Ny global aftale om biodiversitet
Mandag morgen dansk tid vedtog verdens nationer en ny strategi for at bremse tabet af biodiversitet på Jorden. Den kaldes “Kunming-Montreal Global Biodiversity Framework”, opkaldt efter den kinesiske by, der skulle have været vært for forhandlingerne i 2020, og den canadiske by, der trådte til, da de kinesiske regler for Covid-19 lagde hindringer i vejen.
Strategien har 4 overordnede mål og 23 delmål. Den indeholder blandt andet:
- 30 procent af JOrdens land- og havarealer skal være beskyttede i 2030
- Naturbeskyttelsen skal foregå under hensyn til oprindelige folks rettigheder
- 30 procent af verdens udpinte natur skal være gendannet eller arbejdet med at gendanne skal være i gang i 2030
- Madspild skal halveres i 2030
- 500 milliarder dollars til subsidier, der er skadelige for biodiversitet, skal nedfases eller omstruktureres årligt fra 2030
- Der skal findes 200 milliarder dollars årligt yderligere til naturindsatsen, herunder skal udviklingslande modtage 20 milliarder dollars årligt fra 2025 og 30 milliarder fra 2030
- Store internationale virksomheder skal rapportere om konsekvenserne af deres forretning på biodiversitet
Hele aftalen kan læses her.
Skove hugges ned i et rasende tempo, floder forurenes og en million plante- og dyrearter er hastigt på vej mod udryddelse. Videnskab og fakta er krystalklar, og nu er verdenssamfundet kommet med et svar.
Det skete i Montreal tidlig mandag morgen dansk tid, da landene under FN’s Konvention om biodiversitet vedtog 4 overordnede mål og 23 delmål, der skal bremse tabet af natur på kloden.
“Efter flere års vanskelige forhandlinger er der ingen magisk formular, der kan gøre alle glade,” lød det fra formanden for forhandlingerne, den kinesiske miljøminister, Huang Runqiu.
Det var ganske tydeligt, at glæden ikke var til stede alle steder i salen. Afrikanske lande som Cameroun, DR Congo og Uganda brugte særdeles hårde ord, da de kommenterede resultatet af de seneste 13 dages forhandlinger i den canadiske storby.
“En total tilsidesættelse af reglerne for procedurer, konventionens ånd, multilateralismens grundsætninger og de bedste praksisser for international ret,” var dommen fra Ugandas repræsentant, der sammenlignede processen med et “statskup”.
Landene var utilfredse med, at formandsskabet havde valgt at vedtage en række dokumenter med kompromisser som en samlet pakke frem for at lade dem blive diskuteret individuelt.
Der var dog også tilfredshed i salen med det kompromis, som blev vedtaget. Canadas klimaminister var begejstret, mens lande som Mexico, Rwanda og Namibia var tilfredse med resultatet. Sidstnævnte understregede, at FN-systemet ikke levner plads til meget fælles glæde.
“Namibia ønsker at lykønske formandsskabet for at sørge for vedtagelsen af en balanceret aftale, der gør os alle sammen ulykkelige i samme grad, hvilket er hemmeligheden bag at opnå enighed om en aftale i FN-systemet,” sagde repræsentanten fra Namibia.
Der var således delte meninger om aftalen i konferencesalen i Montreal, men de fleste lande kunne altså se sig selv i aftalen efter et par hårde uger med adskillige vanskelige diskussioner.
Udviklingslandenes “rolle som naturens beskyttere“
Der har været store uenigheder mellem parterne i Montreal, særligt mellem de lande, der er fattige, men rige på natur, og de velstillede lande, som typisk ikke rummer meget biodiversitet.
Udviklingslande krævede 100 milliarder dollars årligt i støtte til naturindsatsen. Kampen om støtte var – ligesom under FN’s klimaforhandlinger – et stort stridsmål under diskussionerne. Det er udviklingslande, som rummer langt det meste biodiversitet, og derfor bliver det også dem, der kommer til at gøre den største indsats for at redde naturen, lød argumentet.
“Efter fem årtiers seriøst arbejde har vi nu skovdække på 88 procent af vores territorie med en rate for afskovning på under 1 procent. Indsatsen kan ikke bare lægges på de lande med en høj biodiversitet, men også på dem, der har en bugnende økonomi. Derfor opfordrer jeg rige lande til at mobilisere ressourcer og udviklingslande til at genindtage vores rolle som beskyttere af natur,” sagde Lee White, der er miljøminister i Gabon, et par dage inden den endelige vedtagelse af aftalen.
Fredag valgte den kinesiske miljøminister at skrue op for tempoet. De tre mest betændte emner – udbyttedeling, mål om gendannelse og beskyttelse af natur samt ressourcemobilisering – blev delt ud i grupper ledet af to miljøministre fra henholdsvis et udviklingsland og en industrialiseret nation.
Miljøministrene Jeanne d’Arc Mujawamariya fra Rwanda og Jochen Flashbart fra Tyskland blev i fællesskab af det kinesiske formandsskab sat til at løse den gordiske knude om støtte til udviklingslande. Efter ministrenes konsultationer blev der indgået et kompromis, så beløbet bliver 20 milliarder dollars årligt fra 2025 og 30 milliarder fra 2030 i den vedtagne aftale. Det er et stykke fra de 100 milliarder, som udviklingslandene krævede, og en stor del af forklaringen på den vrede, flere lande gav udtryk for efter vedtagelsen.
I alt er der sat et mål om at finde 200 milliarder dollars årligt til at finansiere indfrielsen af målene. Desuden skal 500 milliarder dollars årligt i subsidier til naturskadelige aktiviteter udfases eller ændres, hvilket ellers er et princip, lande som Argentina, Brasilien, Indien og Indonesien var modstandere af. En undersøgelse har vist, at regeringer verden over årligt bruger 1,8 billioner dollars i statsstøtte til sektorer, der er skadelige for biodiversitet. Blandt de værste er landbrug, skovbrug, fiskeri og fossile brændstoffer.
“Den største indsats for naturbeskyttelse nogensinde”
De mange penge skal blandt andet bruges til at beskytte 30 procent af Jordens land- og havarealer. Det er en af de mere kendte målsætninger, og det lykkedes også at få målet med i strategien.
“Det er den største indsats for bevarelse af natur på land og i oceanerne, som verdenssamfundet har forpligtet sig på nogensinde,” fortalte en ekspert fra Campaign for Nature, der er et samarbejde mellem National Geographic Society og Wyss Campaign for Nature.
Den danske naturorganisation, Verdens Skove, der har deltager i forhandlingerne i Montreal, er enig.
“Det er helt vildt, at 30 procent af verdens land- og havarealer skal beskyttes. Det har vi aldrig set før,” fortæller Silje Heldt Zaltzman, der selv har været i Montreal under COP15.
Hun er også yderst tilfreds med, at oprindelige folks rettigheder er skrevet godt ind i teksten til den nye aftale. Der har været en frygt for, at oprindelige folk kan blive fordrevet under påskud af at beskytte natur.
Men der er sørget for, at naturbeskyttelsen foregår i overensstemmelse med oprindelige folks rettigheder. Silje Heldt Zaltzman fremhæver også målet om at sørge for ligestilling i kampen for at redde klodens biodiversitet.
Delmål nummer 23 henviser således til, at kvinder og piger skal sikres en rolle i målene. De skal også sikres lige adgang til land, naturressourcer og beslutninger med relevans til biodiversitet, lyder det i teksten.
For meget frivillighed
Den nye strategi for biodiversitet skulle have været på plads i 2020, og vedtagelsen skulle have fundet sted i den kinesiske by Kunming. De strenge regler for at bremse smitte med Covid-19 førte først til udskydelser og senere en beslutning om at flytte konferencen til Montreal, hvor FN-sekretariatet for biodiversitet ligger.
Det betyder, at der nu kun er otte år til at indfri de nye målsætninger. Og det haster med en indsats for naturen, understreger Verdens Skove. Derfor er organisationen skuffet over, at der ikke er vedtaget stærkere regler, der forpligter landene mere.
Silje Heldt Zaltzman mener, at det er godt, at der er konkrete tal på finansieringen, men det er et problem, at mål for at indfri finansieringen er sat til 2030. Det efterlader et finansielt gab i de kommende år, mens der bliver arbejdet med at finde penge til naturbevarelse verden rundt.
Derudover er der også lange frister på handleplaner fra landene. Det er handleplanerne, der skal sørge for indfrielse af målene, men nationerne er først forpligtet til at levere planerne ved den næste FN-konference i Tyrkiet i 2024, og derfor er der en risiko for, at indsatsen kommer sent i gang.
“Det giver ingen incitamenter til at tage handling lige nu, som der ellers er behov for,” siger Silje Heldt Zaltzman.
Ligeledes savner Verdens Skove en mekanisme, der forpligter landene til at skrue tempoet op, hvis de ikke er på vej til at indfri målsætningerne.
“Det bygger for meget på frivillighed. Landene beslutter selv om de vil forstærke indsatsen, hvis den viser sig ikke at være tilstrækkelig,” forklarer hun.
Derudover nævner hun, at der ikke er gjort meget ud af at sikre gennemgribende forandringer – transformative change, som det hedder på engelsk – for at lette presset på klodens natur. Den videnskabelige platform for biodiversitet – kendt som IPBES – har fastslået, at der er behov for systemiske forandringer i samfund med teknologi, økonomi og sociale faktorer for at bremse tabet af biodiversitet på kloden.
På grund af regeringsforhandlingerne var der ikke deltagelse af en dansk miljøminister under forhandlingerne i Montreal. I stedet talte Grønlands miljøminister, Kalistat Lund, på vegne af Danmark ved ministerforsamlingen i slutningen af sidste uge.
Danmark vil præsentere en biodiversitetslov, lyder det i regeringsgrundlaget for den nye regering. Samtidigt har EU-kommissionen præsenteret en strategi for biodiversitet med bindende mål for indsatsen, som indeholder mange af de samme elementer som den globale strategi, og som også vil forpligte Danmark.
