Den humanitære bistand kan slet ikke følge med det vilde vejr

Oversvømmelser i den brasilianske by Recife.
Foto: Diogo Duarte/Anadolu Agency via Getty Images
Thomas Jazrawi

13. juni 2022

Udgifterne til klimarelaterede katastrofer stiger og stiger for de mest skrøbelige lande. Det hæmmer deres økonomiske udvikling, selvom landene ikke selv udleder særligt mange klimaskadelige gasser. Det viser to nye opgørelser, der er kommet forud for FN’s klimaforhandlinger, som lige nu finder sted i Bonn.

Her vil fattige og klimaudsatte lande kæmpe for, at de får flere midler fra de største klimasyndere til at betale regningen for orkaner, tørke, oversvømmelser og andre katastrofer med relation til klimaforandringer. Og pengene skal falde oven i de 100 milliarder dollars, der allerede er blevet lovet årligt til udviklingslande, understreger en talsperson fra Climate Vulnerable Forum (CVF), en sammenslutning af klimaudsatte lande.

”Forpligtelsen på de 100 milliarder dollars i Paris-aftalen er til omstilling og tilpasning. Da det først blev forhandlet for over et årti siden var anerkendelsen af tab og skader slet ikke det, den er i dag. Det er uholdbart, at verdens rigeste lande, som er ansvarlige for klimaforandringer, fortsætter med at nægte de fattige og skrøbelige lande, der har mindst ansvar for klimakrisen, støtte for de knusende omkostninger, som vi må bære på grund af manglende handling,” lyder det fra Seth Ofaso, der er udsending fra til FN’s klimasekretariat, i en pressemeddelelse.

Taber milliarder

Kommentaren kommer samtidigt med præsentation af en ny rapport fra CVF. Den viser, at de klimaudsatte lande har mistet 525 milliarder dollars i perioden fra 2000 til 2019 til klimarelaterede vejrkatastrofer.

Sammenslutningen tæller 55 lande heriblandt Afghanistan, Bangladesh, Haiti, Guatemala, Mongoliet og Tuvalu. Sammenlagt lægger tab efter katastrofer med forbindelse til klimaændringer en dæmper på væksten svarende til én procent om året. Og tabene er øget i de seneste årtier.

Beregningerne bygger på en model fra et studie, der blev udgivet i det videnskabelige magasin Geoscientific Model Development.

Klimarådgiver ved Folkekirkens Nødhjælp, Mattias Söderberg, har i mange år fulgt klimaforhandlingerne og talt udviklingslandenes sag med de kvaler, som klimaændringerne skaber for dem.  

”Det er en skræmmende rapport, som viser, hvor store konsekvenser klimaforandringerne får. Når klimakatastroferne påvirker vækst og udvikling i lande som allerede er fattige, bliver det endnu sværere at forberede sig, og håndtere nye katastrofer. Det bliver en negativ spiral, som kan ende med, at mennesker bliver fordrevet fra deres hjem,” udtaler han i en mail til Globalnyt.

Steget med over 800 procent

En anden dansk organisation, der bakker udviklingslandenes krav op, er Oxfam IBIS. Ifølge Oxfam IBIS er behovet for nødhjælp i forbindelse med vejrmæssige katastrofer steget med 800 procent. Mellem 2000 og 2002 blev der anmodet om 1,7 milliarder dollars, men det beløb er steget til 15,6 milliarder dollars i perioden 2019 til 2021. Det er imidlertid blot lidt over halvdelen af disse behov, der er blevet finansieret gennem FN-appellerne. 

Lars Koch, generalsekretær i Oxfam IBIS, mener derfor, at de rige lande må til lommerne.

”Klimasårbare lande skal ikke være afhængig af tilfældig velgørenhed, men i stedet være sikret kompensation for tab og skader fra klimaforandringer, som de ingen aktie har i. Det humanitære system er under stærkt pres fra konflikter og sult, men klimaskader handler ikke om hjælp, men om rettigheder. Udsatte lande har krav på at blive kompenseret for skader, som klimaforandringerne påfører dem. Det er kun retfærdigt, at dem, der har forårsaget skaderne, også er forpligtiget til genopretningen. Det er ligesom, hvis jeg brænder naboens hus ned, så har jeg en forpligtelse til at kompensere for skaderne,” udtaler han i en pressemeddelelse.

Organisationen anbefaler i stedet, at der bliver oprettet en mekanisme for finansiering af de klimarelaterede katastrofer, der bygger på et princip om, at de lande, der forurener mest bidrager mest. Pengene skal være midler, der kommer oven i udviklingsbistand. Derudover kan der indgå innovative finansieringskilder som eksempelvis en særlig skat på de mest forurenende virksomheder og individer.

Et ømtåleligt emne

Spørgsmålet om erstatning af tab og skader fra klimaforandringernes hærgen har været diskuteret intenst i årevis i FN. Udviklingslande støttet af store vækstnationer som Indien og Kina har presset på for, at der kommer ekstra penge fra mere velstående nationer for at dække de enorme omkostninger fra klimarelaterede katastrofer.

Rige lande har tidligere argumenteret for, at de penge var en del af de lovede 100 milliarder årlige dollars, da de indeholder midler til klimatilpasning. Udviklingslandene har svaret igen med at påpege, at klimatabene indfinder sig, når tilpasning ikke er mulig, og derfor er der tale om midler, der rækker ud over dem.

Begrebet tab og skader (Loss & Damage i FN-forhandlingerne) kom med som en del af Paris-aftalen, men her fik en række af verdens mest velstående lande indført en formulering om, at der aldrig kunne blive tale om retsligt ansvar i forbindelse med ordningen. Rige lande frygter, at en ordning om tab og skader kan komme til at omfatte svimlende beløb i erstatning, hvis det bliver muligt at sagsøge andre lande eller virksomheder for klimarelaterede tab. Det udtrykte den canadiske klimaminister, Steven Guilbeault, ganske tydeligt i forbindelse med et G7-møde for et par uger siden.

”Jeg kan ikke med samvittigheden i orden sætte canadiske skatteydere i risiko for et retsligt ansvar (for klimaforandringer, red.), der kan være grænseløst,” sagde han