familier bygger deres huse op igen, kvinder og børn om dagen, mændene om natten for at ikke byggeriet skal forstyrres af det israelske militær eller de bosættere, de beskytter.
Men dagen oprinder, hvor militær og bosættere vender tilbage med trusler og våben og river deres huse ned igen…
Efter filmen holdt mellemøstekspert Lars Erslev Andersen er kort oplæg om Israel-Palæstinas nyere historie og kommenterede filmen:
”Filmen No other land dokumenterer et meget bevidst forsøg på at fordrive palæstinenserne fra område C på Vestbredden.”
Den besatte Vestbred er inddelt i tre zoner: Zone A er palæstinensisk-kontrolleret, palæstinensisk-administreret landområde, zone B er israelsk-kontrolleret, palæstinensisk-administreret landområde, og zone C er israelsk-kontrolleret og israelsk-administreret landområde og udgør 60 procent af Vestbreddens samlede område. Op mod 90 procent af den palæstinensiske befolkning bor i zone A og B (Kilde: Wikipedia).
Bevidst strategi
”Palæstinenserne har ikke fulde rettigheder som israelerne har, og som også bosætterne på de ulovlige bosættelser på Vestbredden nyder,” forklarede Lars Erslev Andersen.
”Det israelske militær støtter bosættelserne, som er en bevidst strategi om fordrivelse af palæstinenserne. Palæstinensiske landsbyer er i stigende grad blevet ødelagt; siden 2009 har det israelske militær og bosættere skabt flere end 7.000 ødelæggelser. Siden Benjamin Netanyahu trådte til som Israels præsident i 2022, er der tale om bevidst fordrivelse,” fastslog han.
”Vi må ikke sige det højt, men det er det samme, der sker i Gaza lige nu. Halvanden million palæstinensere i Sydgaza kan ikke vende tilbage til deres huse. Det er en strategisk planlagt udvikling helt modsat en tostats-løsning, nemlig en fordrivelse af palæstinenserne fra deres land.”
Globalnyts nyhedsbrev: Få vores vigtigste historier i din indbakke to gange om ugen
USA står bag
Hvordan kan man overskride Genevekonventionerne på den måde? ville en tilhører vide.
”Da Israel annekterede Vestbredden i 1967, var det et brud på Genevekonvention IV. Årsagen er USA. Der er ingen tvivl om, at besættelsen af Vestbredden er en overtrædelse af folkeretten. Men hver gang man tager sagen op i FN’s sikkerhedsråd, nedlægger USA veto.”
På spørgsmålet om, hvad krigen betyder internt i Israel, svarede Lars Erslev Andersen i råd med den jødiske historiker Iilan Pappé:
”Israel kan ikke blive ved med at opretholde en apartheidstat. Det ødelægger Israel indefra. Problemet er, at Israel definerer sig som en jødisk stat for jøder. Det er elefanten i rummet. Men man kan ikke opretholde sådan et regime uden at gå på kompromis med menneskerettighederne. Derfor ser vi store demonstrationer i Israel,” sluttede Lars Erslev Andersen.
Bør ses af alle – især zionister
No other land er ren dokumentation af Israels overgreb på palæstinenserne. Huse, haver, vandforsyning og alt livsgrundlag bliver ødelagt, så familierne bliver tvunget på flugt.
Netop fordi filmen er så rå og direkte i sin stil, er den yderst troværdig og bør derfor ses af alle, især de zionister, jødiske eller kristne, der plæderer for en israelsk stat i Palæstina.
Filmen vil uden tvivl gøre stort indtryk. Om ikke andet så motivere seerne til at kæmpe for basale menneskerettigheder, uanset hvad deres politiske overbevisning ellers måtte være.
’No Other Land’. Dokumentar.
Instruktion: Yuval Abraham, Basel Adra, Hamdan Ballal, Rachel Szor.
Medvirkende: Basel Adra, Yuval Abraham.
Spilletid: 95 min.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så tag endelig kontakt.
Er debatindlægget klar, eller har du et udkast eller blot en idé, så send os meget gerne en mail til [email protected].
