Amnesty: Nigerias hær begår krigsforbrydelser

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Nigerias militær står bag omfattende og alvorlige krænkelser af menneskeretten i deres kamp mod Boko Haram i det nordlige Nigeria, siger Amnesty International.

Terrorgruppen Boko Harams angreb i det nordlige Nigeria har kostet tusindvis af dødsofre, og militæret kæmper en hård kamp mod islamisterne.

Nu tyder nye beviser fra Amnesty International på, at det nigerianske militærs forsøg på at nedkæmpe gruppen indebærer grove krænkelser af menneskerettighederne eller ligefrem krigsforbrydelser.

Amnesty har blandt andet indsamlet optagelser af fanger, der får halsen skåret over og derpå smides i massegrave, skriver organisationen på sin hjemmeside.

Billederne viser tilsyneladende, at de soldater, der begår drab på fangerne, er fra Nigerias militær og fra en civil styrke (CJTF).

En række vidneudsagn, som Amnesty har indsamlet, bekræfter at både militæret og CJTF står bag disse udenretslige henrettelser.

Regering lover undersøgelse

Videooptagelser og billeder viser også en landsby efter Boko Haram har angrebet den og dræbt næsten hundrede mennesker samt ødelagt en række huse.

”Disse chokerende nye beviser er yderligere dokumentation på de forfærdelige forbrydelser, der bliver begået af alle sider i konflikten,” siger Amnesty Internationals generalsekretær, Salil Shetty.

Han påpeger, at det er soldaterne selv, der har filmet overgrebene.

”Det er ikke denne type billeder, vi forventer fra en regering, der ser sig selv i en ledende rolle i Afrika. De skrækkelige billeder bakkes op af de mange vidnesbyrd, vi har indsamlet, som tyder på, at udenretslige henrettelser faktisk udføres jævnligt af den nigerianske militær og CJTF.”

Nigerias regering siger, at den er ”dybt bekymret” over billederne og siger, at den type ”barbari og straffrihed” ikke hører hjemme i Nigerias hær.

Regeringen lover at iværksætte en undersøgelse af hærens fremfærd i det nordlige Nigeria.