Serie: Verdensfattigdom i Afrika
Verdensbankens rapport ”Accelerating Poverty Reduction in Africa” (2019) handler om fattigdomsbekæmpelse og kortlægger årsagerne til fattigdommen i Afrika.
Denne artikel er en del af en serie skrevet af Knud Vilby med udgangspunkt i rapporten:
1. 135 millioner flere fattige afrikanere på 25 år
2. Alt for mange afrikanske kvinder får alt for mange børn og føder alt for tidligt
3. De forbandede naturressourcer
4. Sats på småbønderne i fattigdomsbekæmpelse
5. Børnefattigdom giver dårlige muligheder livet igennem
6. Vesten skabte Afrikas klimaændringer. Afrikansk vækst kan øge dem
7. De fattigste betaler for meget i skat. De rigeste betaler ingenting
8. Udviklingsbistanden pr. afrikaner falder trods voksende behov
9. Fødslerne og landbruget i fokus i kampen mod Afrikas fattigdom
Fattigdom koster liv, og børnefattigdom kan forkrøble et helt menneskeliv og gøre barnets fremtidsmuligheder ringere og færre på næsten alle områder.
Fattigdom og dårlig ernæring hænger næsten altid sammen. På engelsk taler man om ”stunting”, der nærmest kan oversættes som fejlernæring, der resulterer i hæmmet udvikling (fysisk og psykisk).
I 1990’erne skønnede man, at omkring 45 procent af de afrikanske børn led under stunting. I dag er det kun en tredjedel, men i kraft af befolkningstilvæksten er antallet større end før.
Skønnet er, at 170 millioner afrikanske børn lever i fattigdom. De er langt fra alle ”stuntede”, men mange er.
Fattige børn er typisk usunde børn, og dårligt helbred i barnealderen fører til dårlige muligheder senere i livet. Verdensbankens nye fattigdomsrapport taler om, at der er ”en markant sammenhæng mellem dårligt helbred i den tidlige barndom og en ringere hjerneudvikling, og at det påvirker børnenes kognitive udvikling og deres uddannelsesmæssige resultater i bred forstand, forstået som både skoleundervisning, færdighedstræning og økonomiske produktivitet.”
Det er meget vanskeligt senere i livet at kompensere fuldstændigt for en elendig barndom.
Der er lavet undersøgelser, der måler omfanget af stunting i rige og fattige afrikanske familier. Og selv om der også er mange eksempler på fejlernæring i rigere familier, er forskellen meget markant.
Problemerne er langt større blandt de fattige
Det er vanskeligere for fattige børn, der har lidt af alvorlig fejlernæring, at lære. De dårligere resultater bekræftes af afrikanske undersøgelser af, hvor lidt eller meget børnene lærer i skolerne.
Der er taget store spring fremad i Afrika i retning af at få flere børn i skole. Fra 1990 til 2015 skete der mere end en fordobling i antallet af børn, der blev optaget i grundskolen. Tallet voksede fra 63 til 152 millioner børn. Alligevel er der omkring 50 millioner børn, som ikke kommer i skole, og så er resultaterne af den øgede skolegang i øvrigt skuffende.
Mange steder er det over halvdelen af eleverne, der efter grundskolen mangler grundlæggende færdigheder i matematik og i at læse og skrive. I mange lande har man nærmest ”skovlet” flere børn ind i klasserne uden reelt at have kapacitet til det. Der er ofte 50-60 elever i en klasse. Og lærerkræfterne er mange steder helt utilstrækkelige og ukvalificerede.
Billedet er generelt temmelig skuffende, og samtidig skiller de fattige børn sig yderligere negativt ud. Fattige børn lærer mindre. Relativt flere kommer slet ikke i skole, og blandt dem der trods alt starter, er der flere som dropper ud meget tidligt.
Der er store problemer med arbejdsløse uddannede unge i en række lande, fordi det går for langsomt med at skaffe nye jobs. Så uddannelse er ikke en garanti for fremgang. Alligevel viser undersøgelser, at mere uddannelse (naturligvis) generelt giver flere og bedre muligheder for den enkelte unge og øger den sociale mobilitet. Højere uddannelse giver højere indtægter og højere status.
De alt for mange børnemødre
Den anden artikel i denne artikelserie om fattigdom i Afrika omtalte, hvordan det i mange lande er helt almindeligt, at piger/kvinder bliver gift, inden de fylder 18 år. I nogle lande (blandt andet Tchad og Niger) peger undersøgelser på, at en tredjedel er gift, før de fylder 15 år. Ægteskaber med børn (forstået som helt unge piger) har også været et kæmpeproblem i eksempelvis Etiopien.
De negative konsekvenser er utallige. Mange helt unge mødre dør, fordi deres kroppe endnu ikke er fysisk udviklede til graviditet og fødsel. Andre får forfærdelige underlivsskader. Samtidig er børnedødeligheden større blandt spædbørn af helt unge mødre end af ældre førstegangsfødende.
Derudover er der enighed om, at barnebrude får flere børn i løbet af deres fødedygtige alder, end kvinder som gifter sig senere. Typisk tages barnebrudene ud af skolen meget tidligt (hvis de overhovedet er startet), så de får også dårligere uddannelse. Man kan måle det på graden af analfabetisme (den manglende evne til at læse og skrive), der er større blandt kvinder, som er blevet gift og har født meget tidligt.
Der er tale om en ond og negativ cirkel. Barnebrude får dårligere uddannelse og langt færre muligheder, og deres børn får typisk også mindre skolegang end andre børn. Og som man kan forvente, rammer det døtrene endnu hårdere end sønnerne. Fattigdommen nedarves og har en kønsdimension.
Undersøgelser har gennem mange år og fuldstændig konsekvent konkluderet, at bedre uddannelse af piger og kvinder på samme tid reducerer fødselstallene og styrker den enkelte kvindes muligheder. Mange undersøgelser viser, at afrikanske kvinder som hovedregel helst vil ”nøjes” med færre børn, end de tvinges til at føde, som familiestrukturen er i dag. Stærkere og mere selvstændige kvinder vil resultere i lavere befolkningstilvækst og færre fattige.
Kampen for det, der i FN-sprog kaldes ”seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder” er derfor helt afgørende. Men det er en kamp, der handler om meget mere end kampen mod fattigdom.
Det er en kamp for ligestilling og i voldsomt patriarkalske samfund en kamp for at stække mandens rettigheder. Det er også en kamp mod tradition og mange steder mod religion. Men det hører med, at det ikke er en kamp mod en bestemt religion. Jeg var selv i en række år involveret i et udviklingsprogram i Etiopien, hvor en del af kampen også var at sikre 12-13-årige pigers fortsatte skolegang, når fattige forældre (i strid med loven) havde lovet dem bort for at forbedre familiens økonomi. Det handlede ofte om familieøkonomi, men traditionen med at love helt unge piger bort eksisterede både i kristne og muslimske familier.
Der kan gøres meget mere
Sociale indsatser i områder, hvor der traditionelt er et meget stort antal børneægteskaber, har mange steder virket. Det handler typisk om at sikre familien socialt og dermed også gøre det økonomisk muligt for forældrene (faren) at lade pigerne fortsætte deres skolegang. Det virker, men der gøres langt fra tilstrækkeligt.
Nogle lande – som eksempelvis Rwanda – har i de senere år satset massivt på en uddannelse af piger og kvinder. I andre lande er der kulturel og religiøs modstand, ofte også på regeringsniveau. Men organisationer som FNs befolkningsfond UNFPA vurderer, at det alle steder er muligt at gøre mere i kampen for kvinders reproduktive sundhed og rettigheder.
I organisationens 2019-årsrapport hedder det, at ”trods fremskridt er der stadig hundreder af millioner kvinder, som fortsat møder økonomiske, sociale, institutionelle og andre barrierer som hindrer dem i selv at beslutte hvorvidt, hvornår og hvor ofte de vil være gravide og med hvem”.
Dette citat vedrører ikke alene Afrika, men nogle af de største udfordringer er på det afrikanske kontinent.
Som fremhævet i artiklen om fertilitet (den anden artikel i serien), er der et langt større udækket behov for indsatser for familieplanlægning i Afrika end på de øvrige kontinenter.
Dette er den femte artikel i en serie om Afrikas fattigdom. Læs de tidligere artikler i serien her:
Artikel 1: ”135 millioner flere fattige afrikanere på 25 år”
Artikel 2: ”Alt for mange afrikanske kvinder får alt for mange børn og føder alt for tidligt”
Artikel 3: ”De forbandede naturressourcer”
Artikel 4: ”Sats på småbønderne i fattigdomsbekæmpelse”
Næste artikel i serien handler om klimaændringer og fattigdom.
