Dansk-Cubansk Forening har en webbutik på sin hjemmeside. Pengeoverførsler for køb i webbutikken sker via PayPal, som er et amerikansk selskab.
Ordningen har kørt i flere år, men nu henviser PayPal til, at der kan være tale om overtrædelse af USA’s lovgivning (blokaden mod Cuba).
Foreningen har gentagne gange informeret PayPal om, at der alene sælges danske og svenske produkter i webbutikken, og altså ikke varer fra Cuba.
“Vi er meget fortørnede over at blive ramt af USA’s blokade og finder det absurd, at det sker netop som USA’s præsident er på besøg i Cuba”, skriver foreningen og fortsætter:
“Vi er overbeviste om, at vi ikke overtræder blokadens regler og kræver derfor vores betalingsordning via Paypal genoprettet straks. Foreningens forretningsudvalg overvejer at indgive politianmeldelse med krav om at indefrosne beløb frigives, og at betalingssystemet bringes til at fungere”.
Foreningen ønsker samtidigt at understrege sin principielle modstand mod blokaden, der har kostet Cuba store beløb og omfattende lidelser gennem 55 år.
“Præsident Obama må nu omsætte sin ord og løfter om at blokaden skal væk til handling”, gøres det gældende.
Lørdag den 16. april vil Dansk-Cubansk Forening i samarbejde med partier, organisationer og fagforeninger gå i demonstration mod blokaden gennem det centrale København fra Rådhuspladsen til Blågårds Plads på Nørrebro.
Yderligere oplysninger hos:
Foreningens formand Sven-Erik Simonsen, telefon 60 69 22 52
eller dens kasserer Mogens Leo Hansen, telefon 40 73 68 70