Leder for forbudt parti bønfalder nu Danmark om fortsat at støtte Swaziland, en lille nation mellem Sydafrika og Mozambique, der er Afrikas sidste kongedømme.
Af Peter Kenworthy
”Swaziland er på tærskelen til at blive et demokrati, bl.a. på grund af støtte fra organisationer som Afrika Kontakt. Det vil være selvmorderisk, hvis man løsner grebet (om udviklingen og styret, red.),” siger Mario Masuku, præsidenten for Swazilands største illegale politiske parti, PUDEMO i et brev til den danske NGO, Afrika Kontakt.
”Vi bønfalder Danmark om at intensivere sin solidaritet med de fattige i Swaziland, så Swaziland kan indtage sin retmæssige position blandt andre frie og retfærdige samfund”, lægger han til.
Danmark har besluttet at stoppe bistanden til Swaziland – et enevældigt monarki hvor 2/3 af indbyggerne lever i yderste fattigdom – fra 2014.
Det skyldes, at landets angiveligt stigende brut-tonational-indkomst (BNI) er nået op over det af Danida tilladte niveau på en årlig gennemsnitsindkomt på 2.630 dollars per indbygger.
BNI viser dog ikke det sande billede, anfører Mario Masuku.
”Selv om Swaziland officielt er et middelindkomstland, ligner det andre afrikanske lavindkomstlande. 70 procent lever af landbrug, og 63 pct. af befolkningen lever i fattigdom. Landets økonomiske ubalance kan også ses i lyset af elitens ukontrollerede forbrug,” føjer han til.
Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) har tidligere afvist en henvendelse fra Afrika Kontakt om at fortsætte udviklingsbistanden til den uroplagede nation, som internationalt især er kendt for sin rekordhøje rate af hiv/aids-ofre.
Peter Kenworthy er tilknyttet Afrika Kontakt, det tidl. Sydafrika Kontakt.