From Zimbabwe with blues
Det er værd at trodse en eventuel hedebølge – eller regnvejr – og opsøge Miriam Mandipira med bandet Tune In. Med opvækst i Zimbabwe og en årrække på scenen i Sydafrika var vi heldige, at hun valgte scenen i Danmark som sit sted at udfolde det store talent. Det er blevet til adskillige memorable udgivelser, ikke mindst med den danske bluesnestor, Troels Jensen, ligesom hun har samarbejdet en del med guitaristen Per Gade og trommeslageren Søren Frost, som også er med til koncerten, der foregår i det gamle Carlsberg få meter fra den berømte elefantport. Forvent blues og gospel, samt måske sange på Mandipiras modersmål, mens det først og fremmest er den markante og smukke stemme, der er i fokus. Perfekt start på august. Mere info her
Torsdag den 1. august kl. 16 til 18 (fri entré) – Hotel Ottilia, København V
Hjem til Ringkøbing Fjord
De lokale drenge der udgør evigt ukuelige Gnags skal selvfølgelig med, selv om det vist kun er forsanger og indpisker, Peter AG, og guitaristen Per Frost, der er tilbage fra det gamle hold. Prædikatet lokale drenge handler om, at de blev dannet, da Peter AG og hans storebror lavede Gnags Dancing hjemme i Skjern et stenkast fra åen og udsigt til lillebyen Tarm, hvor Those Gnags blev til, da alt skulle være på engelsk. Det er 53 år siden! De er national ejendom og har altid med dansk på læberne søgt en global lyd, hvor de har været blandt de første og skrappeste til at tage reggae og afrikanske inspirationer ind i deres velkendte friske lyd. Ligesom de har turneret i Cuba og Nicaragua, hvor der skete det, der altid sker: folk dansede som vilde. Vi hylder de globale festdrenge med de fabelagtige tekster og foreslår en valfart til det vestjyske.
Fredag den 2. august kl. 21.15 – Bork Festival, Bork Havn (Vestjylland)
Original bølgegang i Aarhus
Originaliteten er i top, når det århusianske hybridorkester Analogik går på scenen. Der er altid stærke reminiscenser til Balkan, men gerne et balkan, hvor man forventer en dansende bjørn ankommer i næste øjeblik. De har nærmest status af husorkester på festivalen, som afholdes ude i Brabrand og mest er synonym med hiphop. Det kan man også i Analogik, men med udspacede sea shanties ind over er der konstant bølgegang på scenen, oftest med de smukkeste forsirede rundgange af den slags der både sender tankerne på langfart og kalder på smilet.
Lørdag den 3. august kl. 00 – Grim Festival, Aarhus
Kirkelig tonal fordybelse
Quartet Vela er elegant musik, der taler til hjertet og poesien. Tre af musikerne er fra Spanien og en fra Chile, mødestedet var Barcelona og bestemmelsesstedet blev – skulle det vise sig – Aarhus, hvor de endte med at vinde tredjepræmien ved DR’s prestigefyldte konkurrence for kammermusik. Ved koncerten spilles kompositioner af Piazzolla, Ligeti, Farcas og Gershwin. Altså spændende vidt fra nueva-tangoens elegante flyd over avantgarde til ungarske inspirationer og amerikansk 1900-tals-magi med hints til jazzen. Bornholms kirker er altid intime rammer for musik og musikfestivalen er en årlig succes. Tjek det ud, hvis du er på ”øen i søen”. Altså Østersøen.
Mandag den 5. august kl. 20 – Bornholms Musikfestival, Svaneke Kirke, Bornholm