Danske u-landsorganisationer er bekymrede og frygter lovjaskeri

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Danmarks talrige organisationer og foreninger, der beskæftiger sig med u-landene, er dybt bekymrede over udviklingsministerens ønske om at smide den 40-år gamle “grundlov” for dansk udviklingsbistand ud og vedtage en helt ny på meget kort tid.

Det er de, fordi udkastet til lovforslaget sine steder ikke er spiseligt, andre steder kun svært fordøjeligt, og fordi de generelt mener, at mulighederne for at få vedtaget en ny lov i bred politisk enighed er beskedne. Ikke mindst, når det skal gå så hurtigt, som ministeren ønsker.

Loven ønskes igennem Folketinget og vedtaget før sommerferien og den offentlige høring om den slutter allerede om få dage.

Uden bred enighed i Folketinget mellem de tre regeringspartier på den ene side og i hvert fald Venstre og konservative på den anden vil der stå en ladeport åben for fremtidig politisk strid om bistandens grund-læggende spilleregler og indretning, lyder overvejelsen.

I et høringssvar fra NGO Forum til udviklingsminister Christian Friis Bach (R), som netop er indleveret i uden-rigsministeriet, hedder det direkte at “NGO FORUM er bekymret for, at en lov vil blive hastet igennem uden tilstrækkelig tid til at diskutere, hvad der er formålet med ændringerne og hvilke praktiske konsekvenser ændringerne vil få. Dette gælder så meget desto mere, når udkastet til ny lov fremlægges midt i en debat om en ny, overordnet strategi for dansk bistand”.

NGO Forum er det centrale samarbejdsorgan for danske u-landsorgani-sationer og tæller 59 medlemmer, som dækker alle betydende aktører på området i NGO-verdenen.

Medbestemmelse eller bare medhør

Af høringssvaret fremgår det, at organisationerne finder det uklart hvilken indflydelse, der fremover kan øves på dansk bistand udefra, hvem der vil få en sådan (reel) indflydelse, og hvor og hvornår den vil kunne praktiseres.

Eksempelvis mødes udviklingsministerens kontroversielle ønske om at nedlægge U-landsstyrelsen med skepsis, indtil der er fundet noget bedre at sætte i stedet. U-landsstyrelsen samler repræsentanter fra store dele af samfundet, som sidder med ved bordet, når bistandens projekter og programmer går gennem bevillingsmøllen.

Det hedder direkte, at “det er sværere at finde et godt alternativ til den rolle, som den nuværende styrelse spiller, nemlig på et bistandsfagligt grundlag at sikre et vist ejerskab hos centrale aktører og at være et kontrolorgan for administrationen af bistanden”.

Det skyldes, at ministerens tiltænkte alternativer, et nyt Udviklingspolitisk forum og en særlig bevillingskomite, ifølge organisationerne er behæftet med mangler og mange uklarheder.

– Tag bare det nye Udviklingspolitiske Forum: Hvordan sikrer man, at de eksperter, der sidder i det, er reelt uafhængige. For hvad nu, hvis de er uenige med ministeren og hans embedsmænd om store ting i bistanden: Hvem skal så behandle og afgøre den uenighed, siger Vagn Berthelsen, der p.t. er formand for NGO Forum og derudover generalsekretær i solidaritets- og bistandsorganisationen IBIS.

– Skal det bare være nogle kloge Aager, som får lov at sige en masse, og så gør man ellers som man selv vil? Nej, et sådant forum skal have power og betydning for, hvad Danida gør, lægger han til.

Hvad NGOrne ellers mener om ministeroplægget på dette punkt fremgår med al tydelighed af selve høringssvaret, hvor der bl.a. står:

“Vi går ud fra, at det er lapsus, når det ….fremgår, at ministeren kan skifte (besværlige) medlemmer ud (af forummet, red.) efter forgodt-befindende. Danmark vil næppe bifalde en sådan tilgang i de u-lande vi arbejder i”.

Ikke imponeret over åbenheds-offensiv

Også den bebudede bevillingskomite, der tænkes erstatte U-lands-styrelsens rolle i bevillingsapparatet, er der stor skepsis overfor.

NGOerne stiller i første omgang et minimumskrav om, at komiteen skal have lige så mange medlemmer udefra som fra Danida, og at dem udefra skal være uafhængige af systemet.

Hvem der skal afgøre eventuelle tvister i komiteen er der ikke taget stilling til i lovteksten overhovedet. Det er som så meget andet helt overladt til den enhver tid ansvarlige minister.

Friis Bachs ofte gentagne budskab om åbenhed som løftestang er NGOerne heller ikke imponerede af.

Det hedder, at “NGO FORUM bifalder intentionen, men paragraffen (herom, red.) siger i sin nuværende udformning ikke noget nyt, som ikke følger af lov om offentlighed i forvaltningen. Paragraffen bør gøres mere eksplicit og direkte i lovteksten fastlægge visse minimumskrav, som kan tage afsæt dels i det ’Udviklingspolitiske Forum’ og dets virke”.

Man kan se hele udkastet til lovforslaget på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/26-01-12/friis-bachs-forslag-til-ny-lov-om-udviklingssamarb

DOKUMENT

Her høringssvaret fra de danske u-landsorganisationer i sin helhed:

Høringssvar fra NGO FORUM til Udkast til Lov om Internationalt Udviklingssamarbejde.

NGO FORUM har med interesse modtaget udkast til en ny lov om internationalt udviklingssamarbejde.

Den nuværende lov har 40 år på bagen, hvilket for os viser, at det daværende lovgrundlag var gennemarbejdet og at det gennem fire årtier har haft bred parlamentarisk opbakning. Vi er enige i, at det kan være hensigtsmæssigt at gennemføre en revision af lovgivningsgrundlaget for dansk udviklingssamarbejde såvel med hensyn til formål som vedrørende arbejdets organisering.

Men NGO FORUM er bekymret for, at en lov vil blive hastet igennem uden tilstrækkelig tid til at diskutere, hvad der er formålet med ændringerne og hvilke praktiske konsekvenser ændringerne vil få. Dette gælder så meget desto mere, når udkastet til ny lov som nu fremlægges midt i en debat om en ny, overordnet strategi for dansk bistand.

NGO FORUM lægger vægt på, at loven kommer til at hvile på et bredt parlamentarisk grundlag, så den kan blive (ligeså) langtidsholdbar som den eksisterende lov.

NGO FORUM har følgende bemærkninger og konkrete forslag til udkastet:

Målsætningerne, §1:

Vi foreslår følgende alternative formulering:

§ 1. Målet for Danmarks udviklingssamarbejde er at bekæmpe fattigdom og fremme menneskerettigheder, demokratisering, bæredygtig udvikling og ressourceforvaltning, fred og stabilitet. Denne indsats gennemføres i overensstemmelse med FN-pagten samt øvrige relevante internationale konventioner og aftaler og indenfor rammerne af internationalt anerkendte principper og mål for udviklingssamarbejde.

Stk. 2. Danmarks udviklingssamarbejde skal bidrage til at fremme en mere retfærdig, fredelig og stabil verden. Udviklingspolitikken sigter således på at finde og fremme fælles og holdbare løsninger på globale udfordringer og indgår som et centralt element i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik og dermed i Danmarks globale engagement.

Stk. 3. Dansk udviklingssamarbejde gennemføres i et samarbejde med offentlige og private partnere og tilrettelægges for at sikre størst muligt lokalt ejerskab.

Begrundelsen for ovenstående forslag: Vi er grundlæggende enige i, at menneskerettighederne er et godt udgangspunkt for en rettighedsbaseret tilgang. Men teksten i udkastet bliver for ’dagsaktuel’ og specifik i sin nuværende udformning.

I det nuværende stk. 2 finder vi, at ’Danmarks interesser’ står for firkantet. Det er de globale udfordringer, som er udgangspunktet for denne indsats, og igennem arbejdet med disse udfordringer fremmes Danmarks interesser.

I det omfang der skal arbejdes yderligere med formuleringerne, kan der findes inspiration i Deklarationen om Retten til Udvikling fra 1986 som lyder: ’’Retten til udvikling’ er en umistelig menneskerettighed, som giver ethvert menneske og alle folkeslag ret til at deltage i, bidrage til og nyde godt af økonomisk, social, kulturel og politisk udvikling, hvori alle menneskerettigheder fuldt ud kan virkeliggøres.’ Deklarationen henviser i øvrigt til de relevante menneskerettighedskonventioner og blev bekræftet ved Verdenskonferencen om menneskerettigheder i Wien i 1993.

§ 4 om åbenhed:

NGO FORUM bifalder intentionen, men paragraffen siger i sin nuværende udformning ikke noget nyt, som ikke følger af lov om offentlighed i forvaltningen. Paragraffen bør gøres mere eksplicit og direkte i lovteksten fastlægge visse minimumskrav, som kan tage afsæt dels i det ’Udviklingspolitiske Forum’ og dets virke (se nedenfor om § 10), dels i teksten under bemærkningerne til § 4.

§ 4 kan med fordel også knyttes sammen med § 6, da ønsket om åbenhed begrundes i et ønske om at sikre dialog og engagement med mange lag af befolkningen.

§ 6 om oplysning.

NGO FORUM opfatter dette som værende af største betydning, og foreslår at ’kan’ erstattes af ’skal’ fordi det er så vigtigt, at der sikres opbakning til udviklingsarbejdet igennem oplysning.

§ 10 om organisation.

NGO FORUM er enig i behovet for at styrke debatten og ejerskabet omkring udviklingspolitikken og om dens konkrete gennemførelse. NGO FORUM er således enig i behovet for nytænkning, men vil også i forhold til denne paragraf gentage behovet for en gennemdiskuteret løsning, som der opnås bred enighed om.

NGO FORUM finder, at den fremtidige organisering af dansk udviklingspolitik bør sikre, at flg. tre funktioner varetages gennem en aktiv inddragelse af relevante interessenter og faglig ekspertise:

a) Drøftelse af strategier, politikker og andre nye tiltag. Dette skal sikre at delmål og væsentlige nye udfordringer og opgaver fastlægges på baggrund af åben debat og på et kvalificeret fagligt grundlag
b) Behandling af bevillinger til nye programmer og projekter indenfor rammer fastsat i finansloven. Dette skal sikre, at beslutningsgrundlag (i form af programdokumenter, appraisalrapporter osv.) udarbejdet af udenrigsministeriet kvalitetssikres mhp. at sikre at de er i overensstemmelse med overordnede målsætninger for dansk bistand og inddrager relevant viden og erfaring fra dansk og internationalt udviklingssamarbejde
c) Løbende erfaringsopsamling vedr. udviklingssamarbejdets resultater. Dette skal sikre at offentligheden og Folketinget kan vurdere, hvordan udviklingssamarbejdet bidrager til opfyldelse af fastsatte mål, samt danne grundlag for den løbende tilpasning af mål og midler på baggrund af indvundne erfaringer

’Rådets’ rolle har i mange år ikke været specielt markant eller vigtig, og andre typer af dialog kan umiddelbart erstatte rådets funktion. Disse former for dialog bør gennemføres med sigte på at inddrage centrale interessenter i debatten.

Det er sværere at finde et godt alternativ til den rolle, som den nuværende styrelse spiller, nemlig på et bistandsfagligt grundlag at sikre et vist ejerskab hos centrale aktører og at være et kontrolorgan for administrationen af bistanden (jf. pkt. b ovenfor).

NGO FORUM finder, at der er behov for at skærpe Udviklingspolitisk Forums (UPF) mandat og rolle. Der mangler i den nuværende udformning sikre håndtag til de eksterne aktører, ligesom en mindre positivt indstillet minister kan handle efter forgodtbefindende, hvis ikke loven præciserer mandat og rolle.

Forslag til præciseringer i lovtekst og/eller bemærkninger til loven:

• Et klarere mandat for UPF, der præciserer at UPF har en initiativ ret og –pligt samt hvad der skal forelægges forummet, hvor ofte det mødes (minimum pr. år), kriterier for udpegning af medlemmer, at der vælges/udpeges en formand for Forummet; samt at der indbygges mekanismer, der sikrer at dets anbefalinger behandles seriøst.

• De 4 uafhængige eksperter i bevillingskomiteen skal sikres uafhængighed af UM. Det kan ske på forskellig vis, én måde som har været fremme i debatten er, at UPF indstiller kandidaterne til ministeren, forudsat at UPF’s medlemmer repræsenterer en bred bistandsfaglig ekspertise.

Alternativt må uafhængigheden sikres på andre måder. Der bør være paritet (lige antal, red.) mellem de eksterne og de interne medlemmer af komiteen.

Vi går ud fra, at det er lapsus, når det af bemærkningerne til § 10 fremgår, at ministeren kan skifte (besværlige) medlemmer ud efter forgodtbefindende. Danmark vil næppe bifalde en sådan tilgang i de u-lande vi arbejder i. NGO forum finder det nødvendigt, at bemærkningerne til lovforslaget angiver det tidsrum, som medlemmer af UPF og af bevillingskomiteen udpeges for, f.eks. tre år.
(slut)

Anmærkninger til NGO FORUMs høringssvar

I forlængelse af den løbende debat med bl.a. ministeren ønsker NGO FORUM at supplere sit høringssvar med følgende anmærkninger.

Ad § 1 stk. 2. Der tilføjes ” Der skal samtidig sikres politikkohærens (politisk sammenhæng, red.), så politikker, der vedtages, ikke må have negative konsekvenser for udviklingen i verdens fattigste lande”.

Som yderligere anmærkning til afsnittet om målsætning, foreslår vi at det bør fremgå af loven, at ”Danmark har som målsætning at rammen for dansk udviklingssamarbejde bør udgøre 1 % af BNP, samt at fattigdomsrammen ikke må falde til under 0,7 %”.

På NGO FORUMs procesgruppes vegne,
Henrik Nielsen