Af Lis Garval, U-landsnyt.dk
Hvad egypterne frygter mest er kaos. De ønsker stabilitet. De vil have et forudsigeligt samfund, der giver dem brød at spise og skoler til deres børn. Demokrati står ikke øverst på ønskesedlen og er kun relevant, hvis det kan levere på de nære behov.
Så klart siger Jakob Erle det, da han, der er direktør for DEDI – Dansk-Egyptisk Dialoginstitut i Cairo – giver U-landsnyt.dk et bud på situationen i Egypten og den nærmeste fremtid.
Han betegner Egypten som et ”sikkert” land at være i, og det virker helt naturligt, når han siger det i instituttet, som ligger i den rolige, eksklusive og grønne bydel Zamalek i det centrale Cairo, hvor dovne katte slikker sol på bilernes kølerhjelme.
Men det gælder også resten af byen og landet, når man undtager Sinai og den vestlige del af ørkenen, der domineres af marginaliserede beduiner. Spredte og begrænsede protester og demonstrationer forstyrrer ikke det store billede af et fredeligt Cairo.
Jakob Erle siger også indledningsvis, at man ikke kan sammenligne Egypten med de andre arabiske lande – ”man skal i øvrigt altid vare sig for sammenligne lande” – og peger på de geografiske forhold, der ikke giver betingelser for en borgerkrig.
”Tænk på, at det beboede område af Egypten er fra 2 til 10 km på hver siden af Nilen foruden det 250 x 250 x 250km store deltaområdet og Kanalzonen (Suez-kanalen). Det vil sige, at der er 90 millioner på 60.000 kvadratkilometer. I Danmark er vi 5 millioner på 43.000 kvadratkilometer. Man har ikke noget valg. Man skal fungere sammen”.
Der var solid opbakning til militærets afsættelse af den demokratisk valgte, islamistiske præsident Mohammed Morsi den 3. juli. Militæret gav Morsi et 48 timers ultimatum efter voldsomme folkelige protester mod hans turbulente styre, og general Abdul Fattah al-Sisi meddelte på stats-TV, at Morsi var fjernet, fordi han ikke havde kunnet løse landets dybe politiske krise.
Al- Sisi, der både er øverstbefalende for de væbnede styrker og forsvarsminister i den midlertidige regering, er fortsat landets mest populære skikkelse. Han vil være en stærk kandidat, hvis han stiller op til præsidentvalget, der skal holdes engang i foråret.
Jakob Erle peger på, at militæret i Egypten er landets mest troværdige institution, der bakkes op af hovedparten af befolkningen. og selvom de væbnede styrker ikke har regeringsmagten kan deres politiske og økonomiske betydning næppe overvurderes.
Militæret har således sin egen økonomi, der er helt uden for kontrol og som formentlig udgør mellem 20 og 40 pct. af den formelle økonomi.
Mohammed Morsi, der var Det Muslimske Broderskabs kandidat, blev valgt til præsident i juni 2012. Hvorfor valgte egypterne ham, når de nu klapper i hænderne over, at militæret har fjernet ham?
Til det spørgsmål svarer Jakob Erle, at egypterne af to onder valgte det mindste. Den anden kandidat – tidligere general Ahmed Shafiq – havde været minister i den styrtede Hosni Mubaraks regering.
Desuden er Broderskabet en meget velorganiseret gruppe og ”holdningen var mere eller mindre, da de stemte på Morsi: Nu prøver vi ham”.
Hvad så nu?
Det egyptiske militær fjernede Morsi, en midlertidig regering er etableret, en ny forfatning er på vej og der skal være valg til foråret.
Spørgsmålet er nu, hvordan egypterne får det samfund, de gerne vil have. Et stabilt og fredeligt samfund med økonomisk fremgang.
Jakob Erle peger på militærets styrke og svagheder: ”Et stærkt militær, der kan lave strukturer, kan skabe umiddelbar sikkerhed, men gør det vanskeligt at gennemføre reformer og sikre folks rettigheder”.
”Og det sekund, egypterne er tilfredse, går de udenom institutionerne og protesterer på gaden”, siger han.
Den midlertidige regering, som den, der kommer efter valget, skal derfor levere. Den skal skabe resultater så hurtigt som muligt, og det kan være svært.
Alene det at skabe en bæredygtig og rolig optakt til de kommende præsident- og parlamentsvalg har vist sig vanskeligt. Ikke mindst hvis man ser perioden efter Morsis afsættelse med demokratiske briller.
Den midlertidige regering har forsøgt at sikre ro og orden med en lovgivning som af både egyptiske og internationale menneskerettighedsorganisationer karakteriseres som groft undertrykkende af frihedsrettighederne, bl.a. ytringsfriheden.
Det kræver nu f.eks. politiets tilladelse, hvis man vil samles flere end 10 og følger man ikke politiets anvisninger kan det resultere i langvarige fængselsstraffe.
På den politiske scene er der heller ikke klarhed over rollerne. Og slet ikke over, om Det Muslimske Broderskab vil spille med. Kan der skabes en slags forsoning mellem Broderskabets moderate fløj og de sekulære politiske partier?
Der har været mange initiativer for at få en national dialog igang, og det seneste er bakket op Broderskabet. Ifølge dagbladet Al Ahram efter eksternt pres fra Tyrkiet og Qatar, der ellers står solidt bag Broderskabet.
Men den nuværende premierminister Hazem Al-Beblawy har på TV sagt, at han personligt mener Broderskabet er en terroristorganisation, og alle det internationale Broderskabs aktiviteter er forbudte. Ikke de bedste toner til en dialog fra den side.
Der synes i øjeblikket at ske en vis polarisering i det egyptiske samfund – man er enten for eller imod Broderskabet – men Jakob Erle udelukker ikke, at Broderskabets kompromisfløj igen kommer ind på den politiske scene.
Han mener som mange egyptiske kommentatorer, at man ikke kan sikre en demokratisk udvikling, hvis store dele af befolkningen undertrykkes.
Magten og virkeligheden
Jakob Erle peger på et kulturelt fænomen, der ofte overses – at de, der har magten, tegner virkeligheden. Det vil sige, at magthaverne bestemmer egypternes opfattelse af, hvad der er sket og hvorfor.
”De får nyheder fra statsejede medier, og det er et seriøst problem, at de egyptiske autoriteter siger, hvordan verden er skruet sammen”, siger han.
”De sociale medier spiller en rolle for aktivistgrupperne, og de kan bruges til at sprede information. Men for de store masser, har de ingen betydning”.
Han giver som eksempel, at folk f.eks.tror, at Egypten vandt en endegyldig sejr over Israel i 1973, for det har de fået at vide.
Tilhængerne af militæret taler heller ikke om et kup mod Morsi. Deres beskrivelse er, at folket ville af med Morsi og militæret kom til dets hjælp.
Egyptens potentiale
I dag holdes Egypten økonomisk flydende af Saudi Arabien og Golfstaterne , og det kan udsætte den nødvendige reformproces.
Subsidiesystemet og skattesystemet er en af de store udfordringer for Egypten. På den ene side sikrer det billigt brød til de fattige (ca. 5 øre for et brød) men også billig benzin, diesel og flaskegas til madlavning. På den anden side bliver denne hjælp stillet til rådighed for alle i samfundet og skattesystemet hvor skatteprocenten er 20 og de færreste betaler skat kan ikke finansiere alle udgifterne.
Fremtiden? Er Jakob Erle optimist på Egyptens vegne? Det er han.
Han fremhæver to ting:
1. Efter Mubarak har egypterne lært, at de ikke behøver finde sig i alt. De er tålmodige, men leverer regeringen ikke, så væltes den.
2. Der er 90 millioner egyptere, en stor højtuddannet gruppe, og landets beliggenhed i Afrika mellem Asien og Europa er unik. Det kan gå så strygende som i Vietnam – hvis den rette organisation er der.
Egypterne venter på at det skal ske.
Læs også ”Cairo: Turist mellem tanks og vandpiber”
