BØRNEfonden: Vi kan klæde virksomheder på til investeringer i Afrika

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

I en ny befolkningsundersøgelse fra Norstat svarer 37 procent af de adspurgte, at danske virksomheder skal øge deres investeringer i landene i Afrika. Kun 16 procent af deltagerne siger nej til flere investeringer i Afrika. Det skriver BØRNEfonden i en pressemeddelelse onsdag.

Det betyder dog også, at næsten halvdelen af de adspurgte ikke har en holdning til spørgsmålet eller ikke ønsker at svare på det.

Det er vand på BØRNEfondens mølle, hvor CEO Bolette Christensen ser danske virksomheder som en vigtig medspiller i Afrika. Da verden i september vedtog de nye 2030-mål, estimerede FN, at det vil koste 4500 mia. dollar om året at nå målene, og at udviklingsmidlerne kan levere ca. 10 procent. Resten skal findes andre steder – blandt andet i virksomhederne.

”Virksomhederne har en forrygende chance for at gøre en god forretning og samtidig blive morgendagens helte på udviklingsscenen. De kan være med til at skabe lokal udvikling og hårdt tiltrængte arbejdspladser i nogle af verdens fattigste lande, og den mulighed håber jeg, at flere virksomheder griber,” siger Bolette Christensen.

Udvikling gennem forretning

Ifølge Norstat-undersøgelsen er ønsket om øgede investeringer forstærket blandt de, der allerede støtter velgørende arbejde. I denne gruppe mener 46 procent af de adspurgte, at danske virksomheder bør øge engagementet i Afrika, mens det for den modsatte gruppe, der ikke støtter velgørenhed, kun er 27 procent.

To svar går igen, når deltagerne begrunder hvorfor virksomhederne skal investere i Afrika: 74 procent svarer, at ”investeringer fremmer udvikling i Afrika”, mens 45 procent mener, ”det kan blive en god forretning”.

”Mange NGO-er har lagt virksomhedsforskrækkelsen bag sig, og vi og andre ser virksomheder som en ressource, som kan bidrage. Den opfattelse tror jeg, at mange danskere også har,” siger Bolette Christensen.

Samarbejder med NGOer

Ifølge Bolette Christensen kan danske udviklingsorganisationer i fremtiden spille en ny rolle i samarbejdet med virksomhederne. BØRNEfonden har arbejdet 20 år i Vestafrika, og kan derfor være med til at ’klæde virksomhederne på’ til at arbejde i de lande, hvor organisationen er til stede, mener hun.

”Vi har lokalt kendskab til markedsmuligheder og netværk blandt relevante aktører, som er afgørende for virksomheder, som skal starte en forretning op. Det er oplagt, at NGO’er og virksomheder i fremtiden skal arbejde tættere sammen,” siger hun.