Sydafrika er det land i Afrika, der indtil nu er hårdest ramt af Covid-19-pandemien. Med over 50.000 dødsfald, en ny virusvariant og stigende arbejdsløshed er fødevareforsyningen blevet et stadig mere presserende problem. 40 procent af landets indbyggere i landdistrikterne og næsten 60 procent af dem, der bor i byområder, har i dag ikke tilstrækkelig adgang til fødevarer, og en række aktører har i det forløbne år understreget betydningen af en øget og bæredygtig fødevareproduktion.
Udfordringen er rodfæstet i den økonomiske ulighed, der stadig gennemsyrer Sydafrika efter flere årtiers apartheid, men den er også forbundet med klimarelaterede ændringer. Eftersom landets hvide mindretal stadig dominerer det kommercielle landbrug i Sydafrika, har regeringen iværksat en række reformer – både politiske og økonomiske – primært rettet mod fødevareproducenter i den sorte majoritetsbefolkning, for at fremme bæredygtig praksis.
Beskyttet af Guds hånd
Den kvinde, jeg kalder Buyiswa og som bor i en lille landsby i Eastern Cape er et godt eksempel på, hvad regeringen med sine reformer sætter sin lid til: Et menneske, der har forladt et liv i byen for at vende tilbage til landsbyen og producere mad. Men det har ikke været en nem rejse, og hendes vilkår er blevet yderligere forværret som følge af Covid-19. Under pandemien har supermarkederne, som Buyiswa sælger sine grøntsager til, udnyttet deres monopolstatus og indført nye afgifter for deres leverandører. Som reaktion på denne ’petty curruption’ begyndte Buyiswa at sælge til sine naboer, men forærede også grøntsager til personer, som ikke kunne betale. Trods gentagne forsøg har hun endnu ikke fået del af de støttepakker, som regeringen vedtog under pandemien.
Over telefonen fortæller hun mig, at Gud holder hende oven vande. Det er ikke kun troen, hun taler om. Hendes køkkenhave, inklusive ægproduktion, på knap en hektar dyrkes på Guds måde; en kristen tilgang til opdyrkning af jord, der kombinerer økologi, bæredygtighed og biodiversitet.
For Buyiswa har metoden bidraget til god høst selv under vanskelige vejrforhold, men den har også skabt en ramme, hvor ansvaret for Guds skaberværk kombineres med idéer om tilvækst, profit og arbejde. Understregningen af den enkeltes rolle og ansvar kobles til en diskurs, hvor ambitioner og uafhængighed er i fokus.
En million haver
Dyrkningsmetoden, som i dag findes i omkring 20 afrikanske lande, men også i USA og Asien, anbefales af et netværk af pinsekirke-kristne, der ser dyrkning af land som et grundlæggende skridt i opbygningen af Guds rige på jorden.
Som reaktion på fødevaremanglen under pandemien lancerede den sydafrikanske gren af netværket i 2020 et initiativ, der skulle opmuntre sydafrikanere til at anlægge to kvadratmeter store køkkenhaver – netværket ser visionen om at skabe en million haver som første skridt på vejen mod at realisere landbrugets potentiale og mulighed for at vokse og derved få Sydafrikas økonomi på fode igen.
Visionen bygger på en analyse af Sydafrikas problemer som åndelige, hvor sydafrikanerne ikke tager ansvar for at bruge og tage vare på jorden. Monokulturer, skovrydning og jorderosion hænger sammen med manglen på ordentlig forvaltning. Heri ligger kritik af store konventionelle landbrug såvel som afrikanske landbrugstraditioner og deres respektive forhold til jord. Det faktum, at store dele af Sydafrikas befolkning, i henhold til netværkets opfattelse, i dag er afhængige af statsfinansierede tilskud eller finansiel bistand fra verdslige såvel som trosbaserede hjælpeorganisationer, betragtes ikke som en bæredygtig vej frem.
I stedet bindes bæredygtigheden op på det enkelte individs evne til at genskabe et guddommeligt design og derfra begynde rejsen mod realiseringen af det gode liv. Den afgørende vægt, der lægges på individets udvikling mod økonomisk uafhængighed, kobler altså arbejde, profit og økonomisk vækst op til det at ”dyrke land på Guds måde” – også selvom det kun handler om egen produktion.
På den måde er ”landbrug på Guds måde” ikke kun en dyrkningsmetode, men også en promovering for en særlig måde at eksistere på, der lægger vægt på individets ansvar over for naturen såvel som økonomi og kultur.
Religion og landbrug
På trods af at 80 procent af Sydafrikas befolkning er kristne, har metoden haft begrænset udbredelse. Forbindelsen mellem opdyrkning af jord, kristendom og bæredygtighed er langt fra indlysende.
Det er primært hvide kristne aktivister, der anbefaler at “dyrke jorden på Guds måde” og opfordrer deres landsmænd til at tage ansvar ved at bruge jorden på en bestemt måde, og det indplacerer bevægelsen i en lang historie af hvide privilegier og magt over for sorte sydafrikaneres adgang til og brug af jord. Som Francis Sibanda fra Fort Hares University påpegede over for mig, så kobler en del sorte sydafrikanere kristendommens indførelse i Sydafrika med misbrug af natur og miljøødelæggelse. For dem er kristendommen altså medskyldig i at bringe ubalance i forholdet mellem menneske og natur, som de opfatter som en del af afrikansk tradition.
Religionsforskeren David Chidester har påpeget, at religiøse symboler, myter og traditioner historisk har spillet en stor rolle i retfærdiggørelsen af en række økonomiske, sociale og politiske bevægelser i Sydafrika. At “dyrke jorden på Guds måde” er et godt nutidigt eksempel på, hvordan religiøse ressourcer skaber legitimitet og motiverer til handling, men belyser samtidig, hvordan dette påvirkes og begrænses af hændelser i Sydafrikas fortid.
Men efterhånden som flere og flere sorte sydafrikanere begynder at bruge dyrkningsmetoden, er de i stigende grad også med til at ændre den måde, bevægelsen præsenteres og opfattes på. I 2020, hvor interessen for dyrkning af afgrøder generelt er steget i Sydafrika, er antallet af følgere på netværkets sociale mediefora fordoblet. Som en moderne kristen bevægelse, der taler ind i nogle af fremtidens mest presserende problemer for Sydafrika – bæredygtighed, fødevaresikkerhed og økologisk mangfoldighed – er spørgsmålet, i hvilket omfang ”dyrkning på Guds måde” kan bidrage til at skabe forandring?
Kan religiøse tilgange være del af den voksende skare af alternative landbrugsbevægelser, der går ind for en mere bæredygtig levevis? Eller skaber dyrkningstilgange, hvor uafhængighed, ansvar og forvaltning ses som “Guds vej”, i stedet nye skel, hvor sondringer mellem dem, der arbejder med jorden, og dem, der ikke gør, giver næring til et allerede splittet samfund?
Hans Olsson er Marie Curie Stipendiat, Center før Afrikastudier, Københavns Universitet
Oversat fra svensk af Gerd Kieffer-Døssing
This article is part of a project that has received funding from the European Union’s Horizon 2020 research and innovation programme under the Marie Skłodowska-Curie grant agreement No 843798.