Amena al Madani bor sammen med sin familie lige udenfor flygtningelejren Shatila i et af Beiruts fattigste slumkvarterer. Størstedelen af hendes slægtninge bor i lejren, hendes liv er formet af dens skæbne og hun deler fortælling med størstedelen af områdets beboere. For hun er palæstinenser.
Hendes bedsteforældre flygtede fra Palæstina under krigen med Israel i slutningen af 1940´erne i håbet om at finde sikkerhed og et midlertidigt helle. Det fandt de i Shatila.
Amena al Madani og hendes familie har siden boet side om side med statsløse palæstinensere som dem selv, med fattige libanesere der ikke har råd til at bo andre steder, med syrere der er flygtet fra den efterhånden årelange borgerkrig, og med økonomiske migranter fra lande som Egypten, Indien og Eritrea. For Amena al Madani er det hverdag, hun har aldrig prøvet andet.
Og hendes historie er på ingen måde særegen, for siden lejren i 1949 blev oprettet som et midlertidigt hjem for cirka 3.000 palæstinensiske flygtninge, er befolkningstallet kun ekspanderet år for år.
I dag bor der måske 25.000, andre mener tallet er langt højere, omkring 40.000, for ingen holder reelt mandtal, og en del skjuler sig i lejren for den libanesiske regering. Fælles for dem alle er, at de mangler et solidt fundament, et både juridisk og økonomisk sikkerhedsnet, og et sted hvor deres eksistens og udfordringer tages alvorligt. Og nu er de her, i Shatila, og det klemt inde på et område der sammenlagt er knap én kvadratkilometer.
Shatila lider følgelig under både infrastrukturelle og sanitære problemer, og arbejdsløsheden er høj grundet en libanesisk lovgivning, der gør det meget besværligt for palæstinensere at erhverve sig et lovligt arbejde.
Selvom lejren emmer af stemmer og stemninger, af liv og varme minder, er tilværelsen alligevel hård for mange af indbyggerne i Shatila, og den nylige amerikanske tilbagetrækning af finansiel støtte til UNRWA, FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten, har bestemt ikke gjort tilværelsen lettere, da UNRWA administrerer lejrens uddannelses- og sundhedssektor.
Sportens frirum
Men et par gange om ugen kan 17-årige Amena al Madani fra slumkvarteret Shabra få et åndehul. Et frirum fra forventninger og samfundets fordomme, et frirum som hun kan kalde hendes eget, og et frirum hvor øjeblikket kun handler om at brillere med bolden, at skabe sammenhold og at dyrke en fælles interesse på tværs af etnicitet, køn og religion.
For Shatilas karismatiske sportstræner, 50-årige Majdi Majzoub, har cirka 20 timers fodbold, volleyball og basketball på det ugentlige program. Han er født og opvokset i lejren, og han forsøger igennem sporten at skabe alternativer i dagligdagen, at lære de unge om samarbejde og disciplin, og om hvordan man tager ansvar for sit eget og andres liv.
Det er grundlæggende visionære tanker, og Majdi Majzoub er uden tvivl en ivrig ildsjæl, samt en yderst respekteret mand i lejren. Det ser vi tydeligt på de anerkendende nik fra byens ældre, de højlydte arabiske hilsner fra unge folk vi passerer, og fra de mange børn, der løber frem og tilbage og kæmper om hans udelte opmærksomhed. Han smiler til alle, ugler de mindstes hår, og har overskud til at snakke kort, men opmærksomt med hver især. I flere år har han ageret sportstræner i Shatilas egen sportsklub, Real Palestine Youth FC, og hans egne børn har siden de kunne gå deltaget i alle de mange boldspil.
De ugentlige træningspas er altid et stort tilløbsstykke, og specielt på kampdage er pulsen blandt de engagerede tilskuere ofte lige så høj som den er blandt de hårdtarbejdende udøvere.
”Basketball er det bedste der nogensinde er sket for mig”
Og en af basketballspillerne er Amena. Hun har tidligere dyrket mange forskellige sportsgrene i lejren, blandt andet fodbold og volleyball, men hun fik for alvor øjnene op for basketball i Real Palestine Youth FC for lidt over tre år siden.
Når talen i dag falder på basketball er det let at mærke Amenas store begejstring, og sportens store betydning for hende. Hun forklarer mig, hvordan sporten har ændret hendes selvforståelse og givet hende meget mere selvtillid, fordi hun har fundet noget hun er rigtig god til.
Hun fortæller i samme ivrige tempo, at basketball har givet hende mange flere venner, har lært hende om holdånd, om sammenhold og om vigtigheden af at anerkende og respektere hinanden.
Det er store ord, men for Amena al Madani har sporten givet hende et fast fundament, et omdrejningspunkt og et fællesskab, og hun siger uden tøven, at ”basketball er det bedste der nogensinde er sket for mig”.
En af Amenas palæstinensiske holdkammerater, den 16-årige Marwa Iskandarani, er helt enig med Amena og tilføjer supplerende, at hendes to år med basketball desuden har lært hende at håndtere pressede situationer, hvilket ofte har gjort hendes hverdag i slumkvarteret meget lettere.
Både Amena og Marwas forældre er meget sportsinteresserede, og derfor har de støttet deres døtres deltagelse lige fra begyndelsen, men så heldige har alle de unge piger på basketballholdet bestemt ikke været.
Majdi Majzoub forsøgte i flere år at samle et basketballhold i lejren, men i lang tid blev han kun mødt med hovedrysten og direkte afvisninger.
Mange familier praktiserer nemlig en meget traditionel kønsrolleforståelse, en forståelse hvor kvindesynet ikke just rimer på basketball i offentligheden, og hvor fordomme og generaliseringer om sport og kvinder florerer i rigt mål. At kvinder ikke kan, at kvinder ikke burde, og at kvinder udstiller sig selv ved at deltage i den slags aktiviteter.
Majdi lod sig ikke slå ud, men begyndte derimod at stemme naboernes dørklokker, og at overtale vennerne til at lade deres døtre spille sammen med ham og hans egen datter. Og stykke for stykke, år efter år, blødte modstanden op og blev erstattet af en begyndende nysgerrighed og åbenhed.
I dag er resultatet mærkbart, for det er ikke længere et problem for Majdi at hverve nye spillere nu familierne ved selvsyn kan se, hvad sporten kan betyde for de unge piger. Real Palestine Youth FC har på nuværende tidspunkt omkring 20 spillere på deres pigehold i alderen 16-18 år, og tilslutningen bliver kun større hele tiden.
Basketball Beats Borders
Denne sommer var dog noget ganske særligt for Real Palestine Youth FC. For sammen med Majdi deltog Amena, Marwa og deres venner på basketballholdet i turneringen Basketball Beats Borders i Italien.
BBB Vol. 2, som årets turnering blev døbt af de italienske værter, er et initiativ der begyndte i 2017 som det nyeste skud på stammen indenfor organisationen Sport Against Violence, der har eksisteret siden 2007.
Ifølge de to initiativtagere, aktivisterne David Ruggini og Daniele Bonifazi, er de grundlæggende tanker bag Sport Against Violence og BBB, at sport kan være et redskab til frigørelse, til uddannelse og til viden om et sundt og positivt liv i en ikke altid lige positiv tilværelse.
Turneringen fokuserede også på den palæstinensiske sag, og på livet som palæstinensisk flygtning i en libanesisk flygtningelejr.
Derfor var arrangørerne og de deltagende enormt overraskede og glade, da en privat fundraising fik indsamlet nok midler til, at Majdi Majzoub sammen med Real Palestine Youth FC fik mulighed for at deltage i BBB.
Samtidigt handler BBB om dialog mellem forskelligheder, mellem mennesker fra forskellige kulturer, religioner, etniciteter og om hvordan sport kan nedbryde barrierer og grænser, fordømmelse og marginalisering, og medføre tolerance, integration og respekt for mangfoldighed.
Ifølge arrangørerne er det netop nu, grundet den generelle hårde politiske linje overfor migranter og flygtninge, og i en tid hvor udsatte mennesker degraderes til illegale og defineres som sikkerhedstrusler, vigtigt at møde forskelligheder i øjenhøjde og at arbejde hen imod en social inklusion der nedbryder stigmatiserende grænser.
Disse tankesæt passer godt på Majdis basketballhold, hvor unge piger fra et flygtningesamfund netop får lov til at dyrke basketball på lige fod med lejrens drengehold.
Og selvom man grundet klubnavnet kunne forledes til at tro, at der kun er plads til palæstinensere på holdet, er der faktisk også flere libanesiske piger iblandt.
Én af disse er Amena og Madwas gode veninde, Rola el-Farikih, der har spillet i klubben i fire år. Hun bor udenfor Shatila, det samme gør hele hendes familie, men hun spiller alligevel med i flygtningelejrens klub, da Majdi og klubben er åben for alle, og da formålet med sporten netop er at give alle med interesse en mulighed for at være en del af et større fællesskab.
Fremtidens mål
Inden basketballholdet satte kursen mod Italien, spillede de 14 venskabskampe indenfor Libanons grænser, og de vandt hele ni af dem. I Rom spillede basketpigerne reelt kun én BBB-venskabskamp, en kamp som de til gengæld vandt i solid stil, og resten af tiden brugte de blandt andet på træning med de andre hold og med professionelle spillere.
Rae Lin D’Alie og Giulia Ciavarella, der begge spiller på det verdensberømte italienske U20-landshold, deltog i arrangementet, og de to stjerner delte med stor entusiasme både fintefif og basket-anekdoter med alle de sportsinteresserede piger.
Både Madwa, Amena og Rola fortæller indlevende om den mindeværdige oplevelse det var at møde deres to store idoler og alle de passionerede unge fra andre lande. For udover holdet fra Shatila, deltog både libanesiske, syriske og en mængde italienske hold i Basket Beat Border-turneringen.
De tre piger pointerer desuden, hvor spændende det var, at rejse rundt i et nyt land, med en anden kultur, og med et fremmed sprog, samt hvordan hele turneringen har givet dem endnu mere lyst til at dygtiggøre sig indenfor basket i almindelighed og deres studier i særdeleshed.
Undervejs i programmet blev der nemlig også god tid til at tale om vigtigheden af uddannelse og om at deltage aktivt i sit lokalsamfund, og de besøgte en stor NGO der arbejder for at forbedre kvinders rettigheder.
BBB-turneringen var en enorm succes for de engagerede unge basketballspillere fra flygtningelejren Shatila, og den har kun givet dem mod på mere.
De fortæller passioneret, at de ønsker at spille meget mere basket, ja helst hele tiden og resten af livet hvis det stod til Amena, og Rola håber på, at hun en dag kan blive professionel udøver.
Samtidigt pointerer de dog også alle sammen vigtigheden af at kombinere sporten med en solid uddannelse, og Amena fortæller, hvordan hun drømmer om at studere i udlandet.
Rola håber også på et studie ved et udenlandsk universitet i hendes yndlingsfag matematik, en drøm der gerne en dag skulle lede til en stilling som matematikunderviser et eller andet sted i verden.
Madwa ønsker at gå en lidt anden vej, for hun er meget interesseret i NGO-arbejde, og hun satser på, at hun i fremtiden kan arbejde med menneskerettigheder. Mere specifikt håber hun på, at hun kan komme til at gøre en betydelig forskel for kvinders rettigheder i samfundet.
De ugentlige basketballtimer i Majdis Real Palestine Youth FC og de mindeværdige venskabskampe i både Libanon og Italien, har haft en stor betydning for Amena, Madwa og Rola.
De har fået lov til drømme, de har fået en grundlæggende tro på, at fremtiden vil dem det godt, og de har lært, at basketball og sport kan udfordre fordomme, overskride barriere og nedbryde grænser.
Brian Traantoft Rasmussen (BA i historie og BA i religionsvidenskab fra Københavns Universitet og stud.soc. i Development and International Relations med specialisering i Global Refugee Studies ved Aalborg Universitet København). På nuværende tidspunkt er han praktikant i den politisk-økonomiske afdeling på Den Danske Ambassade i Sofia, Bulgarien.