Menneskeheden har snart udforsket alle egne og hjørner af planeten. Vi har også været i det ydre rum. Men et sted på kloden, som stort set har fået lov til at være i fred, er de dybe havbunde.
Det kan snart få en ende, da mange drømmer om minedrift på bunden af de dybe oceaner. EU vil undersøge mulighederne, og Mærsk, Bjarke Ingels og den lille østat Nauru er allerede langt med planerne. Men mange advarer om konsekvenserne. Konsekvenser, som vi endnu ikke kender det fulde omfang af.
Kampen om de kritiske råmaterialer
Der skal bruges mængder af mineraler og metaller til den grønne omstilling. Råmaterialer som litium, kobolt og nikkel er nødvendige til lagring af energi, eksempelvis i batterier til elbiler, og andre grønne teknologier. Omkring 28 millioner tons mineraler og metaller skal bruges til grønne teknologier, hvis vi skal leve op til Paris-aftalen, fortalte forskere på et seminar af Dansk Institut for Internationale Studier i sidste uge.
Læs også: Hvis du tror, den grønne omstilling er grøn, så tro om igen
Dertil kommer, at pc’er, smartphones, forsvarsindustrien og fremtidens teknologi som droner og kunstig intelligens også kræver en masse af disse råmaterialer. Det bliver derfor nødvendigt at udvide minedriften betragteligt.
Kampen om at sikre forsyningen af de afgørende elementer er i fuld gang. I den seneste EU-rapport om fremtidige udfordringer for unionen (Strategisk fremsynsrapport 2021) bliver adgangen til kritiske råmaterialer nævnt som en af truslerne i horisonten.
Ifølge rapporten vil den grønne omstilling få efterspørgslen efter de kritiske råmaterialer til at stige voldsomt de næste to årtier. Det er en lille håndfuld lande, herunder Chile, DR Congo, Indonesien og Kina, der er leveringsdygtige i store mængder af materialerne, og EU frygter, at den stigende efterspørgsel kan få lande til at indføre restriktioner på eksporten af dem.
Derfor er det afgørende for EU at sikre en “bæredygtig og diversificeret” forsyning, lyder det i rapporten. Det kan ske gennem “gennem effektivitet, forlængelse af produkters levetid og cirkulær økonomi”, men også ved at afsøge muligheder for “minedrift på havbunden og i rummet.”
Læs også: Er NASA ved at privatisere månen?
Åbent brev til Bjarke Ingels
Danske Mærsk, Bjarke Ingels og blandt andre den lille østat Nauru er involveret i projekter, som skal skubbe gang i jagten på mineraler i oceanernes dybder. Den nauriske virksomhed Nauru Ocean Research, som i 2011 fik den første tilladelse til at udforske mulighederne for minedrift på havets bund, samarbejder med Mærsk om planerne langt under havets overflade. Der er i første omgang tale om undersøgelser, der bliver foretaget af skibet Mærsk Launcher.
Bjarke Ingels Group (BIG) har samtidigt designet robotfartøjer, der kan stå for selve arbejdet på det dybe vand. Robotterne er konstrueret til det canadiske firma The Metals Company, som også samarbejder med Nauru.
Det er imidlertid ikke alle i de små østater, som jo er tæt forbundet med oceanerne, der er begejstrede for udsigten til minedrift på havbunden. The Pacific Network on Globalisation (PANG) er en civilsamfundsorganisation, der arbejder for selvbestemmelse og rettigheder for mennesker i Stillehavsregionen. Og den har forfattet et åbent brev til Bjarke Ingels.
“Så du, som andre før dig, ønsker at komme ind i vores hjem og tage noget, der ikke tilhører dig […] BIG tror måske, at den med et strøg af en kuglepen kan blødgøre og forvrænge de hårde kanter af 300 tons stålmonstre, som fortærer havbunden. Men vi ser dine søde monstre, som truer havbunden og ødelægger den for evigt, krybben for vores livs oprindelse,” skriver organisationen blandt andet.
En lang række andre miljøorganisationer er modstandere af minedrift på havbunden. I koalitionen Deep Sea Conservation Coalition, der blandt andet består af Birdlife, Greenpeace, Friends of the Earth og WWF, mener man, at minedrift i det dybe hav kan ødelægge økosystemer, udrydde arter og skade dyr som hvaler med støjforurening. WWF peger på, at der findes alternativer i form af innovation, genbrug og reparation, der kan spare på ressourcerne.
Det stille liv på havets bund
I sidste ende er det den internationale organisation International Seabed Authority (ISA), der skal godkende jagten på råmaterialer i havets dyb. Efter pres fra Nauru er ISA på vej med reguleringer for minedriften i juli 2023, og det kan potentielt give grønt lys til aktiviteterne.
Imens forsøger forskere at kaste lys over konsekvenserne af den øgede aktivitet på et sted, som hidtil har været stort set uforstyrret af menneskelige aktiviteter. Forskere på Massachusetts Institute of Technology (MIT) er i færd med netop dette. Her undersøger man de “knolde” på havbunden, som rummer blandt andet nikkel og kobolt, og hvilke konsekvenser, det vil få at rive dem op med de særlige robotfartøjer.
De små skyer af sand fra havbunden, der opstår, når man forstyrrer den, er af særlig interesse, lyder det i et indlæg. Livet i de store dybder er normalt ekstremt stillestående. Sediment på havbunden akkumuleres med en hastighed på 1 millimeter i århundredet. De små vigtige knolde med råmaterialer har ligget på havbunden i 10 millioner år.
Derfor er konsekvenserne af en forstyrrelse meget vanskelig at udrede. Når væksten i det fredsommelige økosystem er så langsom, vil det sandsynligvis også være lang tid om at gendanne sig, hvis det bliver skadet af aktiviteterne, skriver MIT, som blandt andet ser risiko for forurening med metaller, eller at organismer bliver begravet i sediment eller forurening med metaller. Det amerikanske institut arbejder stadig med at få mere kendskab til konsekvenserne.
EU-parlamentet har opfordret til et moratorium, der kan sørge for, at der ikke bliver gået videre med planer om minedrift på det dybe hav, før konsekvenserne er fuldt belyst. EU-kommissionen har de seneste år haft fokus på de kritiske råmaterialer og har blandt andet oprettet en liste over dem, som bliver opdateret løbende. Den har ligeledes søsat en alliance for batterier til elbiler. Målet er, at producere “de grønneste batterier i verden.”
“Det betyder batterier, der er produceret med det lavest mulige miljømæssige aftryk, hvor der anvendes materialer, som er udvundet i fuld respekt for menneskerettighederne såvel som sociale og økologiske standarder. Batterier skal være holdbare og sikre, og ved afslutningen af deres livscyklus skal de genproduceres, genanvendes eller genbruges, så værdifulde materialer kommer tilbage i økonomien,” lyder det i kommissionens udspil.
