Af Synne Henriques
Burkina Faso har på få uger gennemgået en revolution, som sendte præsidenten gennem 27 år på porten. Bag revolutionen står rapperen Smokey og reggaemusikeren Sams’K le Jah, der med den ikke-voldelige bevægelse Balai Citoyen formåede at samle hundredetusinder af unge.
Smokey. Foto: Francois Ouedraogo
Jeg møder Smokey i hans lille studie på en næsten ufremkommelig jordvej en mandag formiddag, hvor solen står høj på himlen over Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou.
Alt er fuldstændig roligt og normalt. Det er ikke til at se at landet lige har gennemgået en revolution, der undervejs så ud til at ende med et militærkup, men som foreløbigt har ledt til en civil ledet overgangsregering.
Rapperen Serge Martin Bambara, alias Smokey, er medstifter af den politiske bevægelse Balai Citoyen, der bedst kan oversættes til ”folkets fejekost”.
Han er søn af en tidligere burkinsk finansminister, men vil ikke selv gå direkte ind i politik. Han vil hellere stå på sidelinjen og bruge musikken og folkets stemme som våben mod korrumperede ledere.
”Vi valgte kosten som vores logo, fordi den symboliserer rengøring og renselse. Kosten skal feje alt det korrumperede og udemokratiske væk. Eet lille strå alene kan ikke feje eller gøre en forskel, men hvis du binder mange strå sammen, får du stor en kost. Det er også ideen med vores bevægelse. Jo flere vi er, jo større pres kan vi lægge på politikerne. Balai Citoyen er en ikke-voldelig bevægelse, der vil holde politikerne fast i de demokratiske spilleregler og sørge for at landets penge ikke ender i de forkerte lommer,” fortæller Smokey.
Bevægelsen blev stiftet i sommeren 2013 da præsident Blaise Compaoré efter 26 år ved magten proklamerede, at han ønskede at indføre en forfatningsændring, der kunne give ham 15 år mere ved magten. Hans præsidentperiode ville ellers udløbe i december 2015.
I begyndelsen lagde Blaise op til at lade folket afgøre beslutningen ved en folkeafstemning, men den 20. oktober 2014 meddelte regeringen, at man i stedet ville lade det være op til parlamentet at afgøre sagen.
Det var dette træk, der startede den burkinske revolution anført af Balai Citoyen og den politiske opposition. Vreden var vakt. Den svinestreg skulle Blaise ikke slippe af sted med.
De afgørende revolutionsdage
”Tirsdag d. 28. oktober indkaldte oppositionen til demonstrationsmarch og civil ulydighed. Balai Citoyen gik med. Demonstrationen forløb fredeligt. Men det var kun en begyndelse for os. Vi ville have Blaise til at trække forslaget om forfatningsændringen tilbage, men endnu hellere vil vi have ham til at gå af,” fortæller Smokey.
”Vi samlede folk ved at køre rundt i motorcykelkaravaner i hele Ouagadougou og de største byer rundt omkring i landet. Hver gang vi kom til en stor plads, en station eller andre steder, hvor der var mange mennesker, stoppede vi og forklarede ved hjælp af megafoner, at folk skulle møde op på Place de la Nation dagen efter d. 29. oktober kl. 17. Vi skrev på vores officielle Facebook side, brugte lokalradioen, SMS og mund til mund metoden. Vi fortalte folk at de skulle tage ansvar. Vi ville ikke gå hjem før Blaise var gået af. Jeg gjorde det meget klart for alle dem vi tog rundt til, at jeg ikke længere ville være burkinsk statsborger, hvis Blaise fik lov til at ændre forfatningen, og det mente jeg ”.
Torsdag morgen d. 30. oktober bliver det mest afgørende tidspunkt under revolutionen.
Kæmpe folkemængder søger mod parlamentet. Forest går Smokey og Sams’K Le Jah. De går direkte mod militærets barrikader og artilleri.
De fortæller folk, at de skal gå med armene løftet højt i vejret. På den måde bliver det sværere for millitæret at åbne ild.
De forhandler hele tiden med militæret og får langsomt men sikkert rykket barrikaderne frem mod parlamentet.
Til sidst i nogle meget afgørende minutter stormer folkemængderne barrikaderne og militæret vælger at lade være med at åbne ild.
Smokey mener, at Balai Citoyens løftede, afvæbnende og ikke truende arme har været altafgørende for militærets valg.
Byen i brand
Der bliver sat ild på parlamentet, og et hotel der ligger ved siden af, som i et par dage har huset parlamentsmedlemmer, bliver fuldstændig raseret.
Efterfølgende går turen mod præsidentens palads og præsidentens familiemedlemmer og venner.
Huse bliver brændt ned til grunden, butikker bliver plyndret. I begyndelsen er plyndringerne meget målrettede mod Blaise og hans folk, men senere på aftenen og natten til fredag d. 31. oktober er det mere tilfældigt.
”Du kan jo ikke styre så store folkemængder og slet ikke når adrenalinen først kører. Det er ikke svært at samle masserne. Det, der er svært er, hvordan du undervejs sørger for, at det hele ikke udvikler sig til et stort anarki, du ikke kan styre,” forklarer Smokey.
”Det var ikke Balai Citoyens idé at sætte ild til parlamentet, gå efter Blaise og hans kammerater eller hærge rundt i byen. Vi er en ikke-voldelig bevægelse og går ikke ind for plyndringer eller forfølgelse. Det er også derfor, at vi fredag eftermiddag, da Blaise har trukket sig, støttede en militærleder. Vi beder militæret om at tage ansvar, så det hele ikke går amok. Folk har siden undret sig over, hvordan vi kunne støtte militæret. Men denne fredag eftermiddag, så vi ingen anden udvej. Hvis militæret ikke havde taget sit ansvar, men havde besluttet at beholde magten i stedet for at overdrage den til en civil person, havde vi også lagt pres på dem”.
Foto: Francois Ouedraogo
Pres på præsidenten
Fredag d. 31. oktober om formiddagen har Balai Citoyen og dets følge været rundt i byen med slagordene ’Blaise skal gå af’ og ’miltæret skal tage sit ansvar’ og opfordrer folk til at samle sig foran militærets hovedkvarter.
Blaise har tonet frem på skærmen torsdag aften, hvor alle troede, han var flygtet ud af landet, og proklameret, at han stadig er præsident, at han har forstået budskabet, og at han ikke vil gå efter at genopstille i 2015.
Men det er for sent.
Omkring kl. 12 fredag formiddag er enorme folkemængder mødt frem foran militærets hovedkvarter. Til sidst vælger militæret at støtte demonstranterne, og Blaise føler presset så stort, at han vælger at gå af og flygte ud af landet.
”Det kan synes udemokratisk at være så fast besluttet på, at Blaise skal gå af. Men han har også handlet udemokratisk ved at ville ændre på forfatningen og ville forcere en lov igennem. På den måde har han selv sat hele demokratiet ud af spil og kan ikke forvente af befolkningen, at de skal handle demokratisk. Det er Blaise selv, der har åbnet for Pandoras æske,” mener Smokey.
Kostene bruges ikke kun som symbol
Fredag d. 31. oktober om aftenen opfordrer Balai Citoyen igen demonstranterne til at tage ansvar.
Gennem TV og radio beder de folk møde op med kost og fejebakke lørdag formiddag og hjælpe med at rengøre den hærgede by.
Hundredtusinder i alle aldre møder frem. Byen efterlades så ren som den ikke har været før.
”Alle har medbragt deres egen kost, hvilket jeg synes er fantastisk og langt bedre end at lade nogle donorer finansiere oprydningen og komme med deres store fejemaskiner. Det er folket der fik fejet præsidenten væk og nu må og vil de også selv rydde op,” siger Smokey.
Fremtiden for Burkina
Få uger efter revolutionen står Burkina Faso nu med en civilt ledet overgangsregering og forfatningen, der ellers var blevet suspenderet, er blevet genindført. Militæret, civilsamfundet, repræsentanter for politiske partier, traditionelle og religiøse ledere har forhandlet sig frem til en kandidat.
En i befolkningen ukendt tidligere FN-diplomat, Michel Kafando, er blevet indsat til at regere landet frem til valget i november 2015.
Smokey er ikke udelukkende begejstret:
”Jeg taler kun for mig selv, når jeg siger det her. Michel Kafando er ikke mit valg. Jeg kender ham ikke, men jeg ser ham bare som en af Blaises folk. Jeg ser frem til valget i 2015. Hvis det viser sig at være en ny korrumperet leder, der kommer til magten, så vil Balai Citoyen samle folket igen. Vi har bevist, at når vi er mange nok og presset på politikerne bliver stort, så kan alt lade sig gøre”.
