Af Marc Dumas Johansen og Line Lassen Kaspersen
Dansk udviklingsbistand har de seneste par år rettet sig mere og mere mod privatsektor samarbejde. Og der er mange succesfulde eksempler på, hvor dette er gået godt.
Spørgsmålet er dog, om dette når den fattige målgruppe, og om antagelsen om, at man ved at udvikle små og mellemstore virkshomheder automatisk sikrer at denne udvikling hiver de fattigste grupper med op. Det vil vi påstå, at man ikke gør.
Bag dette ligger der en antagelse om at markederne fungerer. Både i forhold til infrastruktur, der sikrer adgang til markeder, hvor de fattigste kan afsætte varer, og også f.eks. i forhold til uddannelse og kapacitetsopbygning af de fattigste således atderes produktion øges til over subsistens niveau, at gøre det på de mest bæredygtige måder osv. Ved at satse på den privat-sektor drevne udvikling kan man støtte den økonomiske vækst; men dette er ikke fattigdomsorientering.
Når man designer sin udviklingspolitik handler det altså om at ramme de rette målgrupper (“targeting”). Den offentlige sektor i udviklingslande har stadig en meget betydningsfuld rolle at spille I “ekstension” arbejde, bl.a. for at sikre at de fattigste nås.
Det offentliges rolle er f.eks. at tiltrække de private investeringer (skyde input kapital i markeder), at træne de fattigste i hvordan de hægter sig fast påden private sektor og får adgang til de midler og træningsmuligheder der er her, at sikre markeder med efterspørgsel og infrastruktur, således at de private kommer dertil, og at sikre penge til vedligehold, af f.eks. infrastruktur.
Denne træning kan bl.a. bestå i markskoler (Farmer Field Schools) hvor en gruppe bønder igennem en deltagerorienteret proces opnår øget kapacitet i landbrugsteknikker der muliggør at de kan nå flere markeder, flere kunder og samtidigt sikre og levere en øget kvalitet en stor gruppe af kunder.
Det er ikke kun landbrugsteknikker der vil kunne udbredes igennem disse markskoler, men generelt alle former for kapacitetsbygning. Forskning viser at man igennem en deltagerorienteret gruppe proces kan opnå langtidsholdbare løsninger i ”udkantsområderne”.
Derudover ligger der en meget vigtig rolle for det offentlige i at sikre gunstige betingelser for udviklingen af civilsamfund, demokratiuddannelse osv. Dette kan vi ikke forevente den private sektor gør. Danmark skal således huske at tænke på dette, når man lægger sig fast på mål og midler.
En sikring af en økonomisk vækst kan være en udmærket strategi, men man kan således ikke sikre sig en fattigdomsorientering, øget ligehed (forbedringer i gini-koefficienten) eller demokratiudvikling.
Man skal sikre, at man ikke underminerer udvikling i den offentlige sektor, ved at tvinge udviklingslande til at tage imod udviklingsmidler til den private sektor. Man må sikre, at der er en komplimentarietet til, hvad den offentlige sektor laver, så man sikrer denne fattigdomsorientering. F.eks. ved at Danida støtter den private komponent af et offentligt udviklingsprogram, der indeholder BÅDE privat og offentlig investering.
Hvis Danmark ikke ønsker en involvering i den offentlige sektor kan dette evt. sikres ved arbejdsdeling mellem donorer f.eks. kan EU (Europa Kommissionen) og FN lave dette arbejde, mens de bilaterale donorer står for støtten til de private.
Fattigdomsorienteringen er så er sekundært mål, og ikke et gennemsyrende princip for den danske udvilkingsbistand.
————–
Forfatterne er danske ”JPO’er” (Junior Professionel Officers) i FN inden for landbrugs- og fødevareområdet.
