”Ikke flere løgne, mit land ønsker frihed, ikke flere doktriner, nu skriger vi ikke fædreland eller døden, men snarere fædreland og livet.”
Sådan lyder den systemkritiske tekst af en cubansk musikgruppe bestående af eksilerede musikere. Sangen har skabt polemik i den socialistiske partitop, hvor især én linje har fået opmærksomhed. Imprægneret i enhver cubansk bevidsthed er sætningen ’fædreland eller døden’ – Fidel Castros måske mest gentagede refræn under hans notoriske lange taler op igennem det tyvende århundrede. ”Fædreland og livet” synger gruppen i en nu revurderet og mindre martyrisk version.
Sangen og musikvideoen understreger melankolien over et land med spildte bedrifter, og leverer ligeledes harmdirrende ordspil med referencer til det populære parkspil domino. Kunstnerne udskælder magthavernes evige status quo – fastlåst i tilbageskuende, revolutionære skaberberetninger fra Martí, Che og Fidel: ”Det er forbi. Du (det socialistiske parti) er 5 og 9, jeg er dobbelt 2, i 60 år har I blokeret vores spil domino.”
For de knap så dominokyndige, er denne talrække ikke spilbar, og spillet er som konsekvens blokeret. Musikkollektivet tegner et billede af den unge generation anno 2021 som ufrivilligt fastfrossen i en historie fra 1959, da den dengang revolutionære Fidel kom til magten.
Et latent hykleri
Sangen håner partiets evige hyldest af gamle travere og hedengangne antiimperialistiske folkehelte, samt Cubas fjendtlige forhold til USA med skjult reference til Cubas nye valutareform som de facto har ’dollariseret’ det cubanske valutamarked. Videoen viser vandmærket af folkehelten, José Martí, brænde op på en cubansk 1-pesoseddel, for blot at afsløre på bagsiden et billede af George Washingtons tilsvarende vandmærke på en 1-dollarseddel:
”Hvad er det egentlig, vi fejrer, når vi har så travlt med at udskifte Martí og Che Guevara?”
I kølvandet på en ny bevægelse
Sangen giver støtte til San Isidro-bevægelsen. En protestbevægelse ført an af kunstnere, der er faldet i unåde hos Cubas autoriteter siden demonstrationer brød ud mod reformer, der bød på yderligere kunstneriske restriktioner i 2018.
Bevægelsen lykkedes med at sætte behandlingen af loven i bero. Det har styret på ingen måde glemt, og medlemmer associeret med bevægelsen har siden opstandelsen levet under konstant overvågning, online chikanering og dødstrusler. Det cubanske styre kontrollerer størstedelen af landets medier.
Ifølge Human Rights Watch bliver kritiske journalister, bloggere og kunstnere rutinemæssigt udsat for chikane, hyppige midlertidige anholdelser og udelukkelse fra internetforbindelser. En ny informationslov trådte i 2019 i effekt. Loven forbyder offentliggørelse af ytringer, som går imod ”moral, gode manerer, og menneskets integritet”. Kritikere af styret hævder, at loven i praktisk forstand udmøntes i øget kontrol og undertrykkelse af ytringsfrihed.
Styret sår tvivl
Om både musikkollektivet og San Isidro-bevægelsen hævder styret, at de er medlemmer af en imperialistisk plot finansieret af Joe Biden og USA. Som reaktion mod sangens hurtige popularitet, tog præsident Díaz-Canel hurtigt til twittertasterne og indbød til national fællessang med den originale hymne, ”fædreland eller døden”, af Perucho Figueredo. Den normale sendeplan på landets nationale tv-kanaler blev derfor afbrudt for fællessangens skyld som led af en kampagne ved navn ”at dø for fædrelandet er at leve.”
Der hersker imidlertid også et mindre aber dabei angående musikkollektivets oprigtighed. Medlemmernes nyfundne dissidens står i kontrast til en tidligere episode, hvor medlemmer til en koncert indbød publikum til applaus for den nyvalgte præsident, Díaz-Canel.
Sangen er produceret i Miami, og spørgsmålet, om gruppens nye kritiske tone er opportunistisk rettet mod Floridas latinamerikanske og antisocialistiske diaspora, står ubesvaret tilbage.
Frontmand i gruppen, Yotuel Romero udtaler til BBC ”Det er slut, slut med løgne, slut med bedraget, slut med tortur, ikke mere fængsel”.