Da jeg var nyansat på Cambodia Daily, en engelsk-sproget, lokal avis, blev jeg budt til middag med avisens ejer, Bernard Krisher. Det var en tradition, at alle nyansatte blev samlet til en middag, så selvom Bernie boede i Japan, rejste han årligt til Cambodja for at se os nye an.
Det var en speciel oplevelse, hvor reglen var, at vi kun måtte tale, hvis vi blev talt til. Bernie havde medbragt sin egen kok fra Japan, og så blev vi ellers trakteret.
Til den middag var vi otte, inklusiv Bernie selv. Cambodia Dailys ansatte bestod af lige dele lokale cambodjanske og udenlandske, fortrinsvis amerikanske, journalister som Bernie håndplukkede, når de blev færdige på Harvard eller Columbia.
Jeg selv havde dage forinden fået en opringning fra avisen, hvor de bad mig komme forbi redaktionen. Jeg havde taget mit CV med i hånden, men det ville de ikke se. Jeg blev bare ansat. Og nu sad jeg altså med til bords ved Daily-middagen, hvor Bernie fortalte om sig selv og sin avis.
Venner med kongen
Bernard Krisher er en velkendt amerikansk journalist med et hav af kontakter. Blandt andet var han fine venner med den nu afdøde kong Sihanouk af Cambodja, han har sit eget rum på den amerikanske ambassade – Krisher-rummet – og er på så god fod med New York Times, at vi altid måtte bruge deres artikler gratis i vores udlandssektion.
Indlandssiderne blev skrevet af vores lokale kolleger, der til dato kan skrive i cirkler med lukkede øjne rundt om enhver af os vestlige journalister. En af mine tidligere lokale kolleger er i dag landechef for Reuters. En anden arbejder som nyhedsvært på NSBC. En tredje har været nomineret til en Oscar for sin dokumentarfilm om De Røde Khmerer.
Med andre ord: Selvom Cambodia Daily lignede et filantropisk projekt, så var det en fantastisk god avis.
Cambodjas udfordringer
Vi blev jævnligt truet, slæbt i retten og chikaneret for vores kritiske journalistik. Vi fortsatte alligevel, og artikel for artikel udvidede vi rammerne for pressefriheden i Cambodja. Vi indgik i et symbiotisk forhold med regeringen, der gerne så os lukket, men samtidig havde brug for os og den information, de kunne læse i vores avis.
Uanset, hvor sydende, ministrene kunne ringe og true, og hvor farverige straffe, de kunne finde på til os for vores arbejde, så endte Daily altid med at overleve.
Ofte takket være Bernie og hans kontakter.
Internet forbudt
Vi kunne ikke så godt lide ham, vi unge journalister i Cambodja. Bernie Krister er en sær snegl, og han var svær at have som chef. Han forbød os at bruge internettet, fordi han ikke stolede på det.
En gang, da jeg fortalte, jeg var inviteret til at medvirke i et dansk radioprogram, sagde han, at det ville han ikke have, fordi ”you can´t be political or opininated, you haven´t been around long enough”, som han skrev til mig i en email.
Der var ellers masser at fortælle hjem om, da jeg arbejdede på avisen 2006-2007. De øverste ledere af De Røde Khmerer var netop blevet anklaget og skulle stilles for retten for det folkemord, de begik i senhalvfjerserne. Der var jævnligt politiske mord, særligt på fagligt aktive.
Jeg kunne købe våben på det lokale marked. Jeg kunne købe børn til salg, hvis jeg bestak en tuktuk-chauffør. Jeg havde soldater posteret foran min gadedør. Jeg gik i byen med mænd, der gik hjem med de prostituerede. Jeg hang ud med folk, der var der, fordi det var så nemt at skaffe stoffer.
Alt, hvad Asiens betændte, ubehagelige underverden kunne tilbyde, var tilgængeligt lige dér, i Cambodja. Og vi skrev om det hele på Cambodia Daily. For en journalist var det fantastisk.
Jeg forlod Cambodja i 2007, men er siden da vendt tilbage med jævne mellemrum og har kontinuerligt dækket landet som journalist.
Magtfulde fjender
Jeg har set regeringen forsøge at nedlægge avisen utallige gange, og jeg har set premierminister Hun Sens forsøg på at knægte demokratiet hver evig eneste gang, det trækker op til valg.
Jeg har aldrig set det være så voldsomt som det er denne gang. Udover lukningen af Daily – på baggrund af udokumenterede beskyldninger om skattesvig – er Cambodjas oppositionsleder blevet arresteret, med støvletramp, håndjern og midt om natten, på trods af hans parlamentariske immunitet.
Det amerikanske National Democratic Institute er blevet tvunget til at lukke, og radiostationerne Voice Of America og Radio Free Asia er ligeledes blevet stoppet. Valget skal holdes næste år, og mit bedste gæt er, at Hun Sen taber, men beholder magten alligevel. Hvem skal også kritisere ham nu?
Mandag udgav The Cambodia Daily den sidste udgave efter i 24 år, med een eneste sidste historie: Historien om demokratiets afvikling i Cambodja.
I mine feeds på Facebook og Twitter deler gamle kolleger anekdoter, oplevelser og følelser fra deres tid som journalister på avisen. De deler billeder af os alle, ved vores donerede skrammel-Macs, uergonomisk korrekte borde og stole, badet i koldt neon-lys, mens vi klaprer løs på vores tastaturer.
”You can´t be political or opinionated,” skrev Bernie til mig i 2007, og fortsatte i sin email: “..though you may write such comments and letters to our Op-Ed page.”
Det har jeg aldrig gjort og nu har jeg ikke muligheden længere. Men det gør ikke noget, for een ting har jeg lært af at være på en turbulent redaktion med mange, magtfulde fjender:
God, kritisk journalistik overlever altid. Så – vi ses i spalterne, Hun Sen.
