10 konflikter, vi holdt øje med
International Crisis Group udgiver i begyndelsen af hvert år en liste over de 10 konflikter, tænketanken vurderer, det er vigtigst at holde øje med det år. Den liste omtaler vi hvert år i januar her på Globalnyt. Nu i december tager vi et kig på, hvordan det så gik i forhold til forudsigelserne.
De 10 konflikter i 2020 var:
Iran (USA-Iran, Irak og Israel)
Afghanistan
Yemen
Etiopien
Burkina Faso (Sahel)
Libyen
Venezuela
Den Demokratiske Republik Congo
Kashmir
Nordkorea
“Krigen i Libyen risikerer at blive værre i de kommende måneder, fordi de rivaliserende fraktioner i stigende grad er afhængige af udenlandsk militær støtte for at ændre magtbalancen.”
Sådan skrev International Crisis Group i begyndelsen af 2020. Tænketanken fik ret i sine forudsigelser, men senere på året tog krigen en uforudset drejning.
Årelang konflikt kun få forstår
Efter Muammar Gaddafi blev styrtet i 2011, har Libyen været i borgerkrig, hvor et utal af fraktioner har kæmpet om at udfylde det magtvakuum, som den mangeårige diktator efterlod. USA’s tidligere præsident Barack Obama har udtalt, at den største fejl i hans embedsperiode var ikke at forberede Libyen på, hvad der skulle komme efter Muammar Gaddafi.
Kampene i Libyen har i høj grad handlet om kontrollen over landets enorme olie- og gasreserver, der er de største i Afrika. Derudover går mange immigrantruter til Europa gennem landet, som også huser diverse militante islamistgrupper. Der er altså store interesser på spil Libyen, og det har trukket udenlandske aktører ind i konflikten.
De to store rivaliserende parter er den FN-anerkendte regering i Tripoli under ledelse af premierminister Fayez al-Sarraj. Den står over for en selvudnævnt Tobruk-regering i den østlige del af landet, som ledes af general Khalifa Haftar, og som har haft kontrollen over store dele af Libyen.
Regeringen i Tripoli støttes af Tyrkiet, Qatar og Italien, mens general Khalifa Haftar støttes af De Forenede Arabiske Emirater, Jordan, Egypten, Frankrig og Rusland.
Fayez al-Sarrajs regering har reelt kun haft kontrol over Tripoli, som general Haftars styrker i 2019 indledte et angreb på og forsøgte at indtage. Tyrkiet sendte tropper inklusiv syriske lejesoldater til al-Sarrajs undsætning, og det vendte krigslykken for den pressede regering i Tripoli. Dens styrker begyndte i 2020, at presse general Hafter og hans russiske lejesoldater fra den berygtede Wagner-gruppe tilbage.
Generalen var i januar 2020 udvandret fra forhandlinger i Moskva, hvor Rusland og Tyrkiet havde forsøgt at få de stridende parter til at indgå en våbenhvile, men i takt med at hans krigslykke vendte, blev Haftar mere positivt stemt over for tanken om våbenhvile. Der spekuleres dog også i, om det i virkeligheden var Tyrkiet og Rusland, der i fællesskab besluttede, at gøre en ende på Haftars offensiv og dele ‘byttet’ mellem sig.
Underskriver en permanent våbenhvile
“For at afslutte krigen må de udenlandske magter stoppe med at bevæbne deres libyske allierede og i stedet tvinge dem til forhandlingsbordet, men sandsynligheden for at det sker, synes lille”, skrev International Crisis Group i deres forudsigelse af konflikten i Libyen. Tænketanken fik ikke helt ret.
I august annoncerede krigens to stridende parter, at de havde indgået våbenhvile. Den kom i stand efter pres fra det internationale samfund, og i oktober underskrev de en permanent fredsaftale i Geneve, som blev forhandlet igennem af FN.
Aftalen indeholder en række krav, som alle involverede parter skal efterleve. De vigtigste er, at alle tropper skal trækkes tilbage fra frontlinjen til deres baser, at alle udenlandske soldater forlader landet, og at de sikkerhedsaftaler, parterne har indgået med udenlandske aktører, indstilles.
I november underskrev parterne en indledende aftale om en køreplan for parlaments- og præsidentvalg, og de indledte forhandlinger om, hvordan de skal vælge en overgangsregering, der skal styre Libyen frem til valgene i december 2021.
Våbenhviler er før blevet brudt i Libyen, hvor den sidste granat næppe er blevet kastet, men situationen i det nordafrikanske land synes bedre nu end ved årets begyndelse.
