Motsepe’s vision for fodbolden i Afrika minder om Thabo Mbekis politiske vision, som for mere end 20 år siden igangsatte reformeringen af det kontinentale samarbejde fra OAU (Organisationen for Afrikansk Enhed) til AU (den Afrikanske union).
Nigeria viste vejen for 25 år siden, men netop nu er afrikansk fodbold i krise.
Nigeria skabte i 1996 en fodboldsensation ved at vinde OL i fodbold. Sejren var bemærkelsesværdig og blev endnu mere respektindgydende, fordi The Super Eagles (kælenavnet for Nigerias fodboldlandshold) vandt ved at besejre fodboldens absolutte stormagter i semifinalen mod Brasilien med stjerner som Roberto Carlos, Rivaldo og Ronaldo og i finalen mod Argentina.
Nigerias sejr skabte såvel forhåbninger på det fodboldglade kontinent som forventninger blandt internationale fodboldeksperter. Flere fremtrædende fodboldeksperter spåede, at afrikansk landsholdsfodbold ville blive en magtfaktor i international fodbold. Nu 25 år senere kan det konstateres, at forhåbningerne og forventningerne ikke er blevet indfriet. Afrikansk fodbold står midt i den største krise i nyere tid. Stillet til skue ved VM i 2018, hvor ingen afrikanske hold gik videre fra gruppespillet.
Uden for grønsværen er afrikansk fodbold ligeledes kriseramt. En nylig revisionsrapport fra Price Waterhouse Coopers dokumenterer omfattende finansielle uregelmæssigheder i det afrikanske fodboldforbund. Derudover blev den netop afgående præsident for det afrikanske fodboldforbund, Ahmad Ahmad, i 2020 suspenderet internationalt i fem år af CAS (den internationale sportsdomstol), anklaget for korruption og nepotisme.
FIFA på banen i afrikansk valgkamp
Der var oprindeligt fem kandidater med i opløbet til det afrikanske fodboldpræsidentvalg, der blev afholdt den 12. marts 2021 i Rabat i Marokko. Men de fire kandidater trak sig, og det betød, at sydafrikanske Patrice Motsepe blev valgt. I kulissen har FIFA (fodboldforbundenes verdensorganisation) med præsident Gianni Infantino lobbyet hårdt for Motsepe med besøg i en lang række afrikanske lande. Infantino og FIFA anser Motsepe som manden, der kan iværksætte de nødvendige reformer i det afrikanske forbund. I den forbindelse skal nævnes, at FIFA i lighed med den olympiske komite og andre internationale sportssammenslutninger gennem årtier har været plaget af omfattende nepotisme og korruptionsanklager, hvoraf flere af disse er dokumenteret.
Patrice Motsepe’s kampagne op til præsidentvalget var funderet i en plan med 10 punkter, som bringer mindelser om landsmanden Thabo Mbekis NEPAD (New Partnership for Africa’s Development) fra slutningen af 1990’erne, der banede vejen for ændringer af rammerne for samarbejdet på kontinentet. Den mest mærkbare konsekvens var afviklingen af OAU, som blev erstattet af AU. Uden at gå ind i en større evaluering af det kontinentale samarbejde, så var der mange i og uden for Afrika, der anså OAU som the old boys club præget af ineffektivitet. Hvorimod AU, der også er udfordret, opfattes som en proaktiv og mere agil organisation. Det afrikanske fodboldforbund, CAF, anno 2021 minder på mange måder om OAU.
Motsepe som fugl føniks i genrejsning af fodbolden i Afrika
God regeringsførelse er et central element i Motsepe’s plan gældende for både CAF og de nationale forbund. Målsætningen er, at CAF skal leve op til internationale standarder på alle områder. Et andet af Motsepe’s centrale elementer er at involvere den private sektor, fodbolden skal være et attraktivt produkt og investeringsobjekt. Der skal også satses på ungdomsarbejdet. På et område afviger Motsepes plan fra NEPAD, nemlig når det gælder kvinder. I planen fremhæves et kæmpe potentiale i kvinder og eksplicit foreslås satsning på udviklingen af kvindefodbold i Afrika.
Mange, der ikke kender Patrice Motsepe, vil utvivlsomt være skeptiske over for ham og ikke mindst realiseringen af hans plan, let at skrive, men…. Et kig i hans meritter kan ikke undgå at imponere selv den største afropessimist, for han er et produkt af Nelson Mandela’s black economic empowerment initiativ. Motsepe er succesfuld forretningsmand og blevet milliardær på primært mineaktiviteter. Derudover skader det næppe at være svoger til Cyril Ramaphosa, Sydafrikas nuværende præsident.
Inden for fodbolden har Motsepe ligeledes imponerende meritter, han og familien ejer fodboldklubben Mamelodi Sundowns, den mest vindende fodboldklub i Sydafrika. Derudover har klubben vundet Afrikas svar på Champions League og Super Cup’en, hvilket er imponerende, for disse turneringer vindes traditionelt af klubber fra Nord- eller Vestafrika.
Udfordringer er enorme, og der satses på succes i 2026
Som nyvalgt præsident står Patrice Motsepe foran et enormt oprydningsarbejde, der vil kræve både talent, forbindelser og hårdt arbejde. Selvom skeletter utvivlsomt vil vælte ud af skabene, så synes tre opgaver at være særlig vigtige: Genopbygning af infrastrukturen, hjemflagning af spillere, stop for råvareeksporten.
Genopbygning af infrastrukturen gælder både kontinentalt og nationalt. Den vigtigste opgave vil være at skabe rammer for, at fodboldforbundet bliver en velfungerende og strømlinet organisation. Det forudsætter massive udrensninger og en helt ny organisationskultur. CAF skal være forbilledet for de nationale forbund, mange af disse har været styret af politiske udnævnelser baseret på patron-klient relationer. Styrkelse af de nationale forbund er af vital betydning, men også særdeles vanskeligt, fordi tilliden til de politiske-administrative systemer i mange afrikanske lande er stærkt udfordret. Her bliver det spændende, om Motsepe vil benytte muligheden for public-private partnerships, altså at regeringer bliver opmuntret til at outsource de nationale fodboldforbund til ikke-statslige aktører.
Hjemflagning af afrikanske spillere, herunder spillere med afrikanske rødder uden for Afrika. I de seneste år har der været en tendens til, at spillere med afrikanske rødder fravælger afrikanske landshold. En utænkelig udvikling for et par årtier siden, for afrikanske rødder var ensbetydende at stille sig til rådighed for Afrika, og der fandtes ingen større ære end at repræsentere nationen. Afrikanske fodboldspillere er (eller måske var!) verdensmestre i loyalitet til kontinentet og nationen. De seneste år er loyaliteten smuldret, det skyldes primært udbredt utilfredshed blandt mange fodboldspillere med de nationale fodboldforbund, som de opfatter som gennemført inkompetente. Timothy Weah er et af den seneste tids mange eksempler på udflagning af afrikanske spilere, han har valgt USA’s fodboldlandshold. Selvom han er søn af George Weah, der er blevet kåret til verdens bedste fodboldspiller og siden 2018 har været præsident i Liberia. Hjemflagningen af afrikanere til afrikanske landshold forudsætter, at spillerne kan få deres ambitioner opfyldt, og et centralt element er velfungerende nationale fodboldforbund.
Stop råvareeksporten af afrikanske spillere er et tredje opmærksomhedspunkt. Dette er kontinentets klassiske og grundlæggende problem. Den koloniale arv lever videre til glæde for fodboldkøbmænd og klubber i det globale nord. Udfordringen for Motsepe’s projekt bliver at få etableret forarbejdningsindustrier i de afrikanske lande. Forudsætningen er igen velfungerende nationale forbund og klubber, hvorved der skabes rammer for talentudvikling og afledt et økonomisk fundamentet baseret på transferpenge ved salg af talenter. Den implicitte målsætning er at skabe konkurrence og ultimativt eliminere mellemled i det globale nord. I FC Nordsjælland, der er en del af Tom Vernon’s Right to Dream projekt, er et centralt element i forretningsmodellen at hente spillere i Afrika med udgangspunkt i Ghana. Disse spillere skal udvikles og sælges videre til internationale storklubber med profit; indtil videre en økonomisk succes for FC Nordsjælland. Fremadrettet kunne Motsepe overveje, om reglerne med ’uddannelsespenge’, som kendes i Europa, til klubber der udvikler talenter, kunne kopieres eller endnu bedre ekspanderes til klubber i Afrika, hvorved moderklubber kompenseres, når deres spillere sælges til internationale klubber.
Patrice Motsepe er fra første dag i præsidentjobbet kommet på hårdt arbejde. Det store mål for ham og det afrikanske fodboldforbund er succes ved VM i Amerika (USA, Canada & Mexico) i 2026, hvor antallet af hold udvides fra 32 til 46. Dermed får Afrika ni landshold med mod de nuværende fem. I den afrikanske selvforståelse skal en mere krævende turnering og flere afrikanske hold udnyttes til at blive en magtfaktor i international fodbold og allervigtigst genskabe stoltheden og fodboldeuforien blandt afrikanere i og uden for kontinentet. Det er aldrig kedeligt at følge afrikanske fodbold og spillere fra kontinentet. Valget af Patrice Motsepe som det afrikanske fodboldforbunds præsident gør det endnu mere spændende. Tiden vil vise, om Motsepe kan skabe en gylden fremtid for fodbolden på kontinentet.
Stig Jensen er lektor ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet.
