“Afrikas Horn står på tærsklen til en krig, der vil bringe regionen i fare og få store konsekvenser for resten af verden. Det må og skal forhindres, før det er for sent,” lød det for nyligt fra de bekymrede professorer Afyare Elmi og Yussuf Hasan fra City University Mogadishu, i et essay bragt i New York Times.
Og de er langt fra de eneste, der er bekymrede over udsigten til en regional krig udspillet på Afrikas Horn, som rummer de fire lande Somalia, Etiopien, Eritrea og Djibouti.
En region, hvor mange interesserer brydes, og hvor en politisk studehandel mellem Etiopien og den selverklærede nation, Somaliland, lige nu truer med at få gryden til at koge over.
Der er mange gode grunde til at frygte, at situationen i Afrikas Horn kan udvikle sig til en større regional krig, med Etiopien og Somaliland på den ene side, og Egypten og Somalia på den anden.
Land, vand, handel, overlevelse, store politiske ambitioner, egoer, rivaliseringer og en vilje til at gå lige til stregen – og ofte et par skridt videre. Mæglinger falder sammen, alliancer dannes, og våben og tropper er allerede sendt afsted og retorikken er aggressiv.
Alligevel er der mange eksperter, som ikke mener, at der er stor sandsynlighed for, at situationen vil eskalere til en regulær krig, selvom spændingerne fortsat stiger. I det mindste ikke lige foreløbigt. Men lad os lige se nærmere på, hvad konflikten handler om.
Kystdrømme, ferskvand og uafhængighed
For at forstå konflikten, er vi nødt til at gå tilbage til årsskiftet, hvor Etiopien og Somaliland underskrev et forståelsespapir, der efter sigende handler om, at Etiopien vil anerkende Somaliland som et selvstændigt land, mens Somaliland til gengæld vil afgive land og kystområder til det ellers landlåste Etiopien.
For Etiopien har det været en prioritet at sikre sig handels- og flådehavne, siden landet mistede sine kystområder, da Eritrea efter en lang og blodig krig opnåede uafhængighed i 1993.
Etiopien er i dag økonomisk presset og afhængig af handel gennem havne i Djibouti, Kenya og Somaliland/Somalia.
Før underskrivelsen af forståelsespapiret mellem Somaliland og Etiopien var der stor bekymring over muligheden for en ny krig mellem Etiopien og Eritrea over adgangen til det Røde Hav´
Somaliland, der ligger i det nordvestlige Somalia, har i praksis været en selvstændig stat siden begyndelsen af 1990’erne, efter at den somaliske borgerkrig førte til et statskollaps.
Siden da har Somaliland uden held forsøgt at opnå international anerkendelse som selvstændig stat, mens Somalia insisterer på, at landet også omfatter Somaliland.
Derfor er det heller ingen overraskelse, at forhåndsaftalen mellem Etiopien og Somaliland fik forholdet mellem den somaliske og etiopiske regering til at kollapse. Etiopien har ellers i mange år bidraget til den somaliske regerings kamp mod jihadistiske militser som Al-Shabaab.
Men forhåndsaftalen fik altså den somaliske præsident, Hasan Sheikh, til at erklære, at enhver overtagelse af territorier og stationering af militært personel – uden om den FN-bemyndigede Afrikanske Unions fredsbevarende mission (ATMIS) – vil blive betragtet som en krigshandling.
Striden har fået stormagten Tyrkiet til at forsøge sig som mægler mellem Somalia og Etiopien. Tyrkiet har støttet Somalia i årevis og har også sendt krigsskibe til at patruljere kysten efter en olieaftale med den somaliske regering i juli.
Derimod har Egypten indtaget en mere konfrontatorisk holdning mod Etiopien. Den hårde kurs forstærkes formentlig af, at Egypten i forvejen har en høne at plukke med landet på grund af Grand Ethiopian Renaissance Dam-projektet, som Egypten ser som en trussel mod den livsvigtige vandforsyning fra Nilen.
Læs mere om den kontroversielle dæmning her.
Situationen spidser til
Siden januar er situationen gradvist forværret, og de seneste måneder har spændingerne nået nye højder. Det tyrkiske mæglingsforsøg ser ud til at være stoppet fuldstændigt. Og Djiboutis kompromisforslag om en måske delt etiopisk styret handelshavn i Djibouti bliver fortsat ignoreret af Etiopien.
Etiopien har påbegyndt endnu en fase af opfyldningen af vand bag den dæmning, hvilket Egypten som nævnt ser som en eksistentiel trussel.
Samtidig har Etiopien oprustet langs grænsen til Somalia, og de etiopiske styrker i Somalia, som er en del af ATMIS-missionen har overtaget alle lufthavne i Gedo-regionen, der grænser op til både Etiopien og Kenya.
På den modsatte side indgik Egypten i august en gensidig forsvarsaftale med Somalia,sendt våben og ammunition til Mogadishu og lovet at sende 10.000 soldater til at støtte landet.
I det somaliske parlament er der forslag om at fjerne immuniteten fra medlemmer af underhuset, som angiveligt har støttet demonstrationer til fordel for de etiopiske styrker.
Samtidig bliver der i Somalia åbent talt om muligheden for at støtte ONLF – en oprørsbevægelse i Etiopiens Somali region, der siden 2018 har haft en våbenhvile med Addis Ababa – og TPLF – de tidligere magthavere i Etiopien, der udkæmpede en usædvanligt blodig toårig krig med den etiopiske statsleder Abiy Ahmeds regeringsstyrker og allierede.
”Vi diskuterede det, men på nuværende tidspunkt er et kollaps af Etiopien ikke i Somalias og Afrikas Horns interesse. Men hvis de fortsætter med at [støtte] dem, der modarbejder Somalia, og de løsrivelsesgrupper, som de har indgået aftale med, er det en mulighed” lød det fra Somalias udenrigsminister, Ahmed Moalim Fiqi, til mediet Voice of America.
Egypten er næppe klar til krig
På trods af den voldsomme retorik maner to eksperter, som Globalnyt har talt med, til besindighed.
”Jeg tror ikke, at ideen om en væbnet konflikt mellem Etiopien og Egypten, udkæmpet i Somalia, er andet end science fiction. For øjeblikket i det mindste,” siger dr. Alexander Zhukov, der er forsker ved CEAUP, Centret for Afrika Studier ved Porto Universitet.
”Egypten har slet ikke infrastrukturen på plads til at starte en konflikt med Etiopien. Det er nok mest af alt diplomatisk sabelraslen, et forsøg fra Egyptens side af på at bruge Somalia til at få stoppet opdæmning af den Blå Nil” uddybede dr. Zhukov, der i mange har forsket i Somalia med fokus på internationale relationer.
Den holdning deles i vidt omfang af dr. Nisar Majid, som er visiting fellow på Tuft University, og som i årevis har beskæftiget sig med udviklingen i Somalia.
”Et helt centralt spørgsmål er, hvad Egypten overhovedet kan gøre på nuværende tidspunkt. Egypten ligger langt væk fra Somalia, og en ting er at sende militært udstyr og trænere, men det er et projekt i en helt anden størrelse at sende ti tusind soldater. Jeg tror rigtigt meget af det, der sker nu, er performative diplomatiske slagsmål. Dertil har begge de store spillere, Egypten og Etiopien, store økonomiske problemer,” siger Nisar Majid.
Det betyder dog ikke, at situationen ikke skal tages alvorligt.
”Der er ingen tvivl, om at stemningen er rigtigt, rigtigt anspændt, men på mange måder er det her ikke en usædvanlig politisk situation i Somalia,” siger Nisar Majid og uddyber:
”Det politiske spil i Somalia er meget komplekst, og den siddende regering er kun en fraktion, der bestemt ikke har fuld kontrol over landet. Somalia har en lang historie for, at rivaliserende politiske eliter allierer sig med hinandens modstandere eller med helt andre lande.”
”Med andre ord, internationale spændinger udvikler sig og bliver instrumentaliseret af konkurrerende somaliske politiske eliter” siger Nisar Majid.
”For eksempel så vender den lokale politiske elite i Gedo-regionen og South-West State, sig mod etiopierne – Etiopien har haft militære styrker stationeret i de områder i mange år – for at få støtte til at modsatte sig Somalias præsident, Hasan Sheikh. Disse spændinger bliver så forøget i disse dage, fordi der skal være regionale valg i 2024.”
Indenrigspolitisk pres kan eskalere krise
Nisar Majid påpeger også, at selvom han betragter meget af det, der sker i disse dage, som værende performativt, så er der faktisk en reel trussel på sigt:
”Det er stadig meget tidlige dage, og ting kan nå at blive meget værre. Etiopiens premierminister Abiy Ahmed har vist sig at være meget utilregnelig. Han har før sit land ud i krig med Tigray, og der også voldsomme grader af konflikt i de etiopiske Amhara- og Oromia-regioner.”
”Der er rigtigt mange ukendte faktorer, hvor Abiy Ahmed måske forsøger at bruge situationen til at formilde dele af den etiopiske befolkning, på samme måde som mange politikere gør verden over. Jeg tror dog ikke, at det er sandsynligt, at Etiopien direkte vil fremprovokere en konfrontation med den somaliske regering og deres allierede. Men der kan nå at ske mange ting,” siger Nisar Majid.
Det er dog ikke kun i Etiopien, at indenrigspolitiske udfordringer kan foranledige magthaverne til at stå endnu stejlere over for de udenrigspolitiske rivaler.
”Også Somalilands præsident, Musa Bixi, er under enormt pres, da der officielt er udskrevet valg til november, og han står på enormt usikker grund, efter at han tabte konflikten i det østlige Somaliland. Så det er muligt, at Bixi forsøger at appellere til de mest hardline somalilandske nationalister ved at lufte muligheden for, at en anerkendelse af Somaliland er mulig,” siger Nisar Majid.
