Bob Marleys søn
Til en festival, som har fået mange stryg for mangel på kvindelige kunstnere eller verdensmusik-kunstnere især blandt hovednavnene, handler det om, hvad der sker i andet geled. Her er der altså meget godt, fra Jada og Iris Gold, hvis man da ikke vil se Anne, Sanne og Lis – og så er der såmænd Bob Marleys ældste søn, Ziggy Marley, som efter en omskiftelig karriere er tilbage. Auraen fra Tuff Gong-studiet i sin tid kan man aldrig tage fra den nu 50-årige veteran, som sidste år udsendte albummet ”Rebellion Rises”. Ligesom hans stemme har meget af farens unikke klang.
Under de lovligt eksponerede bøgetræer, som også rummer Bikstok og flere af elementerne på den danske scene, der hylder reggae, ragga og dub, skulle der være adskillige øjeblikke, der både er ”irie” og peger mod både Caribien og Afrika. Med elementer der handler om andet end bastante klappepølser og tusinde struber, der får danske publikummers ukritiske korsang til at antage karakter af en tsunami, der skråler enhver dansk popsang ned.. Hvor solisten vel intet andet valg har end at lade sig hylde, smile pænt og undre sig over, hvor lige ørepropperne blev af.
Mon ikke det bliver anderledes, når Ziggy Marley indtager scenen? Også selv om hans versioner af Marley-klassikere som ”One Love” godt nok genopliver spøgelset fra mesteren.
Fredag den 9. august kl. 15.30 – Smukfest, Skanderborg
Magic Carpet: Klezmer i Kødbyen
Det er til en heldagsfestival med motorcykler i centrum, at Klezmofobia, det fabelagtige københavnske klezmerband med den store internationale erfaring, træder op og giver los. I front finder man den velkendte sangerinde, Channe Nussbaum, som har sin egen jødiske herkomst med i den meget originale fortolkning af klezmer, der er jødisk spillemandsmusik, som den blev praktiseret i specielt Rusland på pogromernes tid, men som nu er spredt over hele verden.
Kom og lad Channe Nussbaums intense sangforedrag bjergtage dig, mens du bliver lykkelig af de overlegent dygtige solister, som trompetisten Ole Reimer og klarinettisten Bjarke Kollerus, der med sand ekvilibrisme over et forsiret orientalsk rytmisk tæppe kan krænge følelserne ud fra det tragiske og komiske til det hjerteskærende.
Lørdag den 10. august kl. 10-22 – Klezmofobia, Motorius, Flæsketorvet 34, København V
Afrika i Lejre: Vi kommer som venner
Det er en østrigsk-fransk dokumentarfilm, der vises i idylliske Kirke Hvalsø mellem Roskilde og Holbæk. Men her stopper idyllen også, for vi kommer direkte med i løsrivelseskrigen, hvor Sydsudan kæmpede for uafhængighed og Sudans nu forhenværende hersker hed Omar al-Bashir, der siden kuppet i april har siddet fængslet anklaget for medvirke til at dræbe demonstranter. Filmen dokumenterer direkte fra neokoloniseringen af Afrika i krydsfeltet mellem blandt andre kinesiske olieselskaber, amerikanske bibelmissionærer og NGO’ere.
”We Come as Friends”, som filmen hedder, har modtaget et væld af priser, blandt andet på filmfestivalerne Sundance i USA og på Berlin Filmfestival. Den er skabt af østrigskfødte Hupert Sauber, der tidligere har lavet bemærkelsesværdige dokumentarfilm med fokus på Afrika og brændpunkter som Tanzania og Rwanda. Forestillingen er del af festivalen Afrika i Lejre, som har en række arrangementer i området i de næste par måneder,- også livemusik.
Torsdag den 15. august kl. 15 – Hvalsø Bio, Hvalsøvej 1, Kirke Hvalsø
Khaled – endelig gensyn med Raï-musikkens konge
Glem DJ Khaled og de andre med lignende navne, for nu kommer fænomenet, der har solgt mere i den arabiske verden end nogen andre.
Honningstemmen der formulerede rettigheden til at ytre sig – Ya Raï!! på arabisk – da han startede ud som Cheb Khaled hjemme i Wahrane (Oran) i Algeriet, med en gennemslagskraft uden lige. Hans hits er evergreens, og det var kun et spørgsmål om tid, før hans kontrafej var kendt over hele verden. Stadig kontroversiel og på diverse kedelige lister hos fundamentalister kommer han nu til Malmø.
Forvent en koncert, hvor gensynets glæde bobler hos hans fans, mens store sange som ”Aicha”, ”Didi” og alle de andre forplanter sig og får alle til at danse.
Det er en af verdensmusikkens helt store kunstnere, der endelig kommer op nordpå, og det er bare med at møde op og give sig hen. Malmø er virkelig en by, der vil verdensmusikken, og det er altid en stor oplevelse at tage til koncerter derovre. Der er fri entré.
Torsdag den 15. august kl. 21. 15 – Store Torv, Malmøfestivalen, Malmø