En dansk statsborger med rwandisk baggrund er blevet varetægtsfængslet i fire uger ved retten i Hillerød. Han er mistænkt for at have taget del i folkemordet i Rwanda i 1994, hvor omkring 800.000 blev dræbt på få måneder.
Han blev anholdt tirsdag efter anmodning fra myndighederne i Rwanda, der vil have ham udleveret, så han kan blive stillet for retten i sit forhenværende hjemland.
Den 49-årige mand kom til Danmark som flygtning og han blev dansk statsborger i 2014.
Han nægter sig skyldig og sagde ifølge Ekstra Bladet i retten, at arrestordren er et hævntogt fra de rwandiske myndigheders side, fordi han tidligere har været vidne i en anden retssag.
Han er bl.a. anklaget for personligt at have dræbt flere personer med kølleslag og for at have deltaget i angreb på en kirke og et universitet. Sagen i Hillerød drejer sig dog udelukkende om, hvorvidt han skal udleveres til Rwanda, hvor den egentlige sag i givet fald venter.