Af Jan Ole Haagensen og Finn Kjærulf, RCT
For kort tid siden bidrog mange udviklingsorganisationer til den hidtil seneste udviklingsstrategi. Forhåbentligt varer det et stykke tid, før vi skal på den igen.
Vi sætter vores lid til, at Udviklingsministeren vil gøre sit til at sikre et folketingsflertal bag sig, der sikrer strategiens holdbarhed udover denne valgperiode. Udvikling er langsigtet og derfor bør udviklingspolitik være langtidsholdbar.
Verden forandrer sig hastigt, centrale problemer ændrer karakter, og vi bliver klogere. Dette bør afspejles i den nye udviklingsstrategi. Ministerens fokus på den ene side budgetstøtte og på den anden side støtte til fattige befolkningers legitime krav på basale rettigheder, er modigt – og nødvendigt.
Men retten til ikke at blive tortureret repræsenterer grundlæggende danske værdier og er en uundværlig del af et retssamfund, og har i mange år været en dansk mærkesag og en dansk FN prioritet. Det vil tjene den danske mærkesag at blive fremhævet centralt og specifikt i den nye danske udviklingsstrategi.
Ryst Posen
Når vi nu er i gang med at diskutere en ny strategi, kunne man derfor ryste posen lidt mere, således at den nye strategi bedre reflekterede de problemer, der er vokset frem de seneste år.
Således fremviser Verdensbankens seneste årlige udviklingsrapport (WDR 2011, Conflict, Security and Development) vold, herunder statsvold, der inkluderer tortur, som et voksende udviklingsproblem – og ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er det et voksende folkesundhedsproblem (2002).
Vold og tortur kan forebygges, og der er allerede i dag megen viden om, hvordan det kan lade sig gøre.
Som svar på voldsproblemet bør menneskelig sikkerhed gøres til et selvstændigt temaområde i den nye udviklingsstrategi. Temaet vil være problemorienteret og gå på tværs af den hidtige mere sektororienterede prioritering.
Udfordringerne inden for områderne menneskerettigheder, udvikling og sikkerhed er tæt sammenknyttede, og kan ikke takles effektivt hver for sig. Der er flere grunde til at gøre menneskelig sikkerhed til en ny udviklingsprioritet.
Vold og tortur centrale udviklingsproblemer
Vold udgør en betydelig barriere for udvikling. Verdensbanken nævner, at 1,5 milliard mennesker (21 pct. af verdens befolkning) lever dagligt i usikkerhed og frygt i lande påvirket af konflikt, organiseret kriminel vold eller anden skrøbelighed.
Ingen lavindkomstlande påvirket af skrøbelige situationer eller konflikter har endnu opnået et eneste FN Millenniumsmål (2015 Målene).
Sammenlignet med andre udviklingslande har disse lande dobbelt så mange underernærede, kun 1/3 sender deres børn i skole, børnedøde-ligheden er dobbelt så høj, halvt så mange har adgang til rent vand osv.
Mens fattigdom er faldet i mange lande, har lande, der gennemlever større konflikt eller høje voldsniveauer, relativt set langt større fattigdomsproblemer end andre lande.
Konflikterne er i voksende grad cykliske: De samme lande rammes igen og igen.
Tortur praktiseres stadig i mere end halvdelen af alle lande. Statsvold (tortur, undertrykkelse, tvungne forsvindinger, udenretlige henrettelser og folkemord) legitimerer voldelig konfliktløsning i det øvrige samfund.
Men man kan udrydde det ved at lægge et vedvarende pres på regeringer, der vælger at lade sig binde af internationale menneskerettighedskonventioner.
Volden koster dyrt
Foruden at påvirke livet hårdt for individer, deres familier, og lokalsamfundet har volden betydelige makroøkonomiske konsekvenser. Således beslaglægger volden betydelige nationale ressourcer i meget ressourcefattige lande.
Ifølge FN går 7 til 11 pct. af BNP i lande i Mellemamerika til bekæmpelse af vold og dens konsekvenser.
Væsentlige risikofaktorer associeret med vold og konflikt omfatter sam-fundsstrukturer, der skaber stigende ulighed mellem befolkningsgrup-per, social marginalisering, straffrihed og korruption, og ikke mindst svage eller illegitime institutioner uden evne eller vilje til at skabe jobmuligheder for unge, retfærdighed og menneskelig sikkerhed for befolkningerne.
Vold og tortur har en social slagside
Ifølge WHO foregår 90 pct. af verdens vold i udviklingslande. Volden har skiftet karakter og rammer især marginale, tætbefolkede og fattige byområder, som fastlåses i fattigdom.
Ifølge Verdensbankstudier findes nogle af verdens højeste mordrater i lande, der ikke har gennemlevet borgerkrige, men derimod oplever alvorlige voldsepidemier i byer. By-voldsproblemet vil, uden strategiske forebyggende indsatser, med sikkerhed stige og udgøre en stadig større udfordring.
Fattige, udsatte og marginaliserede grupper i lav- og mellemindkomst-lande risikerer i hævdelsen af deres rettigheder i stort omfang tortur (rapporteret af henholdsvis den Geneve baserede Verdensorganisation mod Tortur (OMCT) og FNs Special Rapportør om Tortur).
Tortur og anden statslig vold er klart ulige fordelt. Det er i højere grad de fattige, der risikerer tortur. Retten til et liv fri uden tortur og anden statsvold er i høj grad knyttet til kampen for at kunne deltage i demokrati uden frygt for repressalier.
Mens ekstrem fattigdom er faldet i mange lande, er der en stigende problematik omkring relativ fattigdom, hvor store befolkningsgrupper ikke får del i landenes udvikling.
Der er en sammenhæng mellem relativ fattigdom og forekomsten af vold, idet stor ulighed mellem rigere og fattigere husholdninger associeres med højere risiko for voldelig kriminalitet (WDR 2011). I lande med størst ulighed er der flest drab, flere i fængsel, flere overvægtige, mere udbredelse af hiv/aids og flere dropper ud af uddannelser.
Tiden må være løbet fra at bruge det gennemsnitlige BNP pr. indbygger som udgangspunkt for planlægning af fattigdomsorienteret udvikling og i stedet fokuserer på fattige befolkningsgrupper, hvor end de nu er.
Staten – fra del af problemet til del af løsningen
Med menneskelig sikkerhed kommer individet i centrum i stedet for staten.
Menneskelig sikkerhed anerkender, at stater ofte truer i stedet for at beskytte deres egne befolkninger, og understreger f.eks. betydningen af at skabe personlig sikkerhed, sikkerhed i lokalsamfundet, politisk sikkerhed, sikkerhed mod undertrykkelse og beskyttelse mod organiseret vold.
Menneskelig sikkerhedstilgangen kan dermed afklare forhold med særlig relevans for skabelse af en verden fri for frygt.
At arbejde med menneskelig sikkerhed indebærer, at udviklingsstrategien gøres
A) deltagelsesdrevet – gennem strategisk styrkelse af ”bottom-up empowerment” og deltagelse i lokal forvaltning (governance) (hvilket kan sikre at lokale forvaltningsmekanismer fremover bliver i overensstemmelse med lokale behov) og;
B) beskyttelsesdrevet – gennem strategisk ”top-down” udvikling af statens beskyttelses-infrastruktur, dvs. udvikling eller styrkelse af statslige normer, processer og institutioner, der i højere grad beskytter borgerne mod farer og usikkerhed, og kontinuerligt tilnærmer statsinsti-tutioners praksis til internationale menneskerettighedsstandarder.
Forebyggelse af vold, herunder tortur og anden statsvold, bør derfor indskrives i den nye udviklingsstrategi for at styrke den menneskelige sikkerhed for verdens fattigste.
Det kræver et selvstændigt fokus og vil betyde et øget fokus på ulighedsskabende dynamikker og samfundsstrukturer til bekæmpelse af relativ fattigdom og bidrage til en mere effektiv udviklingsbistand med vægt på øget ejerskab, åbenhed og ansvar i lande, der huser verdens fattigste og mest sårbare og marginaliserede befolkninger.
En sådan indsats vil være en gevinst i sig selv og kunne frigøre betydelige ressourcer til fremme af bæredygtig udvikling for flere.
—————
Jan Ole Haagensen er Ph.d. Afdelingsleder i International Afdeling og Finn Kjærulf, Program Manager for Latinamerika, begge på Rehabili-terings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i København.
