Hendes ansigt dominerer valgplakaterne, der systematisk pryder lygtepælene langs de menneskefattige gader i Namibias hovedstad, Windhoek.
Om Netumbo Nandi-Ndaitwahs kinder og rolige øjne er svøbt et tørklæde i regeringspartiet South West Africa’s People’s Organizations signaturblå farve. Netumbo Nandi-Ndaitwah har repræsenteret SWAPO i næsten et halvt århundrede.
72-årige Netumbo Nandi Ndaitwah, som i folkemund kaldes Tripple N, er en politisk dinosaur. Hun har fire ministerposter under bæltet, og da Namibias tidligere præsident, Hage Geingob, i februar afgik ved døden, blev hun forfremmet til vicepræsident.
Nu har Nandi-Ndaitwah som den første kvinde nogensinde vundet retten til landets mest magtfulde embede. En indlysendesejr for ligestillingen i Namibia. Eller er det nu også så simpelt?
Forruden at være kvinde er den nyvalgte præsident inkarnationen af et parti, som har siddet tungt på magten siden landets uafhængighed i 1990.
SWAPO har cementeret Namibias status som et øvre middelindkomstland, men har i de senere år haft stadig sværere ved at affeje den type sager om korruption og magtfuldkommenhed, der med årene har det med at ramme regionens gamle uafhængighedspartier. Også SWAPO sejr ved dette valg er i disse dage under stor kritik fra oppositionen, der anklager partiet for urent trav.
En far kan sætte et barn i verden og løbe sin vej, men en mor vil altid være til stede og tage sig af barnet
Ndapewoshari Hikongo
Spørgsmålet er derfor, om Nandi-Ndaitwahs sejr overhovedet signalerer noget nyt, når hun samtidig er så tæt sammenflettet med det gamle system?
Det synes 25-årige Ndapewoshari Hikongo. Hun er en af de mange namibiere, der i sidste uge satte kryds ved Tripple N.
”Tanken om, at hun skal lede os, gør mig rigtig glad. Cs”, siger Ndapewoshari Hikongo til Globalnyt.
Ndapewoshari Hikongo bor i den østlige del af Namibias hovedstad Windhoek, et område med begrænset adgang til elektricitet og rent drikkevand, fortæller hun. Nu håber hun på, at Nandi-Ndaitwahs moderinstinkt kan ændre tingenes tilstand:
”En mor er en, der tager sig af sine børn. Så nu håber vi på, at hun kan tage sig bedre af os, end hvad en far har formået. En far kan sætte et barn i verden og løbe sin vej, men en mor vil altid være til stede og tage sig af barnet.”
Ndapewoshari Hikongos eksempel er ikke fiktivt. For nyligt blev hun gravid, siger hun, men barnets kommende far forsvandt hurtigt.
Kønsstereotyper har præget valget
At Namibia nu har fået sin første kvindelige præsident, er på alle måder en historisk begivenhed.
Med Nandi-Ndaitwahs valgsejr har Afrika fordoblet antallet af kvindelige statsoverhoveder. Indtil forleden var det blot Tanzanias Samia Suluhu Hassan, der stod på den umådeligt korte liste.
Zoomer man ind på det sydlige Afrika, har kun Malawi – som er medlem af Southern African Development Community (SADC), men ofte kategoriseres som Østafrika – tidligere haft en kvinde i præsidentstolen.
Ifølge Rebekka Nangolo, Projektleder i den namibiske NGO, Women’s Action for Development (WAD), der blandt andet arbejder for flere kvinder i namibisk politik, blokerer kønsstereotyper for kvinders inklusion i landets politik:
”Stereotyperne var meget tydelige, da det blev offentliggjort, at Netumbo Nandi-Ndaitwah ville stille op til valget. Nogle havde den holdning, at kvinder ikke kan lede et land, og at de i stedet skal tage sig af børnene derhjemme.”
Stereotyperne kommer både fra mænd, fortæller ngo-arbejderen, men også fra nogle af landets kvinder:
”Du finder også kvinder, der siger, at de ikke bryder sig om feminisme. De siger, at de ikke vil have kvinder til at lede sig. Narrativet synes at være, at hvis en kvinde leder landet, vil vi få en masse problemer,” siger Rebekka Nangolo.
Narrativet synes at være, at hvis en kvinde leder landet, vil vi få en masse problemer.
Rebekka Nangolo, Women’s Action for Development (WAD)
Ingen har spurgt kvinderne
Emily Brown er stødt på tilsvarende synspunkter. I en årrække var hun afdelingsleder på Center for Journalistik og Medieteknologi på Namibias Universitet for Videnskab og Teknologi, hvor hun via alverdens forskningsprojekter og udviklingen af ligestillingsvenlige læseplaner havde fingeren på kønsdebatten.
I dag er hun pensioneret, men det har ikke gjort hendes engagement mindre.
”For nyligt var der en del drilleri rettet mod kvinderne i parlamentet. Folk mente, at de ikke snakkede særligt meget. Kritikerne sagde, at ‘hvorfor overhovedet have kvinder i parlamentet, hvis de intet siger?’ Men altså, parlamentet er jo sådan et maskulint sted. Har nogen nogensinde spurgt kvinderne, hvad de ønsker sig derinde?”, spørger Emily Brown retorisk.
I diskussionen om Netumbo Nandi-Ndaitwahs kandidatur er Emily Brown også faldet over et udbredt argument, der handler om alder. Det har hun dog ikke meget til overs for. Den nye 72-årige præsident afløser nemlig en 83-årig mand, mens den netop afdøde præsident Hage Geingob blev 82.
”Men det er åbenbart okay, når det er manden, der er gammel,” lyder Emily Browns tørre konstatering.
En fremtid i ligestillingens navn?
Namibia er først i dag ved at slikke sårene efter et valg, der har været præget af store uregelmæssigheder. Ved flere af landets valgsteder var der på valgdagen ikke tilstrækkeligt med stemmesedler. Det betød, at mange vælgere ikke nåede at stemme.
Valgkommissionen så sig derfor nødsaget til at forlænge valget i først én og siden tre dage. En atypisk og potentiel ulovlig valghandling, der har fået samtlige af Namibias oppositionspartier til at fordømme valgkommissionens arbejde og kræve omvalg.
I skrivende stund har oppositionen nu samlet sig om at sende et anklageskrift til landets højesteret.
Når det igen bliver dagligdag, og Netumbo Nandi-Ndaitwah kan tage arbejdshandskerne på, så er ngo-arbejderen Rebekka Nangolo dog optimistisk om, hvordan den kommende præsident vil håndtere ligestillingsdagsordenen i landet. At behovet for forandring fortsat er stort, tvivler Rebekka Nangolo ikke på. Hun beskriver et landskab med kønsbaseret vold og sexisme. Tidligere i år kunne landets største avis, The Namibian, berette om et stigende antal voldtægter.
Og dét på trods af, at Namibia generelt – og med rette – bifaldes for at gøre store fremskridt på ligestillingsområdet.
”Jeg tror på, at der nu bliver forbedringer på ligestillingsfronten. Nogle af de her ting er ofte blevet overset, når en mand har været i spidsen. Måske kigger de rammesætningerne for ligestilling igennem i detaljen, så kvinder prioriteres højere,” siger Rebekka Nangolo.
Hun giver ikke meget for, at den kommende præsident med sine 72 år og livslange troskab med SWAPO – et parti, der historisk har været domineret af mænd – af den grund ikke skulle være den rette til at tale kvinders sag:
”Jeg er uenig i det argument. Hvis folk kritiserer, at hun har været i politik længe, så vil jeg sige, at det er da bare godt. Det betyder, at hun forstår politik bedre end de fleste,” siger Rebekka Nangolo.
Afrikas unge fremtid
Afrika har klodens yngste befolkning – og de ældste ledere. Men hvad drømmer Afrikas ungdom om? Hvilke udfordringer og muligheder møder den? Og hvordan går det med det danske ønske om at møde afrikanerne i øjenhøjde? Det undersøger Buster Kirchner i de kommende måneder.
Emily Brown tilføjer, at Nandi-Ndaitwah tidligere har været Namibias Minister for Køn og tilmed stået i spidsen for Den Afrikanske Unions indsats for Kvinder, Fred og Sikkerhed.
Samtidig maner hun til besindelse. Præsidenten er jo ikke alene om at løfte ligestillingsbyrden.
“Der findes en udbredt holdning til, at hun er den eneste, der skal gøre det her. Men hun har jo et team omkring sig,” pointerer Emily Brown.
En mangfoldighed af kønsforståelser
Man skal ikke bevæge sig meget rundt i Namibia, før landets sociale diversitet toner frem.
Her er etniske grupper, der lever nomadisk. Tyske efterkommere, der spiser Apfelstrudel og orienterer sig i Namibias tysksprogede avis, Allgemeine Zeitung. Og så er der det relativt lukkede Basters-folk, som i 1990 forsøgte at løsrive sig fra Namibia og blive en selvstændig nation.
Det kan ifølge Emily Brown være vanskeligt at finde et fælles fodslag for en national samtale om køn og magt. Namibierne tilgår emnet fra vidt forskellige ståsteder, siger hun:
”Hvad er det for nogle spørgsmål, kvinder stiller sig selv? Vores land er enormt mangfoldigt. Nogle kvinder spørger sig selv: ‘Hvordan kan jeg blive en god kone for min mand,’ mens andre kvinder mener, at et godt liv sagtens kan leves uden børn. Husk også på, at man i Afrika kan opdrage enhver kvindes barn.”
Emily Brown hentyder begejstret til det i Afrika udbredte fænomen, at kvinder sagtens kan indgå i en tæt moderlig relation til en søsters eller venindes barn.
Mindre begejstret er hun dog for andre dele af Namibias kulturelle arv. Hun fortæller om flere af landets såkaldt traditionelle festivaler, hvor kvinder bliver ”paraderet foran forsamlinger, som var det en auktion.”
”Man kalder dem for festivaler, men jeg ved ikke, hvad der er festligt ved den slags. Vi er nødt til at vide, hvad der skal sættes spørgsmålstegn ved i vores kulturer. Vi må spørge: ’Er det her sundt for henholdsvis vores små drenge og små piger?’”
Netumbo Nandi-Ndaitwah bliver senest i udgangen af marts svoret ind. Hun bliver Namibias blot femte præsident.
