I december 2024 erobrede den jihadistiske oprørsgruppe Hay’at Tahrir al-Sham (HTS) magten i Syrien og satte punktum for Assad-dynastiets 50 år lange rædselsregime.
HTS-regeringens politiske sirenesang om forsoning og valgafvikling skabte eufori blandt jublende menneskemængder, som gik på gaderne med klapsalver og kageuddeling til forbipasserende, mens vestlige regeringer hastede til Damaskus for at tage del i euforien.
Læs også: Diktatoren er flygtet, men traumerne lever videre.
Men fire måneder senere er euforien ved at fordampe. I stedet hænger et tungt, blodrødt skær over virkeligheden, hvor fortidens krigsår og interne sekteriske militærkonfrontationer skygger for indfrielsen af regeringens løfter om demokrati.
Den syriske drøm om en samlet nation havde opnået fornyet næring, efter at flere oppositionsgrupper har indordnet sig under HTS-regeringens ledelse. Men voldsomme kampe mellem de nye magthavere og militsgrupper fra alawit-minoriteten samt massakrer mod civile viser, hvor skrøbelig situationen er.
Samtidig kommer den største aktuelle sikkerhedstrussel fra Israel, som siden magtskiftet har bombarderet og annekteret store dele af Syrien.
Fortidens skygger spøger
På tværs af Syrien er kontrasten slående. Inden for byportene pulserer boulevarderne med caféer og shoppingcentre, men blot 30 kilometer nord for Damaskus fyldes horisonten med sønderskudte minareter, sammenstyrtede kirketårne, husmure gennemhullede af skud og boligblokke på randen af kollaps.
Disse fysiske ødelæggelser er ikke blot konsekvenserne af årtiers brutal borgerkrig, men også vejen til fortidens mest berygtede bygningskompleks: Sednaya-fængslet.
I årtier fungerede Sednaya både som et fængsel og en militærfæstning for Assads nådesløse efterretningstjeneste, der med ubegrænset magt brugte tortur, henrettelser og systematisk undertrykkelse til at kvæle enhver opposition og trussel mod Assad-regimet.
Sednaya har ikke kun dannet ramme for brutale henrettelser af politiske fanger – det har forud for borgerkrigen også fungeret som en uofficiel torturfabrik for Vestens fjender under krigen mod terror.
Her blev uskyldige terrormistænkte, endda fra Europa, under USA’s extraordinary rendition-program sendt til Assad-regimets fængsler for at gennemgå brutale afhøringer uden retlige begrænsninger af metoder.
Hør også: Syriens regerende islamister er nødt til at være inkluderende
Selvom Sednaya og andre Assad-fængsler siden magtskiftet har stået tomme for både udenlandske og syriske fanger, bærer fængslernes små isolationsceller og de underjordiske torturkamre stadig sporene af et system designet til at knække ethvert menneske.
„De første måneder var de værste. Daglige tæsk, elektriske stød mod kønsorganerne, sult og tvungen søvnløshed i dagevis,‟ fortæller den 38-årige Abdullah, som sad fængslet i 10 år, anklaget for terrorisme efter at have deltaget i optøjerne mod Assad.
Årene i Sednaya har ikke kun efterladt ar på Abdullahs ryg, hænder og lår, men også skabt fundamentet for en bittersmag mod Assad-tilhængere og loyalister.
„Fængslet var fyldt til bristepunktet – og det var kun os sunnier, Assad gik efter, mens shiaer og alawitter kunne bade i guld.‟
Adspurgt om ikke også shiaer og alawitter sad fængslet under Abdullahs 10 års fangenskab, svarer han koldt og næsten hårdt:
„Ja, nogle få. Men de fik bedre celler, bedre behandling. De blev aldrig slået som os. De blev aldrig hængt op i loftet i dagevis eller tortureret så meget, at de bad døden om at befri dem fra helvedet,‟ siger Abdullah.
Forsoning udskyder valgafvikling
Den nye regering har forsøgt at bløde op for fortidens bitterhed ved at iværksætte retsforfølgelser af tidligere fængselsvagter og efterretningsfolk, som måtte have været involveret i tortur og henrettelser af befolkningen.
Men i et interview med Globalnyt erkender regeringen samtidig, at det ikke er en let opgave.
„Retfærdighed tager tid,‟ siger den fungerende transportminister Bahaa Aldeen Shurm fra en bygning, der tidligere husede et af Assads ministerier, men nu fungerer som kontor for den nye regering.
„Vi kan ikke ændre fortiden, men vi gør alt for at bygge et nyt og mere forsonet Syrien.‟
Adspurgt om et forsonet Syrien betyder indfrielse af løftet om det demokratiske valg, som regeringen oprindeligt havde annonceret til marts, svarer ministeren afvisende:
„Jeg kan kun snakke inden for mit eget resort, dit spørgsmål må du hellere stille til de relevante myndigheder.‟
– Men som transportminister forudsætter en valgafvikling omfattende koordinering af valgsteder, transport af stemmemateriale og sikring af mobilitet på valgdagen. Og hvis valget skal afvikles i denne eller næste måned, må du da have begyndt på denne planlægning?
Ministeren tøver et øjeblik, før han spørger:
„Hvem siger, at valget skal være i marts eller i år?‟
– Det har præsidenten meddelt.
Efter en kort dialog med sin rådgiver og et irriteret kropssprog svarer ministeren:
„Vi skal skabe bedre forsoning mellem fortid og fremtiden. Og vi kan under ingen omstændigheder afvikle et valg i en statstilstand, hvor magtmonopolet er fragmenteret. For at sikre, at landet ikke ender i endnu større kaos, forbliver udsigterne til afholdelse af valg nok mere sandsynligt om et par år,‟ afslutter ministeren interviewet.
HTS-regeringen vælger at lade valgafviklingen vige for i stedet at prioritere et politisk mål om at samle hele Syrien under et flag. Landets sekteriske og geografiske splittelse taget i betragtning er det måske ikke så uforståeligt.
For selvom den kurdisk skyggeregering i det sydlige del af landet har underlagt sig HTS’ ledelse i bytte for politisk indflydelse, forbliver den manglende kontrol med nordlige og det vestlige del af landet en torn i øjet på Syriens nye herskere.
Sekteriske brudlinjer
I det alawitisk-dominerede nord frygter lokalbefolkningen, at det ulmende had kan føre til forfølgelse. Denne frygt har givet pro-Assad-militser et solidt fundament for at etablere sig i området, hvorfra de konstant forsøger at underminere HTS’ autoritet og kontrol.
For nylig iværksatte militserne et dødeligt overraskelsesangreb mod HTS-styrker nær Jableh.
Angrebet førte til en voldsom militærrespons, som hurtigt eskalerede til en tre dage lang sekterisk massakre med et drabstal på 1.300 mennesker – bestående af Assad-kombattanter samt civile alawitter, der forinden var gået på gaden for at fejre det, de troede var et vendepunkt for Assad-loyalisternes tilbagevenden.
Denne sekteriske massakre kastede HTS-regeringen ud i sin hidtil største politiske krise.
Kritikerne så de tre blodige dage som en manifestation af den sekteriske forfølgelse, der er blevet næret af fortidens ulmende had mod alawitterne, mens forsvarerne mente, at hændelsen var orkestreret af Assad-loyalister i et forsøg på at destabilisere HTS’ greb om magten.
„De (alawitterne) forsøger at tvinge sig tilbage til magten, men de må snart erkende, at den tid er forbi,‟ siger en HTS-kriger, der deltog i massakren på alawitterne – anonymt over en WhatsApp-forbindelse til Globalnyt.
Men uanset hvem der startede konflikten, har præsidenten forsøgt at genopbygge fortællingen om forsoning og et land med lov og orden ved offentligt at kategorisere massakren som “en forventelig arv fra fortiden”.
Samtidig har han forsikret, at der vil blive foretaget undersøgelser og retsforfølgelse af enhver, der har deltaget i blodsudgydelser mod civile, mishandlet civile, overskredet statens myndighed eller udnyttet magten til personlig vinding.
„Ingen vil stå over loven,‟ sagde han.
På trods af præsidentens ord har alawitterne haft større tiltro til russiske militærbaser i Latakia eller et liv i et af nabolandene end til HTS‛ beskyttelse.
„Jeg troede inderligt på dem, men mine fætre blev ofre for deres ægte ansigter. Jeg har ingen sikkerhed tilbage i det her land længere,‟ siger den 24-årige Abdo til Globalnyt via en telefonforbindelse fra Libanon.
Abdo er fra den nordlige provinsby Arza, men efter massakren flygtede han med sin familie til Libanon. Dermed står store dele af husene i det nordlige Syrien nu mere eller mindre tomme for alawitter – en tragisk konsekvens for de berørte borgere, og et decideret politisk nederlag for HTS-regeringens forsøg på at rebrande sig som garant for forsoning mellem fortid og fremtid.
Mens HTS kæmper for at kontrollere det nordlige Syrien, tegner der sig en endnu større trussel i vest. Her handler kampen ikke kun om sekteriske spændinger, men om en langt stærkere regional aktør.
HTS, druserne og Israels annektering
I de drusisk-dominerede vestlige områder har HTS langt mindre tilstedeværelse end i resten af Syrien. Det skyldes dels områdets nære grænse til de israelsk-besatte Golanhøjder, men i endnu højere grad Israels aktive rolle i at styrke drusernes autonomi.
Siden magtskiftet har Israel ikke blot udvidet sin besættelse ved at annektere yderligere dele af Syrien – de har også ydet militær, logistisk og politisk støtte til de lokale druseres bestræbelser på at fastholde kontrollen over regionen.
Israel har åbent bombarderet HTS ved ethvert forsøg på at sende soldater eller repræsentanter til de syriske byer nær Israel.
Israels adfærd har affødt politiske krav fra befolkningen om, at HTS-regeringen skal reagere med en hårdere militærrespons for at beskytte Syriens suverænitet og territoriale integritet:
„Jeg vil sige dette til verden: Skam jer. I lod os blive dræbt i fjorten år og tillod derefter Israel at besætte vores land. Men vi kæmpede for frihed dengang, og vi vil kæmpe tilbage nu,‟ har Douna Han Ahmad udtalt til King’s College Londons universitetsavis, Roar.
Men trods de militante udmeldinger er en militær offensiv lettere sagt end gjort. HTS befinder sig nu i en strategisk og militær skruetvinge. Hver gang de forsøger at genvinde kontrol over deres vestlige områder, mødes de af israelske luftangreb, som bombarderer Syriens militære infrastruktur ved at ramme baser, kommandoenheder og strategisk materiel.
Derfor har HTS forsøgt en anden taktik – at mindske drusernes afhængighed af Israel og bringe dem tilbage under syrisk kontrol. For nylig har HTS haft en vis succes med at få lokale drusiske krigere til at indlemme sig under deres ledelse i bytte for politisk indflydelse.
Men Israel har svaret med en bemærkelsesværdig modreaktion: For første gang siden besættelsen af Golanhøjderne har Tel Aviv faciliteret en pilgrimsrejse for syriske drusere til det nordlige Israel. Det er ikke blot en symbolsk gestus – det er en geopolitisk manøvre, der trækker druserne længere væk fra Damaskus og tættere på Jerusalem.
Spørgsmålet handler ikke længere kun om HTS’ kontrol over vesten – men om hvilken fortælling der vil være tilbage om Syriens fremtid, hvis de fejler. Svaret vil kun fremtiden give.
Et sundt Syrien kræver evnen til at finde lyset, selv i de mindste revner
Abdullah
Men for den tidligere Sednaya-fange Abdullah handler det ikke længere om politik eller magtkampe.
“Et sundt Syrien kræver evnen til at finde lysets skær, selv i de mindste revner,” siger han.
Men i et land præget af dybe splittelser, sekteriske spændinger og eksterne interesser, står Syrien ved en skillevej. Spørgsmålet er ikke kun, hvilken vej landet vil tage – men hvem der kommer til at forme vejen for fred i Syrien.
