KOMMENTAR
Af Christian Pilegaard Hansen, International koordinator, PhD og Jens Friis Lund, lektor, begge ansat på Center for Skov, Landskab og Planlægning, LIFE (www.sl.life.ku.dk) under KøbenhavnsUniversitet
Den danske regering ønsker at medvirke til at øge udviklingslandenes skatteindtægter som led i Danidas nye strategiramme for ”Vækst og Beskæftigelse”.
Dette ønske begrundes med behovet for finansiering af udvikling og vedligeholdelse af den infrastruktur og offentlige ydelser, såsom veje, sundhedssystemer, uddannelse og sikkerhed.
Men også at øget beskatning kan føre til demokratisering idet det antages at øget beskatning vil føre til at u-landenes befolkninger til gengæld vil holde sine ledere til ansvar for hvad pengene bruges til.
Debatten har fokuseret på støtte til øget effektivitet i beskatningen af borgere og virksomheder.
Her viser historien imidlertid, at det er meget omkostningsfuldt – finansielt såvel som politisk – at beskatte borgeres indtægter og forbrug og (mindre) virksomheder i udviklingslandene, hvor hovedparten af de økonomiske transaktioner ikke registreres og folks tillid til staten er lav.
Der er risiko for at øget beskatning fører til forvridning af økonomien når borgere og virksomheder søger at undvige det øgede pres – såsom at bruge tid og penge på at unddrage sig beskatning frem for på at producere værdi. Dette vil direkte føre til høje omkostninger ved skatteindkrævningen og indirekte til et velfærdstab for samfundet.
Der er dog en anden vej til at øge skatteopkrævningen i udviklingslandene.
Således har hovedparten af Danmarks 26 partnerlande indenfor bistanden økonomier der i større eller mindre grad er baseret på udnyttelse af naturressourcer.
Olie, gas, mineraler, tømmer og fisk udgør allerede i dag vigtige indtægtskilder for mange u-landes regeringer – men forskning viser samstemmende, at det samlede niveau af skatter og afgifter ligger langt under det potentielle niveau.
Dette gør helt klart området interessant; også for dansk udviklingsbistand. Men indsatsen skal bygge på eksisterende viden og erfaring.
Danidas handlingsplan synes at bygge på en underlæggende forestilling om uvidenhed og manglende kapacitet til at styrke beskatningen i udviklingslandenes statsapparat.
Dette er imidlertid i klar modstrid med den viden vi har på området – der med skyldig hensynstagen til nationale forhold – generelt peger på lav beskatning af naturressourcer som et resultat af et tæt samspil mellem udnyttelse af naturressourcer og personlige og parti-politiske interesser.
I de fleste udviklingslande er der en høj grad af central politisk kontrol over tildeling af rettigheder og beskatning af naturressourcer, ofte opnået gennem uigennemskuelige eller direkte ulovlige procedurer.
Underbeskatning skaber superprofitter, der kan uddeles til firmaer, som kvitterer gennem personlig og politisk støtte til de politikere, der sikrer deres favorable position.
Forskning viser også at de mange forsøg på at reformere sådanne systemer – med støtte fra bilaterale donorer, Verdensbanken og Valutafonden (IMF) – taget over en bred kam har slået fejl, da de har fokuseret på udveksling af teknisk ekspertise og kapacitetsopbygning og ikke taget de politiske kræfter ind i beregningen.
Vi mener, at det er rigtigt og vigtigt for Danmark at gå ind i beskatningsproblematikken, særligt på naturressourceområdet. Men det skal gøres med åbne øjne og et blik for at dette er et kontroversielt område, og at man derfor skal vælge sine virkemidler med omtanke.
Baseret på eksisterende viden vil vore forslag i den forbindelse være, at Danmark baserer sin indsats på 3 søjler:
1) Støtte til studier der i specifikke nationale sammenhænge påviser de reelle problemer og deres konsekvenser. Detaljerede undersøgelser er nødvendige. Kan omhandle beskatningsniveau, faktiske procedurer for ressource tildeling og fordeling og brug af skatteprovenu.
2) Støtte til nationale og internationale civilsamfundsorganisationer, der kan bringe resultaterne ind i en national debat
3) Støtte til at gennemføre konkrete lovændringer og deres håndhævelse som følge af de 2 forrige indsatsområder.
For alle 3 områder gælder, at Danmarks indsats ikke bør stå alene, men ske i samarbejde med andre donorer, Verdensbanken og IMF; kun herigennem har Danmark mulighed for at effektivt at presse på for reelle reformer og derigennem bidrage til større skatteprovenu fra naturressourcer i vore partnerlande.
————-
Kommentaren er tilsendt U-landsnyt.dk af forfatterne. Den optrådte i kondenseret form i seneste nummer af Danidas blad “Udvikling”
