Øv. For helvede.
Det var så tæt på, som det overhovedet kunne være. Kun en enkelt stemme manglede, før Afrika Kontakt i dag havde heddet Aktiv Solidaritet. Ærgrelsen er mærkbar i det lille mødelokale på Nørrebrogade 52 – hér, på anden sal i tredje baggård, blandt solgule mure og skærmet fra gadens larm, har Afrika Kontakt holdt til i tre år.
Det er første tirsdag i maj, tre dage efter organisationens årlige generalforsamling, der altså ikke vedtog det navneskifte, som både sekretariatsleder Morten Nielsen og Signe Thydal, organisatorisk forperson – det vil sige, at hun varetager den del af en klassisk bestyrelsesformandspost, der har med organisationen at gøre – havde håbet på.
Det ønskede navneskifte er ikke et forvarsel om en gentænkning af Afrika Kontakt – snarere tværtimod ser Signe Thydal og Morten Nielsen det som om, at organisationen er vokset fra sit navn. Den er vokset ud ad og væk fra den geografiske ramme, som ’Afrika’ i navnet Afrika Kontakt har været og stadig er, og mod en mere global stillingtagen.
Lige meget på spanden
På væggen i mødelokalet hænger Nelson Mandela og skuer roligt ud i rummet. Meget passende. For om noget er det Mandela og ANCs kamp for afskaffelsen af apartheid i Sydafrika, der har tegnet organisationen.
Afrika Kontakt begyndte egentlig tilbage i 1978, hvor det var den generelle kamp mod kolonialisme og apartheid i hele det sydlige Afrika, der var omdrejningspunkt. Efterhånden som de øvrige lande fik deres uafhængighed, tog sydafrikanernes kamp mod raceadskillelsen fokus og blev det, som Afrika Kontakt især er kendt for. Efter valget af Mandela som præsident i 1994, begyndte organisationen igen at kigge ud ad – først på det sydlige Afrika igen, så resten af kontinentet, og i dag er der så snak om at brede kampen endnu mere ud globalt set.
Kampen, ja.
For når man snakker Afrika Kontakt, er kampen helt central – den venstreorienterede kamp, vel at mærke, der står mod de strukturer i samfundet, der forstærker ulighed og er skyld i fattigdom. Selv definerer Afrika Kontakt sig derfor heller ikke som en udviklingsorganisation, men som en global solidaritetsbevægelse:
”Vi prøver at lave en solidaritetsbevægelse, der tager udgangspunkt i venstrefløjen med venstrefløjens værdier sådan mere bredt. Vi er ikke partipolitiske; det er mere dét at tro på systemforandringer – at det samfund, vi har nu med den magtfordeling, der er, er uholdbart. Dét kan vi sige med stor sikkerhed i stemmen, for det har ikke været i stand til at løse de problemer, vi har,” forklarer Morten Nielsen.
Det globale aspekt kommer ind i billedet, når man ønsker at skabe grundlæggende forandringer, for Afrikas problemer er ikke enestående, men tværtimod stærkt integrerede i de globale problemer og udfordringer.
”Når man gerne vil have systemforandring, så bliver man nødt til at kigge bredere på det, fordi kapitalismen ligesom er blevet noget, som hele verden abonnerer på. Man kan ikke kæmpe mod eliten og kapitalismen og de systemer, der er sat op nu, hvis ikke man gør det i et globalt perspektiv. For mig er det vigtigt, at vi har de lokale projekter også, hvor vi samarbejder med lokale organisationer, der hvor de bliver hårdest ramt af de her strukturer, men for mig personligt er det ikke nødvendigt, at de skal være i Afrika,” siger Signe Thydal.
Det er Morten Nielsen enig i, og han supplerer:
”Fiskere i Sydafrika har ikke mere ret til vores solidaritet, end fiskere i Thailand – de er lige meget på spanden.”
Foto: Afrika Kontakt
Flad struktur
I modsætning til klassiske udviklingsorganisationer – som Afrika Kontakt ikke vil slås i hartkorn med, men alligevel altid ender i samme bås som – er Afrika Kontakt ikke-implementerende. Det vil sige, at man fra hovedkontorets side står for det politiske, økonomiske, administrative og for at søge penge til projekter i samarbejde med lokale partnere, som så selv står for implementeringen i deres respektive lande.
Projektstyringen ligger i en af Afrika Kontakts mange arbejdsgrupper, der udelukkende styres af frivillige aktivister, som der lige nu er omkring 200 af. Faktisk har sekretariatet kun fem ansatte, hvoraf Morten Nielsen er den eneste fuldtidsansatte.
Det kan virke som en lidt risikabelt konstruktion, og man arbejder da også fremadrettet med at få forankret viden bedre i organisationen, men samtidig er der også store fordele at hente:
”Hvis man nu opfatter en organisation ikke bare som nogen, der skal udføre en bestemt opgave til en vis sum penge, men at en organisation også har et politisk mål, så det, at man har været igennem Afrika Kontakt som aktivist, har givet en nogle holdninger og nogle forståelsessammenhænge, som jo er værdifulde. Og de [aktivisterne, red.] vil være langt bedre ambassadører for organisationen, end mig der er ansat. De taler med hjertet på en helt anden måde; de er engagerede, de er med, og de forstår vores partneres kamp for whatever det nu er, den kamp går ud på – demokrati eller for overhovedet at få et land. Det er klart, det er guld værd!” siger Morten Nielsen.
Den aktivistbaserede tilgang med en flad beslutningsstruktur har altid været Afrika Kontakts udgangspunkt. Tilbage i 80’erne var den ganske vist meget flad – her blev samtlige beslutninger nemlig truffet på det ugentlige torsdagsmøde – men selvom der i dag er kommet lidt mere struktur, er medbestemmelsen og muligheden for indflydelse stadig væsentlige karaktertræk for organisationen: Det er aktivisterne, der styrer Afrika Kontakt. Beslutninger træffes bredt, og der er ikke nogen, der bestemmer eller skal godkende ting. Arbejdet foregår inden for fælles rammer, folk selv har været med til at definere, og inden for de rammer er der ikke nogen begrænsninger.
Det er ret unikt. Og måske er det også en af grundene til, at identiteten som AK’er, som Signe Thydal kalder aktivisterne, er én, man nødigt lægger fra sig igen. Morten Nielsen – ”jeg har været med så mange år, at det nærmest begynder at blive pinligt” – begyndte allerede tilbage i 1984, mens Signe Thydal kom ombord som praktikant i 2014 og siden er blevet hængende.
For hende handler det meget om at være et sted, hvor man bliver taget alvorligt og ikke set på som værende naiv, fordi man ønsker samfundsforandringer:
”Det er fedt at komme ind i en organisation, hvor alle er enige om, at vi bliver fandme nødt til at gøre noget ved strukturerne og hele systemet, hvis vi gerne vil se forandringer. Og at det i virkeligheden er mere naivt at tro, at man kan få noget godt ud af sådan som systemet ser ud nu,” siger hun.
Opkald fra advokater
De seneste år er Afrika Kontakt målrettet gået efter at få flere betalende medlemmer – faktisk er de gået fra omkring 160 til over 1000 medlemmer på kun tre år. Det er et led i en helt bevidst strategi om, at man ønsker at gøre sig uafhængig af staten. Afrika Kontakts analyse af udviklingen er nemlig, at støtten til civilsamfundsorganisationer vil være forsvundet inden for nogle få år, og at det, der træder i stedet for, bliver ”sådan nogle partnerskaber med privatsektoren, og det kan vi nok ikke se os selv i,” som Morten Nielsen siger det.
Sideløbende er aktivistkernen blevet styrket. Det betyder ikke, at der er kommet flere aktivister, men at aktivisterne lægger flere timer, end de gjorde tidligere. Resultatet har været flere happenings, mere ’støj’ og øget synlighed – og pludselig oplever man, at der bliver lagt langt mere mærke til, hvad man sender ud i verden fra baggården på Nørrebro.
Et godt eksempel på det er Afrika Kontakts kæphest: Danmarksindsamlingen. I forbindelse med 2016-indsamlingen, der fokuserede på ekstrem fattigdom, delte Afrika Kontakt på sin Facebookside den officielle plakat med alle logoerne fra privatsektorsponsorerne sammen med spørgsmålet om, hvor mange af virksomhederne, der egentlig betalte skat.
Responsen var overvældende.
Opslaget blev delt over 1000 gange og havde fået endnu flere likes, og pludselige havde den lille organisation advokater i røret, der truede med bål og brand, og til sidst fjernede Afrika Kontakt opslaget.
”Det skabte ret meget røre,” konstaterer Signe Thydal.
”Men i stedet for at tænke: ’Ups det skulle vi nok ikke have sagt’, bliver vi stolte af det. Det giver os netop en fornemmelse af, at vi vokser, at folk faktisk læser det, vi skriver og tager det til efterretning og måske oven i købet bliver nervøse for, at det får for meget opmærksomhed.”
Giv aldrig en ged
Men det er ikke kun kapitalismens frontløbere, Afrika Kontakt angriber.
Langt hen ad vejen mener organisationen nemlig ikke, at det danske civilsamfund hverken kommunikerer Afrika særlig godt (Danmarksindsamlingen nævnes som et særligt grelt eksempel) eller formår at tage fat om ondets rod: De grundlæggende fattigdomsskabende strukturer. Derfor sendes der også løbende stikpiller ud til ’udviklingsmiljøet’ fra baghuset på Nørrebro.
En sådan ramte Danmark i november 2016, da Afrika Kontakt lancerede sit alternativ til de berømte ’Giv en ged’-kampagner: ’Giv en advokat’ under moralen ’Vi giver ikke geder – vi skaber politisk forandring’.
Se videoen her:
Den 30 sekunder lange video pointerer, at en ged ikke hjælper afrikanske aktivister og græsrødder, der sidder fængslet for at kæmpe for deres rettigheder og imod et korrupt system. På den måde fungerer den også som en strakt finger til udviklingsorganisationerne, for:
”Gavebistand er dårlig udvikling. Punktum. Færdig. Finale. Det er slet ikke en diskussion. Hvis du siger noget andet og har gået på internationale udviklingsstudier på RUC, så burde du være blevet dumpet, for det er i hvert fald ikke noget, du har lært dernede. Der er ikke noget videnskabeligt hold i, at gavebistand af geder skulle være godt,” siger Morten Nielsen.
Folk følte sig ramt af videoen. Både folk i udviklingsmiljøet og helt almindelige mennesker, der fulgte Afrika Kontakt på Facebook, og som havde givet geder, høns eller fodbolde i julegaver.
”Folk blev lidt mere provokeret, end vi havde regnet med,” smågriner Signe Thydal, før hun uddyber:
”’Giv en ged’ har været en kæmpestor succes, og man kunne måske godt have overvejet, om vores budskab skulle have været lidt mindre firkantet. På den anden side kan man sige, at nå ja, det blev i hvert fald hørt.”
Den enøjede konge
Det ligger lige for at antage, at den kritiske kasket, Afrika Kontakt trykker godt ned i panden, kan give et gevaldigt bagslag, men på Nørrebro har man den helt modsatte oplevelse. Morten Nielsen beskriver det faktisk snarere som en win-win:
”In the kingdom of the blind, the one eyed is the king. I det miljø, vi er i i Danmark, er vi ret alene på at have nogen markante holdninger, og det betyder jo også, at der ikke er så super skarp konkurrence.”
Det er selvfølgelig godt for Afrika Kontakt, men samtidig er Morten Nielsen ret bekymret over følelsen af, at Afrika Kontakt står helt alene med de kritiske spørgsmål. For i takt med at civilsamfundsorganisationerne i de lande, organisationen arbejder i, i stadig højere grad fungerer som talerør for utilfredsheden blandt befolkningen, oplever han den modsatte tendens i Danmark:
”Herhjemme er civilsamfundet i vid udstrækning blevet mere tavst. Jeg var i hvert fald meget chokeret eller forundret over, at vi var de eneste, som markant sagde fra over for regeringens udviklingsstrategi. Der er ikke ret mange af de blomster, der er i den strategi, som har groet i MS’ eller IBIS’ eller Folkekirkens Nødhjælps baghave, alligevel så var de ikke i stand til virkelig at sige: ’Det her, det er for ringe’.”
Hvad er der sket?
”Det må du næsten spørge dem om, jo… Jeg ved det ikke. Hvorfor tror du, Signe?” siger Morten Nielsen og vender sig mod Signe Thydal, der griber bolden:
”Jamen, jeg tror virkelig, det handler om, at man er blevet så forankret i måden, tingene kører på nu, at man er blevet så vant til, at det er sådan, systemet er, og der er ikke rigtig noget, man kan gøre ved det, og så kan man ligeså godt få det bedste ud af det. Og det er så der, vi mener, at man kan ikke få noget godt ud af det – derfor bliver man nødt til at gøre noget andet.”
Og så ender snakken igen ved navneskiftet. Selvom det på mange måder ville være et markant signal at skifte navn til Aktiv Solidaritet, er de to enige om, at det ikke er afgørende for organisationens virke som sådan:
”Det er ikke meget vigtigt; vi kan jo stadig arbejde globalt og hedde noget med Afrika,” som Morten Nielsen siger, mens Signe Thydal indskyder: ”Det har vi jo gjort indtil nu.”
Samtidig er de klar over, at der enten skal rykkes på det forholdsvist hurtigt, eller også skal det udsættes i rigtig mange år, for jo længere tid, der går, desto sværere bliver det at ændre navnet senere – både i forhold til omverdenen og aktivisterne:
”Problemet er, at man er blevet så vant til og har fået en identitet omkring at hedde Afrika Kontakt, så uanset hvad for et navn, man kommer frem med, så vil det jo aldrig komme til at lyde som Afrika Kontakt,” funderer Signe Thydal.
Morten Nielsen pointerer, at Aktiv Solidaritet jo ikke behøver forkortes AS, men jo fint kunne hedder AKS – så er det bare det ekstra S, folk skal vænne sig til.
”Jeg tror, at de fleste er enige om, at Afrika Kontakt heller ikke er noget særlig godt navn. Hvis Mellemfolkeligt Samvirke skulle genopfindes i dag, så ville der nok heller ikke være nogen, der var kommet på det navn, vel?” spørger Morten Nielsen retorisk.
Afrika Kontakt har siden interviewet indkaldt til ekstraordinær generalforsamling for at få stemt et navneskift igennem. Generalforsamlingen finder sted 9. juni.
Læs mere her: https://globalnyt.dk/content/afrika-kontakt-vil-skifte-navn
