Af Peter Hornnes, Formand for Nordisk Forening for Obstetrik og Gynækologi, ledende overlæge, dr.med., Gynækologisk/Obstetrisk Afdeling, Hvidovre Hospital
Kronik bragt i Berlingske Tidende onsdag den 3. november og gengivet her med tilladelse af kronikøren og Berlingskes kronikredaktion.
ALLE gravide og fødende i udviklingslandene har brug for fødselshjælpere med et minimum af uddannelse og udstyr samt lægehjælp ved komplikationer. Og her kan vi i Norden bidrage med erfaringer, troværdighed og medarbejdere med specialviden og vedvarende engagement.
Torsdag 14. oktober holdt FNs Befolkningsfond, UNFPA, og Foreningen Sex og Samfund lysfest på Nytorv i København. Arrangementet var et led i kampagnen Red Kvindeliv, som skal minde os alle om, at der hvert år dør 529.000 kvinder verden over i forbindelse med graviditet og fødsel.
Risikoen er selvfølgelig fordelt helt skævt.
I Danmark dør 5-6 kvinder om året i løbet af graviditet eller ved fødslen, ofte på grund af forværring af andre sygdomme, kun sjældent på grund af blødning eller infektion.
I de værst ramte områder i Afrika eller Asien er risikoen for en gravid kvinde mangefold større, i nogle lande dør næsten hver tiende af alle kvinder under graviditet eller fødsel. Og værst: I mange af disse områder ses ingen forbedring, tværtimod. Risikoen forværres i takt med, at landene bliver fattigere og fattigere.
Denne katastrofale situation er ikke kun forårsaget af et manglende eller dårligt fungerende sundhedsvæsen, men skyldes også en række samfundsskabte forhold, som specielt rammer kvinderne.
Analfabetisme og ekstrem fattigdom rammer kvinder i højere grad end mænd, piger bortgiftes som børn og bliver gravide, førend de er udvokset, hvilket giver graviditets- og fødselskomplikationer, som vi slet ikke møder i vores del af verden.
Svangerskabsforebyggende midler er sjældent tilgængelige, og når ressourcerne inden for sundhedsvæsenet skal prioriteres, vælger man ofte andre områder end gravide og fødende, abortpatienter eller svangerskabsforebyggelse.
Heldigvis går de fleste graviditeter og fødsler godt – også i de fattigste lande. Det gælder omkring 85 pct., mens 15 pct. af de gravide udvikler potentielt livstruende komplikationer.
De fleste komplikationer er de samme, som vi møder på danske fødeafdelinger. Blødning, infektion, svangerskabsforgiftning og manglende plads til barnet i moderens bækken. Og dertil komplikationerne til alle de abortindgreb, som ikke bliver udført forsvarligt.
Det er afgørende vigtigt, at vi forstår, at hovedparten af disse komplikationer kan forebygges eller behandles med et blot en smule viden og udstyr.
Hos de fødende i udviklingslandene findes der hverken jordemødre eller læger, og der er ingen udsigt til, at der vil kunne uddannes tilstrækkeligt mange medarbejdere på det niveau, som vi hos os tager som en selvfølge.
Men alle u-landenes gravide og fødende har brug for fødselshjælpere med et minimum af uddannelse og udstyr samt en mulighed for at blive henvist til et hospital med en læge, hvis der tilstøder komplikationer.
Mange internationale organisationer har efterhånden fået øjnene op for katastrofens omfang.
I september 2000 vedtog FN 8 såkaldte Millennium Goals, som alle medlemslande forpligtede sig til at opfylde inden for en 5-15-årig periode. Heraf er 4 mål direkte relaterede til graviditet og fødsel: nedsættelse af mødredødelighed, nedsættelse af spædbarnsdødelighed, bekæmpelse af HIV/AIDS og ligestilling mellem kønnene.
Også i faglige organisationer forsøger man at nedbringe antallet af dødsofre blandt gravide og fødende.
Verdensorganisationen for fødsels- og kvindelæger, FIGO, holdt kongres i København i 1997 og aftalte et program, hvor lægeselskaber fra 5 udviklede lande hver iværksatte hjælpeprogrammer i et udviklingsland. Dette projekt løb i perioden 1999-2003, og der blev indhøstet mange positive erfaringer.
De nordiske lande har gode forudsætninger for at deltage i dette arbejde. Mange nordiske fødsels- og kvindelæger har arbejdet med projekter i udviklingslande, og der er i de nordiske lande en veletableret tradition for udviklingshjælp.
Desuden er nordiske fødsels- og kvindelæger vant til at samarbejde tværfagligt med jordemødre, som selvstændigt varetager de fleste fødsler i de nordiske lande. Denne arbejdsform kan udnyttes i arbejdet i udviklingslandene, således at læger og jordemødre sammen kan uddanne fødselshjælpere i u-lande endnu mere effektivt, end læger kan alene.
Nordisk Forening for Obstetrik og Gynækologi (NFOG) består af de lægelige selskaber for fødsels- og kvindelæger i Island, Norge, Sverige, Finland og Danmark.
Måske med undtagelse af Sverige er de nordiske lande hver for sig for små, til at vi for alvor kan gå ind i et organiseret hjælpearbejde for at nedbringe mødedødeligheden. Men sammen er vi tilstrækkeligt mange, til at vi vil kunne rekruttere det nødvendige antal speciallæger.
I NFOG diskuterede vi derfor en række mulige hjælpeprojekter. Følgende forhold var afgørende for os:
Vi ville arbejde i en veldefineret region hellere end at sprede os ud over mange lande. Projekterne skulle have praktiske og målbare resultater og en effekt, som rakte ud over projektperioden.
NFOG kan hjælpe projekterne med startfinansisering, men vi har ikke mulighed for at finansiere i det lange løb – der må eksterne midler fra egentlige hjælpeorganisationer til. Derimod kan vi bidrage med erfaringer, troværdighed og medarbejdere med specialviden og vedvarende engagement.
Vores valg af projekt faldt på et 5-dages uddannelsesprogram ved navn ALARM International udviklet af Det Canadiske Selskab for Fødsels- og Kvindelæger i samarbejde med læger fra Guatemala, Haiti og Uganda.
Canadierne har med stor succes afviklet kurset en række gange over store dele af verden, men de magter ikke at imødekomme alle ønsker om kurset.
Kurset omfatter undervisning i fødselshjælp og behandlingen af komplikationer. Men det allerførste kapitel i programmet omhandler rettigheder. Kvinders rettigheder generelt og specielt i forbindelse med svangerskabsforebyggelse, abort, graviditet og fødsel.
Den Nordiske Jordemoderforening (NJF) var positiv over for at medvirke.
Der blev nedsat en styregruppe og en lille arbejdsgruppe med en svensk fødelæge – Kenneth Björklund – og en dansk jordemoder – Kit Dynnes Hansen – forhandlede en samarbejdsaftale med canadierne.
Samarbejdsaftalen giver de nordiske organisationer lov til at anvende det gennemprøvede canadiske materiale uden afgift til canadierne, og vi er med, når programmet skal revideres.
Vi valgte at starte med Tanzania, et land med 35 millioner indbyggere, heraf 3,5 millioner i hovedstaden Dar es Salaam.
Mødredødeligheden i Tanzania er 100 gange højere end i Danmark. På Universitetshospitalet i Dar es Salaam med 15.000 fødsler pr. år på selve hospitalet og derudover 3 satellitafdelinger med hver 10.000 fødsler er mødredødeligheden dog kun 80 gange højere end i Danmark.
Tanzania består af 20 regioner med i alt 134 distrikter. De nordiske fødelæger og jordemødre vil arrangere en serie ALARM-kurser, 2 kurser på 2 uger, i alt 8 dobbeltkurser rundt omkring i Tanzania fordelt over 3 år.
Det giver mulighed for at uddanne 560 fødselshjælpere fra Tanzania. Hvilket svarer til 2-3 pr. region. Vi vil monitorere effekten på mødredødeligheden, og vi vil have mulighed for at intensivere projektet i Tanzania og for at udbrede projektet til andre lande, hvis det bliver en succes.
I praksis arbejder vi gennem Division of International Health ved Karolinska Institutet i Stockholm, som har betydelig praktisk erfaring med lignende projekter.
Vi søger om økonomisk støtte fra den svenske bistandsorganisation SIDA, men der vil også komme ansøgninger til de øvrige nordiske bistandsorganisationer.
Endvidere er vi ved at oparbejde en database over nordiske fødelæger og nordiske jordemødre, som er villige til – efter fornøden oplæring og træning i undervisningen – at tage til Tanzania i en eller flere 2-ugers perioder; foreløbig har mange interesserede meldt sig, både fra Island, Norge, Sverige, Finland og Danmark.
De nordiske fødelæger og jordemødre forestiller sig ikke, at vi vil være i stand til at mindske tallet af døde mødre fra 529.000 i verden om året til nordisk niveau. Men vi vil gerne medvirke til at gøre vores for at forbedre forholdene for kvinder, herunder gravide og fødende.
Vi vil i hvert fald samle vores kræfter og forsøge at starte et sted, slutter overlæge, dr.med. Peter Hornnes sin kronik i Berlingske Tidende.
