Den egyptiske fagbevægelse indstiller strejker, støtter Sisi

Laurits Holdt

Af Marie Larsen og Helle Schøler Kjær

Strejkebevægelser har de sidste ti år mindet skiftende regeringer om arbejderne og underklasses sociale krav. Nu har den gamle og nye fagbevægelse indstillet strejkerne.

ANALYSE: Den 10. maj i år underskrev både den gamle statslige og den nye uafhængige egyptiske fagbevægelse en erklæring til støtte for ex-general Abdel Fattah al-Sisi som Egyptens kommende præsident. Det skete på et møde i Kairo. Samme dag i Alexandria mødtes repræsentanter for organisationerne med erhvervsfolk og regeringsrepræsentanter, hvor de underskrev en erklæring om, at de ville stoppe alle strejker, indtil den politiske ’køreplan’ er fuldført. Det betyder frem til efter parlamentsvalget, hvis dato endnu ikke er fastsat.

Men kan aftalen mellem de nye og gamle fagforbund, regeringen og erhvervsfolk skabe stabilitet på arbejdsmarkedet?

Strejkebølge

Egypten har været ramt af omfattende strejker i de første måneder af 2014. Postarbejdere, læger, tandlæger, farmaceuter, dyrlæger, tekstilarbejdere,  cementarbejdere, ja selv politifolk har været i strejke. De kræver en aftalt overtidsbetaling og bonusser. De offentligt ansatte kræver den nu lovfæstede minimumsløn på 1200 egyptiske pund om måneden (godt 900 kroner).

På fabrikker i det store tekstilcentrum Mahalla el-Kubra har arbejderne krævet et opgør med korruption og afsættelse af direktører.

Andre kræver nationalisering af deres arbejdsplads, fordi domstolene har afgjort, at virksomhederne blev solgt alt, alt for billigt under den tidligere præsident Mubaraks privatiseringsbølger.

I sundhedssektoren kræver de aktionerende højere løn, bedre arbejdsforhold og et større budget til det skrantende sundhedsvæsen.

Strejker har været forbudt under skiftende regeringer både før og efter opgøret med Mubarak i 2011, og politiet og militæret bliver ofte sat ind for at opløse dem. De mest aktive bliver fyret, og dem der organiserer strejkerne bliver fængslet. Derfor er endnu et af kravene, at de fyrede skal genansættes.

Den uafhængige fagbevægelse

Med aftalen i maj har både den gamle statslige fagbevægelse ETUF (Egyptian Trade Union Federation) og den nye uafhængige, EFITU (Egyptian Federation of Independent Trade Unions) erklæret deres opbakning til Sisi og et strejkestop.

ETUF har siden 1957 været tæt knyttet til staten og har traditionelt bekæmpet strejker, nogle gange i samarbejde med politiet

Under demonstrationerne i 2011 blev EFITU udråbt på Tahrirpladsen. Det er den første nationale sammenslutning af uafhængige fagforeninger i Egypten. Flere uafhængige fagforeninger fulgte efterfølgende, og i dag eksisterer flere sammenslutninger sideløbende. En af de største for fagforbundenes arbejde er arbejdsmarkedsloven (lov nr. 35), der siden 1976 har frataget egypterne retten til at danne frie fagforeninger. Myndighederne tolerer de nye, frie organisationer. Men de har stadig ingen juridisk legitimitet eller ret til at opkræve kontingenter. Derudover er mange egyptiske arbejdere tvungne betalende medlemmer af ETUF.

Nasser genopstået?

Læs resten af artiklen på Det Arabiske Initiativs websted