Elefantturisme – er det virkelig så galt?

Den gamle nedslidte bus bumler afsted på en hullet bjergvej. Varmen er ulidelig, og støvet hvirvler ind af det åbne vindue og svier i øjnene.

Vi befinder os i Nepal mellem Tibet og Indien, og har netop forladt hovedstaden Kathmandu for at køre til Chitwan National Park beliggende i den central-sydlige region lige ved grænsen til det nordlige Indien.

Spektakulært dyreliv og turistmagnet

Efter en udtrættende køretur på 160 km., og en infrastruktur der lader meget tilbage at ønske, når vi til Chitwan. Nepal er nok især kendt for Himalaya og verdens højeste bjerg – legendariske Mount Everest.

Chitwan National Park er et andet af Nepals helt store trækplastre. Chitwan er et frodigt område, en tropisk jungle på 932 kvadratkilometer karakteriseret ved et rigt plante- og dyreliv.

Kanoture på Rapti floden, der danner parkens nordgrænse, junglevandring, et mylder af fugle, krokodiller, indiske elefanter, pansernæsehorn og bengalske tigere begejstrer turister, og tiltrækker hvert år tusinder af besøgende.

Elefanterne spiller en helt central rolle i Chitwan, både som levebrød for de lokale indbyggere og for eventyrlystne turister.

Med en mahout (elefantfører eller elefanttræner) som kaptajn, tilbydes betalende turister eksotiske junglesafarier på elefantryg, så de kan komme helt tæt på parkens dyreliv.

Chitwan´s vilde dyr er ikke bange for elefanterne, hvilket, fremfor en jeep-safari, øger chancen for at spotte dyr i parken.   

Naturbevarelse og dyremishandling går hånd i hånd  

Chitwan National Park hed oprindeligt Royal Chitwan National Park og blev hyppigt benyttet af eliten og kongelige, der morede sig med at gå på jagt og nedlægge vilde dyr.

Den intensive jagt gjorde efterhånden et betydeligt indhug i dyrebestanden, og i 1973 blev parken omdøbt til Chitwan National Park. Det nye navn skulle signalere et nyt fokus på naturbevaring.

De naturbevarende initiativer består bl.a. af et opdrætscenter for de langsnudede gharial-krokodiller, et opdrætscenter for elefanter – Elephant Breeding Center Khosor – samt et center der forsker i naturbevarelse og biodiversitet. I 1984 blev parken udråbt til Verdensarv af UNESCO.

På elefant-safarierne sidder turisterne i en til formålet anbragt saddelstol på elefantens ryg, mens mahout´en har travlt med at styre det gigantiske dyr.

Han bruger sine ben til at trykke elefanten bag ørerne, eller ved at slå med en bullhook – et solidt stålværktøj med en syleskarp spids specielt designet til at påføre smerte – på elefantens ører hvor den er særligt sensitiv, ofte ved den mindste forseelse.

Elefanterne er potentielt livsfarlige, og for at samarbejdet med de tonstunge dyr kan lade sig gøre, siger det næsten sig selv, at der skal nogle håndfaste metoder til.

 

“At knække elefantens ånd”

Træningen starter som regel ved, at elefantungen tages fra moderen når den er omkring to år gammel. Elefanterne der benyttes til ridedyr er ikke vilde, de er enten privatejede eller født og opfostret i fangenskab på Khosor. De unge elefanter undergår herefter et forløb af nogle ugers varighed, hvor de skal lære at lystre kommandoer fra mennesker.

Det sker ved en traditionel proces kaldet ”phajaan”. Phajaan benyttes af elefanttrænere i hele Asien og har til formål at nedbryde elefantens vilde adfærd og natur.

Helt konkret dækker phajaan over en række brutale tortur-lignende metoder, der i sidste ende resulterer i en elefant, der helt har opgivet ævret og hellere vil udføre ydmygende kommandoer end at føle smerte fra skarpe metalredskaber, blive udsultet eller frarøvet søvn. Oversat betyder phajaan: ”At knække elefantens ånd”.

Chitwan nationalpark lægger imidlertid ikke skjul på de brutale træningsmetoder. I forlængelse af Khosor ligger et lille elefantmuseum, her kan besøgende læse om Chitwan´s historie og se billeder af elefanter der udsættes for phajaan.

Fotos af skræmte dyr der med åben mund trompeterer op i luften, da de i nattens mulm og mørke får kastet store flammer af ild op på hver side af hovedet, eller står bagbundet og urokkelige i et lille indelukke, mens de bliver pint og plaget.

Når elefanten lystrer (er tæmmet), er den klar til at gå på arbejde. Den er nu tvunget til at bære rundt på turister resten af dens elefant-liv, og når den ikke lige underholder turister, står den lænket til en pæl i adskillige timer uden mulighed for at bevæge sig rundt.

Mahout´erne sørger dog altid for et minimum af daglig omsorg og pleje af deres elefanter, som bliver ført ud i junglen et par timer om dagen for at spise grønt og blive aktiveret. Elefanterne nyder også daglige bade hvor de bliver skrubbet og skuret i Rapti floden, af mahout´er og turister. Altsammen kun muligt pga. phajaan.

 

Det kan synes paradoksalt, at kontrasterne går hånd i hånd, når Chitwan National Park på den ene side arbejder for naturbevarelse, mens de på den anden side udsætter deres elefanter for brutal mishandling. Tortur er ikke en naturlig del af et naturbevarende initiativ, og man kan nemt komme til at mistænke mahout´er og parkledelse for profitbegærlig dobbeltstandard.

 

Elefant og menneske – en livsfarlig cocktail

Tragiske historier om elefantdræbte mahout´er dukker jævnligt op i mediernes nyhedsspalter. I Chitwan bliver der i gennemsnit dræbt en mahout hver andet år.

Mens vi på en naturvandring passerede en lænket elefant fortalte vores nepalesiske guide at dyret havde dræbt sin mahout under fodring nogle år forinden. Guiden udførte en bevægelse med benet der indikerede at mahout´en var blevet trampet ihjel.

Billedet tegner sig ens overalt i Asien. Heller ikke turisterne går fri. Historierne er mange, og flere har mistet livet i Chitwan fordi de kom for tæt på dyrene.

For en uge siden blev en dansk kvinde angrebet på en vandretur i Chitwan, denne gang var der dog tale om et næsehorn, og kvinden overlevede.

I starten af 2016 blev en en ung britisk familiefar trampet og stanget ihjel af en elefant for øjnene af sin familie under en ferie på øen Koh Samui i Thailand.

Mens elefanterne henslæber deres tilværelse som turist-underholdere, risikerer de selv at lide døden. Nogle overlever end ikke den brutale phajaan og dør under træningen, eller også dør de af overanstrengelse, mens de arbejder.

En helt almindelig dag endte i 2015 således fatalt for en turistelefant i Bangladesh mens den var på arbejde og formentlig døde af varme og anstrengelse.

PETA undersøger forholdene i Khosor

De tragiske hændelser får jævnligt debatten om etik og dyrevelfærd til at blomstre op blandt aktivister og dyreværnsorganisationer. Den indiske afdeling af den internationale dyreværnsorganisation PETA (People for the Ethical Treatment of Animals) gennemførte i 2011 en undersøgelse af forholdende i opdrætscenteret Khosor i Chitwan.

I rapporten konkluderede PETA bl.a. at Khosor´s nøgleredskaber består af forskellige barske metoder som intimidering, smertepåførelse, repeterende slag og gennemhulning af ørerne.

Torturen indgår som et led i en såkaldt desensibilisering af elefantens instinktive frygt for flammer (som i en skovbrand), høje lyde (biler og stemmer), menneskemængder, skrubning og påsætning af saddelstol. Helt ligesom i en arbejdende turistelefant´s virkelige verden.

PETA noterede sig yderligere at der hverken var dyrlæger eller repræsentanter fra regeringen tilstede under træningssessionerne.

Som begrundelse for de barske metoder gav personalet i Khosor den forklaring at metoderne er en integreret del af træningen, og ligger dybt indpodet i elefanttrænerne hvilket reflekteres i praksis.

I PETA´s vurdering kan man læse en udtalelse fra naturparkens formand, Mr. Narenda Babu Pradhan. Han påpeger, at elefanterne er rygradden i Chitwan, både når det gælder forskning, turisme og naturbevarelse.

Pradhan understreger, at de mennesker der håndterer elefanterne, er nødt til at varetage deres egen sikkerhed, og at det i sidste ende er et spørgsmål om enten dyrevelfærd eller naturbevarelse – ”Welfare activists should understand this”, fastslår formanden.

Læs PETA´s vurdering af Khosor

Dansk rejsebranche dropper elefantridning

Beskrivelser af menneskets møde med elefanter foregår ofte helt ukritisk i f.eks rejsebøger og undervisningsmaterialer. I guiden ”Turen går til Nepal”, en af de mange populære rejsebøger fra Politikens Forlag, kan man læse om et opdrætscenter i Chitwan der beskrives som: ”…et oplagt rejsemål for børnefamilier.”

Teksten lader samtidig læseren vide hvordan elefanterne prygles med stokke og kæder – en kombination der umiddelbart virker lidt kontraintuitiv. Da ut. kontakter folkene bag guiden blev de bevidste om problemet og vil angiveligt ændre afsnittet om Chitwan i næste udgave af ”Turen går til Nepal”.

Også flere danske (og internationale) rejsebureauer har fået øjnene op og er begyndt at tage ansvar. Både Jysk Rejsebureau, Spies, Star Tour og Apollo har droppet at tilbyde deres kunder elefant-shows og har helt fjernet elefantridning fra programmet.

På Jysk Rejsebureau´s hjemmeside kan man bl.a. læse at turene i Chitwan foregår: ”… til fods og i kano..”  – og altså ikke på ryggen af en elefant. 

 

Kan elefantturisme foregå etisk forsvarligt?

I kølvandet på den omfattende dyremishandling, og gentagne dødsfald, har dyreværnsorganisationer råbt vagt i gevær og rejst spørgsmålet, om det overhovedet er etisk korrekt at anvende elefanter i turismeindustrien.

Som det intelligente, sociale, nærmest selvbevidste dyr, elefanten er, strider de hårde arbejdsbetingelser, kommandoer og nedværdigende aktiviteter imod dens natur.

I takt med en stigende bevidsthed om dyrevelfærd, især i den vestlige verden, har flere af de såkaldte sanctuaries, elefant-fristeder, set dagens lys. Her er elefanterne helt fri for kæder og bullhooks. Fristederne har til formål at skabe bedre balance mellem behovene hos turister, mahout´er og deres elefanter.

Vil du have mere information om steder, hvor man kan opleve elefanter interagere naturligt i et fredfyldt og roligt miljø, så besøg EarsAsia.org (The Elephant Asia Rescue and Survival Foundation).

Her kan du bl.a se en ”Where to visit” liste, som giver et fint overblik over elefantturismens faldgruber, samt projekter der yder en værdig og utrættelig indsats for at promovere turisme i overensstemmelse med god etik og sund dyrevelfærd.

 

Uvidenhed driver elefantturisme

For mange står mødet med en elefant øverst på to-do listen når drømmeferien skal planlægges. Det var ingen undtagelse da ut. forberedte turen til Nepal.

Selvom der ringede en klokke et sted i baghovedet, var det først lige inden afrejse det stod klart, at elefantturisme i sin natur er en rigtig modbydelig affære.

Let tilgængelige videoer og billeder på nettet fra brutale træningssessioner, ydmygende aktiviteter og optrædener hvor elefanter maler, står på to ben eller bliver klædt ud er hjerteskærende vidnesbyrd på dyremishandling af værste skuffe.

Mange er slet ikke bevidste om de brutale metoder involveret i træningen af elefanterne.

Under samtale med andre turister i Chitwan ytrede de hovedrystende at elefanttræning da er helt det samme, som den træning kameler og hunde gennemgår – dyr som mennesker også har domesticeret i årtusinder –  og kan sidestilles hermed. Det kan det IKKE!

Der er rigtig god grund til at være kritisk – elefanter lider for at underholde. Vid det inden du planlægger DIN rejse til et land med elefanter. 

Vil du vide mere om turistelefanternes liv, kan du se den afslørende dokumentar An Elephant Never Forgets (Groundbreak Productions), der har til hensigt at vise den brutale virkelighed, de asiatiske elefanter lever i. Videoen er med engelsk tale. Se dokumentaren 

 

Hensigten med nærværende artikel er ikke et forsøg på at miskreditere Chitwan National Park, ej heller at moralisere overfor rejsende der vælger at ride på en elefant. Ønsket har været at adressere skyggesiderne ved elefanturisme generelt, så mennesker kan tage et oplyst valg, inden de investerer i en rejse. Den eneste måde at komme de brutale overgreb til livs er ved at stoppe med at betale penge for den form for underholdning. Intet publikum, intet show!