Dokument: Kina 2030 – Perspektiver og udfordringer for den økonomiske udvikling i Folkerepublikken Kina. Andel del.
Udgivet af Udenrigsministeriet.
Politiske reformer
Efter begivenhederne i 1989 spåede mange iagttagere, at det kinesiske politiske system ville bryde sammen. Det er ikke sket.
Tværtimod synes Kina politisk mere stabilt end nogensinde siden 1949. Man har inden for det seneste år tilendebragt et omfattende generationsskifte, der har bragt nye veluddannede ledere ind i de øverste parti- og regeringsorganer.
Grunden til, at denne proces har kunnet lykkedes, synes at være, at Kommunistpartiet (KKP) – den centrale kraft, der holder sammen på Kina – har været i stand til at revitalisere sig selv med et nyt, mere veluddannet og betydeligt forynget kadrekorps.
I 1982 havde 55 procent af centralkomiteens medlemmer en uddannelsesbaggrund, der svarede til en universitetsuddannelse. I dag er andelen 98 pct. I partiets allerøverste ledelse, Politbureauets Stående Udvalg har alle 9 medlemmer en universitetsuddannelse. De er alle ingeniører, og 4 ud af 9, inklusive generalsekretær Hu Jintao, er uddannet på Qinghua-universitetet.
Det vil være en afgørende faktor, hvorvidt partiet formår fortsat at forbinde sig med de nye sociale grupper og lag, der vokser frem i Kina som følge af den hastige økonomiske udvikling.
Der er nu millioner af private erhvervsdrivende i Kina, og da partiet har lært lektien fra Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen, ønsker man ikke, at disse skal danne en ny privat sfære, der eksisterer uafhængigt af stat og partiet og måske kan danne udgangspunktet for etableringen af et slags civilsamfund, som kunne true partiets magtmonopol.
Derfor har partiledelsen under sloganet ”de 3 repræsentationer” igangsat en omfattende kampagne for at optage private entreprenører og teknisk og ledelsesmæssigt personale fra ikke-statslige firmaer og multinationale virksomheder.
Optagelsen og varetagelsen af den blomstrende private sektors interesser i KKPs politiske program vil imidlertid ikke være tilstrækkeligt til at sikre stabiliteten.
KKP og statsapparatet må løse de ovenfor skitserede sociale udfordringer og sikre en vis indkomstudligning for at kunne inkorporere de fattige befolkningsgruppers såvel som den nye middelklasses interesser i en ny social kontrakt med befolkningen.
Den nye kinesiske ledelse synes at have erkendt behovet for en mere jævn fordeling af gevinsterne af reformpolitikken med henblik på at sikre KKP en fortsat bred opbakning i befolkningen.
Man kan forvente en fortsættelse af direkte valg til landsbyledelse i Kinas hundredtusinder af landsbyer. Man vil ligeledes fortsætte processen mod mere gennemskuelige procedurer ved udnævnelser af embedsmænd på forskellige niveauer i det statslige apparat.
For tiden kører der en kampagne, som understreger behovet for opstilling af flere kandidater til ledende stillinger og klare evalueringsprocedurer med inddragelse af ”borgerne” i forbindelse med forfremmelser. Men fundamentale politiske reformer involverende nationale valg og flerpartisystem på national og lokalt plan står ikke på dagsordenen.
KKP ønsker ikke at opgive sit monopol på magten. Partiet er i mange tilfælde trådt tilbage fra direkte involvering i det daglige regeringsarbejde, men det definerer stadig de brede parametre og kontrollerer alle vigtige personudnævnelser i det administrative apparat. Partiet er også yderst aktiv i den ideologiske sfære.
Ressource- og forureningsproblemer
Kina står overfor 2 store ressourceproblemer: Sikring af energi- og vandforsyningen. Dertil kommer, at den hastige økonomiske vækst har medført en række forureningsproblemer.
Energi
Kina er med 9,8 pct. af det globale energiforbrug i dag verdens anden største energiforbruger efter USA. Andelen forventes at stige til 14,2 pct. i 2025.
Energiforsyningen vil inden for få år markere sig som en flaskehals for fortsat vækst i Kina, idet landet langt fra har tilstrækkelige energireserver til at imødekomme behovet for energi.
Det er særligt olie, Kina mangler. Trods besiddelse af verdens 3. største kulreserver blev Kina allerede i 1993 nettoimportør af olie. I 2010 forventer det kinesiske finansministerium, at Kina vil importere 120 mio. ton olie om året, og det skønnes, at Kina i 2020 vil importere 60 pct. af sit olieforbrug og 30 pct. af sit naturgasbehov.
Kina vil sammen med USA være de største efterspørgere af olie, og typisk fra de samme leverandører. Hidtil har Kina fået størstedelen af sine udenlandske energileverancer fra Mellemøsten og den Arabiske Golf, men Beijing er i de senere år blevet stadig mere opmærksom på sårbarheden ved denne ensidighed i energileverancerne.
Med et forventet forbrug på 600 mio. ton olie i 2020 fører Beijing en aktiv politik for at sikre leverancer til det kinesiske marked bl.a. fra de olierige centralasiatiske republikker med det dobbelte formål både at tilfredsstille et stigende behov og sikre alternative energileverandører i tilfælde af regionale kriser.
I 1997 købte det statsejede kinesiske olieselskab (CNPC) 60 pct. af det kazakstanske oliefirma Aktyubinsk, mens den kinesiske præsident Hu Jintao under sin rundrejse i Rusland og Centralasien i maj og juni 2003 bevidnede underskrivelsen af 2 aftaler om bygning af olierørledninger henholdsvis fra Sibirien til Daqing i det nordlige Kina og mellem Kazakstan og den kinesiske Xinjiang provins.
Kina udfolder ligeledes diplomatisk aktivitet i Afrika med henblik på at sikre sig adgang til nye, store olieforekomster på dette kontinent.
Alternativet er atomkraft, vand- og vindkraft.
I dag producerer Kinas atomkraftværker omkring 1 pct. af den nationale energiproduktion. Kina forventes at investere massivt i opbygning af nye atomkraftværker i de kommende år i et forsøg på at løse energiproblemet. Det forventes, at der bliver bygget 2 nye 1.000 megawatt atomkraftanlæg om året i de næste 17 år, hvilket vil bringe atomkraftproduktionens andel af elproduktionen op på ca. 4 pct. i 2020.
Behovet for udbygning af elforsyningen understreges af, at 15 provinser i 2002 rapporterede om alvorlig elmangel, hvilket gav sig udtryk i forsyningsafbrydelser og rationering.
Vand
Kinas vandproblem kan kort beskrives derved, at mens 44 pct. af befolkningen og 58 pct. af den dyrkbare jord befinder sig i de nord- og nordøstlige provinser, råder de samme områder kun over 14,4 pct. af de samlede vandressourcer.
Med de store byers stadig større afhængighed af grundvand, er vandspejlet sænket drastisk. Således er grundvandsspejlet i Nordkina siden 1960’erne faldet med næsten en meter per år. Alvorlig vandmangel er følgen heraf, og væksten i Beijing-Tianjin-området vil blive alvorligt hæmmet efter 2010, hvis ikke der skabes ny vandtilførsel og sikres en mere optimal udnyttelse af de eksisterende kilder.
Udover vandkonserveringskampagner vil man løse problemet ved at føre vandet fra den mægtige Yangtze-flod i Sydkina nord og østpå i 2 kanaler, og senere vestpå i en tredje. Denne omledning af floden kommer til at koste 58 mia. US dollars, eller mere end dobbelt så meget som Three Gorges-dæmningen.
Sydkina plages til gengæld fra tid til anden af store oversvømmelser som følge af bl.a. skovfældning og erosion i det sydvestlige Kina. I store områder af Kina er der herudover problemer med faldende vandkvalitet, ørkenspredning og indskrænkning af søer.
Forurening
Kina står allerede i dag overfor en række miljøproblemer.
Luftforureningen er omfattende, hvilket primært skyldes den overvejende kulbaserede elproduktion. 9 ud af verdens 10 mest forurenede byer er kinesiske, og luftvejesygdomme er den hyppigste dødsårsag.
Over hele Kina er vandforurening, ørkenspredning og erosion tiltagende. Syreregn falder over en tredjedel af landsbrugsarealerne. Brugen af kul som energikilde er hovedkilden til forureningen.
Men selv om man forsøger at effektivisere energiforbruget og anvende andre energier, forventes Kina i 2030 at afgive over 300 pct. mere kuldioxid end i 2003. Op mod 70 pct. af kuldioxid-udslippet ventes at stamme fra kulforbrænding.
Håndteringen af forureningsproblemerne vil ikke alene være en særdeles bekostelig affære, men tillige indebære en betydelig flytning af befolkningsgrupper. Staten har valgt at decentralisere ansvaret til de lokale myndigheder, hvilket indebærer en risiko for, at miljøstandarden bliver lav i fattigere regioner.
Miljørelaterede problemer kan tillige medføre økonomiske og sociale problemer. Der er i dag en høj og stigende bevidsthed om miljøproblemer, omfattende lovgivning og regeringsorganer, som følger udviklingen nationalt og globalt, aktive NGOer og medie-vagthunde samt tillige en NGO med retshjælp i miljøspørgsmål.
Miljøområdet er således et af de områder, hvor den politiske mobilisering er i fremgang.
Eksterne faktorer
Kinas fremtid vil først og fremmest blive afgjort i Kina, men den internationale ramme og udvikling kan bidrage til enten at fremme eller hæmme den kinesiske udvikling og stabilitet.
For det første vil udviklingen i verdensøkonomien og i rammevilkårene for den internationale handel have betydning for Kinas økonomiske vækstmuligheder.
Som nævnt er et væsentligt bidrag til de sidste 20 års vækst i Kina kommet fra åbningen mod verdensøkonomien, herunder ikke mindst mulighederne for at afsætte kinesiske produkter på eksportmarkederne.
Kina synes meget bevidst om at sikre optimale vilkår for samhandelen med omverdenen og er i disse år meget aktivt i den handelspolitiske kontekst. Aftaler med ASEAN-landene, medlemmerne af Shanghai Coopoeration Organisation (SCO) samt i APEC-regi har alle frihandel som deres langsigtede mål.
For det andet vil et stabilt og fredeligt forhold til omverdenen være befordrende for Kinas økonomiske vækst.
Det udenrigspolitiske mål for reformperioden har været at skabe fred og stabilitet til at kunne koncentrere sig om den økonomiske udvikling. Undgåelse af dyre krigshandlinger med tilhørende fare for skade på kinesiske produktionsanlæg er afgørende for fastholdelsen af høje vækstrater.
En fortsættelse af den bevidste satsning på gode relationer til naboerne i regionen samt af stadig mere engageret og aktiv deltagelse i multilaterale samarbejdsorganisationer vil være et bærende element i kinesisk udenrigspolitik. Sikkerhed og udvikling vil gå hånd i hånd.
Forholdet til USA vil i denne sammenhæng være afgørende. De seneste års udvikling tyder på et stadig bedre forhold mellem de to stormagter, men der kan i fremtiden opstå udfordringer i det bilaterale forhold. EU vil ligeledes være en væsentlig partner for Kina i de kommende år. Forholdet søges for nærværende styrket gennem etablering af et strategisk partnerskab.
Bevarelsen af Kinas territoriale integritet vil være højt prioriteret også af kommende kinesiske regeringer.
Efter Hong Kong og Macaus tilbagevenden til hovedlandet udestår primært Taiwan-spørgsmålet i Kinas langsigtede bestræbelser på at genskabe Kina, som det så før kolonimagternes indtog i midten af det 19. århundrede. En fredelig løsning på Taiwan-spørgsmålet er en væsentlig forudsætning for fortsat positiv økonomisk udvikling.
Konklusion
Kina vil i 2030 være godt på vej til at blive verdens største økonomi og forventeligt fortsat være en af de væsentligste, hvis ikke dén væsentligste dynamo, i verdensøkonomien.
Kina vil være en dominerende aktør i verdenshandelen, og kinesiske brands være kendte over hele verden. Relativt set vil Kina dog ikke være blandt verdens mest velstillede lande, idet BNP per capita blot vil være halvt så stort som det italienske i år 2000.
På vejen mod udfoldelse af den kinesiske økonomis potentiale skal Kina løse en række udfordringer. Som beskrevet vil udfordringerne kræve såvel fortsatte økonomiske som politiske reformer og håndtering af ressource- og forureningsproblemer.
Endelig vil Kinas økonomiske performance afhænge af de internationale omgivelser, hvor håndteringen af Taiwan-spørgsmålet bliver en afgørende prøve.
Papiret har lagt vægten på udfordringer og problemer for Kina, hvilket kan give anledning til en pessimistisk bedømmelse af Kinas fremtidsmuligheder.
Det skal dog erindres, at de enkelte udfordringer hver for sig sandsynligvis ikke for alvor vil blokere for fortsat høj økonomisk vækst. Kun et samspil af en række negative faktorer, der kan få gensidig negativ afsmittende effekt, vil kunne hindre Kinas fortsatte økonomiske udvikling.
Derudover må man i en vurdering af de beskrevne udfordringer holde sig en række positive faktorer for øje. Blandt faktorer, der giver anledning til optimisme, er: En vækst uden historisk sidestykke, en veluddannet og arbejdsom befolkning, en blomstrende privat sektor og en voksende middelklasse.
Kina har hidtil i reformperioden udvist stor kapacitet til at imødegå udfordringer gennem politiske tiltag og reformer.
Kilde: www.um.dk
