Ekstrem tørke i Østafrika, konflikt og militærkup i Sahelregionen samt udpræget fattigdom. Der er mange udfordringer på det afrikanske kontinent. Det vil fortsætte det kommende år, men der er også udsigt til en højere økonomisk vækst i flere lande.
Det fremgår af den årlige udgivelse Foresight Africa fra den amerikanske tænketank Brookings, der blev præsenteret mandag. Den peger på, at de seneste års kriser kradser i Afrika, men der er også muligheder og positive tegn i udsigten for kontinentet.
Aloysius Uche Ordu, der er direktør for Brookings’ afdeling, African Growth Initiative, åbnede præsentation ved at nævne, at nutiden minder om de tidlige 1970’er med høj inflation, høje renter, høje energipriser og geopolitiske spændinger. De globale omvæltninger ramte Afrika hårdt, men kontinentet har vist robusthed.
“Så hvad er udsigten for det afrikanske kontinent? Det er meget, meget nemt at være pessimistisk om Afrikas udsigter. Alligevel har Afrika igen og igen vist sig modstandsdygtig imod alle odds,” sagde han.
Optimismen bunder i, at der er lagt op til høj økonomisk vækst i flere afrikanske lande. De økonomiske fremskrivninger spår nemlig, at Afrika samlet vil få en vækst på 3,2 procent i 2023. Det er særligt de mellemstore økonomier som Senegal, Elfenbenskysten, DR Congo og Kenya, der vil være vækstmotorer med en vækstprocent på mellem 5 og 7 procent. I de økonomiske sværvægtere som Sydafrika, Nigeria og Egypten er der derimod lagt op til mere moderate vækstrater.
Syv prioriteter
Forecast Africa har bidrag fra 63 forfattere fra Afrika, som blandt andet tæller præsidenter, beslutningstagere, forskere og unge. 50 procent er kvinder, fortæller Aloysius Uche Ordu. Den årlige opgørelse har som vanligt fokuseret på en række prioriteter, der ifølge eksperterne bør være højt på de afrikanske regeringers to do list. Udover økonomisk genopretning og vækst spænder de fra uddannelse, byplanlægning og sundhed til fødevaresikkerhed, ligestilling mellem kønnene og klimaforandringer.
Afrika har haft høje vækstrater i det forrige årti, men de blev tæmmet af Covid-19 pandemien. Nu er der også forviklinger på grund af krigen i Ukraine, som rammer priser for fødevarer og energi, og den seneste strategi, som Afrika anvendte under finanskrisen, kan næppe genbruges under de nuværende omstændigheder.
“Med lave renter alle steder lånte vi os ud af finanskrisen. I dagens verden er det helt fundamentalt at finde pengene internt i landene, fordi med den mængde af gæld, som landene har, er det vanskeligt at forestille sig, at vi kan låne os ud af den nuværende krise,” vurderer Aloysius Uche Ordu.
Cyklus med kriser og gæld
Gæld har tidligere været et problem for regeringer i Afrika, understreger Frannie Léautier, der er en civilingeniør fra Tanzania, og som nu beskæftiger sig med internationale finanser og udviklingslande. Det startede med uafhængigheden, hvor infrastrukturen i Afrika var et levn fra kolonitiden, der var rettet mod eksport af varer. Da de afrikanske regeringer ønskede at udbygge infrastruktur til interne formål, var Verdensbanken og andre institutter stoppet med at levere finansiering til den sektor. Derfor var der ikke mange andre valg end at tage lån. Og det var dyrt for kontinentet.
“Der er høje risikovurderinger på lån til afrikanske lande. Men der er sådan set ikke højere risiko ved lån til Kenya og Tanzania end til Colombia og Argentina, men institutionerne har alligevel højere risikovurderinger ved afrikanske lande,” forklarer hun.
Hun fortsætter med at nævne, at gæld og kriser har hængt sammen i en cyklus, hvor afrikanske lande har været nødsaget til at tage lån for at håndtere kriser, og når de står til at få nogenlunde bugt med gælden, opstår der nye kriser.
Afrika har oplevet adskillige økonomiske rutsjeture, istemmer Amadou Sy fra den afrikanske afdeling i den Internationale Valutafond (IMF). Han mener imidlertid ikke, at det vil tage lige så lang tid at komme igennem de nuværende kriser.
“I 60’erne havde vi høj vækst, men i 80’erne med oliechokket gik det i stå. Og det tog os omkring 20 år, indtil de tidligere 00’ere at komme tilbage til høj vækst. Nu går den igen lidt tilbage, men jeg tror ikke, at det vil tage 20 år at få væksten tilbage,” fortalte han.
Han nævner, at der denne gang er bedre institutioner på plads i form af centralbanker, der kan håndtere inflation og tilpasse renterne.
Skatteindtægterne skal øges
Hvis låntagning ikke er en gangbar vej for afrikanske lande denne gang, kan der være muligheder i at hente flere penge indenfor landegrænserne, lyder det i rapporten fra Brookings. En af de lavthængende frugter er at øge skatteindtægterne. Indtægterne fra skat er lavere end i andre regioner. Set i forhold til bruttonationalproduktet er skatteindtægterne på 16,1 procent i Afrika, mens gennemsnittet i Asien og Stillehavet er 19,1 procent og 21,1 procent i Latinamerika og Caribien. I OECD-lande er gennemsnittet 33,4 procent. Her klarer Etiopien, Ækvatorialguinea og Congo sig værst, mens det står bedst til med at få virksomheder og borgere til at betale skat i Sydafrika, Namibia og Seychellerne, ifølge tal fra Verdensbanken, som rapporten henviser til.
Andre muligheder for at øge de indenlandske indtægter er ifølge opgørelsen at sætte farten op i udrulningen af den kontinentale frihandelszone, som er blevet aftalt mellem landene. Derudover er der potentiale i at udnytte den demografiske udvikling. Afrika er kontinentet med verdens yngste befolkning, og det er der store muligheder i. Eksperterne opfordrer regeringer til at satse på uddannelse og beskæftigelse til den store ungdomsgeneration.
Der er dog også udfordringer i befolkningsvæksten på kontinentet.
“Befolkningen i Afrika vil fortsætte med at vokse i de næste 8 årtier. På mindre end 40 år vil den afrikanske befolkning vokse sig større end den kinesiske og indiske tilsammen. At skaffe føde nok til den befolkning samtidigt med, at klimaforandringer bliver voldsommere, er en af de største udfordringer for Afrika,” lyder det i Foresight Africa.
“Formynderne af ‘verdens lunger’“
Netop klimaforandringer er en gigantisk udfordring for hele verden, og ikke mindst for det afrikanske kontinent. Den globale opvarmning udgør en stor trussel mod stabiliteten i landene og rammer i særlig grad fødevaresikkerheden i form af eksempelvis voldsomme tørker og oversvømmelser.
Samtidigt er pengestrømmene fra udlandet til klimaindsatsen utilstrækkelig. De mere robuste lande modtager mere klimastøtte end de fattige og skrøbelige, lyder det i rapporten fra Brookings. Fra 2016 til 2019 modtog Afrika 18,3 milliarder dollars årligt, mens der i samme periode blev leveret 27,3 milliarder dollars om året til Asien.
For at afrikanske lande skal indfri de forpligtelser, der er i deres klimaplaner til FN under Paris-aftalen, er der imidlertid behov for et sted mellem 118 og 145 milliarder dollars hvert år i perioden fra 2020 til 2030.
På den anden side er der store muligheder for Afrika i den grønne omstilling, peger rapporten på. Kontinentet er eksempelvis rigt på flere af de mineraler og metaller, der er nødvendige til den grønne omstilling. Der er også masser af sol og vind på kontinentet, som kan omdannes til grøn energi, hvilket den Afrikanske Udviklingsbank også har fremhævet i en analyse sidste år.
Læs også: Klima rammer hårdt, men Afrika kan vinde stort på den grønne omstilling
En anden afrikansk ressource, der er afgørende for hele verden, er den store centralafrikanske regnskov. Det er verdens næststørste regnskov efter Amazonas, og den eneste af klodens store regnskove, der stadig lagrer mere CO2 end den udleder.
“Natur er blevet verdens vigtigste vare, og beskyttelsen af den er altafgørende for overlevelse. Det er tid til, at afrikanske lande forener sig, og kræver, at verden gør mere for at levere klimastøtte til kontinentet: det vil give store gevinster til alle, og er det, som formynderne af ‘verdens lunger’ har fortjent,” lyder det i rapporten.
