Den virkelige betydning af kampen om territorial suverænitet i Ukraine er, hvad den siger om skjulte ønsker om magt, herredømme og udlægninger af virkeligheden. Denne indsigt synes at være gået mange forbi, især de fleste af verdens førende medier.
Hvorfor har de mistet færten? Journalister, der voksede op i en koldkrigsverden, hvor Moskva og Vesten stod over for hinanden, føler sig trygge i denne fortælling. Det er langt nemmere at sælge Ukraine-konflikten som en parallel til situationen i Tjekkoslovakiet i 1968 end som en kompleks, multi-etnisk konflikt, hvor magten skal deles og de forskellige grupper tilgodeses. Det nuværende narrativ skyldes overdreven respekt for den amerikanske og de andre vestlige regeringers spin, som fremstiller Rusland som det onde imperium.
Således besøgte den tidligere amerikanske senator John McCain tilbage i december 2013 Kiev under de ”pro-demokratiske” Majdan-protester, som efterfølgende førte til Ruslands annektering af Krim-halvøen. Der erklærede han sin støtte til protesterne og optrådte på scenen sammen med lederne af de tre oppositionspartier, som anførte protesterne, herunder det høreekstremistiske parti Svoboda. Det nuværende narrativ har derfor en bismag af amerikansk indblanding.
Det britiske magasin The Economist opridsede forleden et optimistisk efterkrigsscenarie om et fremgangsrigt Ukraine, men også den uhyggelige mulighed, at Ukraine – når kanonerne engang tier og freden kommer – kan synke ned i et grimt morads af korruption, armod og politisk vold, stik imod de idealer, som Ukraine kæmper for.
Ingen ved, hvordan Ukraine 2.0 vil komme til at se ud. Endnu mere grund til at tage den multi-etniske situation alvorlig og starte en seriøs fredsproces.
Nordirlands fredsproces og Ukraine
Nordirlands fredsaftale er et konkret bud på en løsning i Ukraine-krigen.
I påsken for femogtyve år siden, i 1998, nåede man en aftale for at bringe den blodige konflikt i Nordirland til ende – en aftale kendt som Belfastaftalen eller Langfredagsaftalen. Det afgørende princip i aftalen var en deling af magten mellem nationalister/republikanere/katolikker, som ønsker at Nordirland skulle blive en del af Irland og loyalister/unionister/protestanter, som støtter op om unionen med Storbritannien.
Dette princip er selve kernen i fredsprocessen, understreger de to nordirske kvinder Anne og Kerrie Patterson i The Guardian. Det betyder nemlig en anerkendelse af (en form for) nordirsk selvstændighed, og, nok så vigtigt, mulighed for etnisk-religiøs sameksistens mellem katolikker og protestanter i Nordirland. Med freden er der også kommet udvikling på sundhedsområdet, inden for uddannelse og økonomisk udvikling i det hele taget.
En deling af magten: Kompromis, fred og sameksistens
Og hermed er vi fremme ved Ukraine-konflikten, som ikke kræver mere krudt og kugler men en fredsproces og et kompromis, som det nordirske, med alle de positive bidrag til menneskers liv og muligheden for sameksistens og forsoning, som deling af magten indebærer.
Vi er derfor nødt til at vende tilbage til Minskaftalerne fra 2014-15 om konflikten i Donbas-området, som netop indebærer dette princip. Man kan ikke lade være med at tænke tanken, at havde man bare implementeret Minskaftalerne, kunne man have undgået krigen og dens mange rædsler.
De fleste væbnede konflikter ender ikke med en total sejr, men med rodede kompromiser. Det er konklusionen, når den nordirske juraprofessor Tom Hadden ser tilbage på den drabelige konflikt i Nordirland, hvor – ligesom i Ukraine – de to stridende sider havde uforenelige mål. I Nordirlands tilfælde nordirsk selvstændighed eller forening med Irland overfor en fortsat union med Storbritannien.
Fronterne i Ukraine-konflikten er ligeledes trukket skarpt op. Ingen af parterne vil give sig. På den ene side er der Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyi, og hans vestlige støtter, der kræver at alle russiske tropper trækker sig fra ukrainsk territorium besat siden 2014. Kremls position er den stik modsatte. Mens Rusland er åben for forhandlinger, vil landet ikke trække sig ud af Ukraine.
Resultatet har været frygtelige niveauer af død og ødelæggelse på begge sider. De fleste militære observatører mener, at krigen sandsynligvis vil fortsætte i årevis.
I Ukraine eskalerer man til stadighed – og dets europæiske og amerikanske støtter følger trop. Det sker ud fra en tragisk og irrationel logik om sejr, som dog er uopnåelig. Sådan er det i Ukraine, og sådan var det i Nordirland – før en fredsproces kom i gang.
Professor Haddens erfaring fra at have været involveret i den nordirske fredsproces viser, at en våbenhvile og derefter seriøse forhandlinger kun kan komme i stand med eksternt pres. I det nordirske tilfælde kom det fra USA med støtte fra den Europæiske Union.
Indtil videre har Kina og Brasilien meldt sig som potentielle mæglere i Ukraine-konflikten. Flere neutrale lande, som ikke har valgt side og dermed er rimeligt troværdige, kan komme til. Det samme kan FN, som også har undgået at vælge side.
Med målet for øje: Sådan skaber man fred
Målet i den nordirske konflikt var at skabe et brugbart, om end uperfekt, kompromis for at sikre den nordirske fred.
”Med dette i tankerne”, siger professor Hadden, ”bør det eksterne pres i Ukraine ikke være på det endelige resultat, hvad enten det er absolut territorial integritet for Ukraine eller territoriale gevinster for Rusland, eller straf af den ene eller den anden side for krigsforbrydelser. I stedet skal det fokusere på at opbygge en form for regeringsførelse.” Altså en deling af magten, der afspejler de ’etniske realiteter’ i de omstridte grænseområder Donbas og Krim.
Angående anerkendelse af etniske realiteter: I Ukraine og Irland – som i andre etnisk-delte samfund – er der områder, hvor befolkningen, eller det meste af den, har delte identiteter og forhåbninger.
Mange i Donbas-regionen og på Krim betragter sig selv som tættere på Rusland end på andre ukrainere. Og i disse områder er der ligeledes mange, der betragter sig selv som udelukkende ukrainere. For at bringe Ukraine-krigen til ophør, skal man, siger Hadden med Nordirland in mente, anerkende de forskellige identiteter og skabe en regeringsførelse baseret på en deling af magten samt opbygge mekanismer, som anerkender forskelle og muliggør at mennesker leve fredeligt sammen.
Alt der egentlig skal til er, at man holder op med at se hinanden som fjender, men ser hinanden som brødre, søstre og partnere. Det gjorde man i Nordirland, og det virkede.
Den seneste udvikling i Ukraine-krigen
Wagner-gruppens oprør i weekenden, den 23.-24. juni, kan have ydmyget Putin og åbenbaret svagheder i hans greb om magten. Men den virkelige historie, vi skal koncentrere os om, er den øgede fare for hele verden: Faren ved at have en truet præsident med ansvar for nukleare missiler, der kan true hele verden.
I sin krigsfeber ser Ukraine kun russisk uro som et svaghedstegn, der skal udnyttes på slagmarken. Men pointen er en mulighed for selvkritik i Vesten og en mulighed for at starte en fredsproces, baseret på en mere nuanceret fortælling om årsagerne til krigen og den etniske virkelighed i Ukraine.
NATO kan med sine østudvidelser være gået for vidt og have været med til at udløse krigen. Måske hjemsøger ’NATOs spøgelse’ os, som jeg sidste år skrev om i et indlæg i Information. Selvkritik og nuancer er til gavn for og fremmer et fredeligt og harmonisk verdensbillede, som jeg var inde på i et tidligere indlæg her i Globalnyt.
Hvorfor kæmper vi?
Der er mange, for eksempel fra Kina til Brasilien, der ikke køber den gamle koldkrigsfortælling om det gode Vesten og det onde imperium Rusland. Der skal et mere nuanceret narrativ til.
Man kommer til at tænke på den spanske maler Goya og dennes makabre fremstillinger af den rus eller feber, der kommer op i folk, når de opfordres til at forsvare eller kæmpe for territorier. Dengang var det spaniere mod Napoleons indtrængende styrker (i 1805), nu er det de ukrainske og russiske nationalistiske/patriotiske optændte, hadefulde opinioner, der insisterer på krudt og kugler. Man bukker nemt under for denne stemning, et udtryk for vores tragiske og krigeriske natur. Denne blodtørst, som kan få én til at miste besindelsen, får os til at kæmpe om territorier og besiddelser, der jo er ’upersonlige’ kategorier. Det vil i sidste ende svigte os, fordi vi lader det styre os og bekæmpe hinanden.
Man påtvinger os en interpretation af Ukraine, hvor Washington står over for Moskva, de ‘gode’ over for de ‘onde’. Medierne har mistet deres orienteringsevne med hensyn til Ukraine. Faktum er, at vi ukritisk har købt denne forenklede fortælling. En fremstilling, som behager USA, og kun gavner våbenindustien – det militær-industrielle kompleks, som den tidligere amerikanske præsident (og general) Eisenhower kaldte det – ikke freden.
Der skal ‘kultur og samfund’ på bordet. Ikke flere krigeriske og konfrontatoriske udtalelser. Ursula von der Leyen, præsidenten for Europa-Kommissionen, presser hårdt på for at få et tribunal for at anklage Putin. Parallelt forfølger NATO og USA en aggressiv kurs overfor Kina i Taiwan-spørgsmålet og ser landet som en ’udfordring’. Heller ikke dette fremmer en fredelig kurs.
På trods af vores forskelle har vi så meget til fælles, og forskellene mellem ukrainere og russere er faktisk uendeligt små. Alle sammen bliver vi født ind kulturelle sammenhænge og samfund med deres forestillinger, normer og økonomiske, køns-og magtstrukturer, som eksister uafhængigt af os og har deres egne funktioner og egen logik og sammenhængskraft. Derudover har vi dog også en universel menneskelig natur, fælles fysiske og psykologiske behov for at høre til samt en stærk handle-drivkraft og intentioner. Vi har det derfor i os at deeskalere konflikten og mane scenariet om 3. verdenskrig i jorden.
Bernhard Bierlich har en PhD-grad i socialantropologi fra Cambridge Universitet.
