“Shukran,” siger én. “Anna ismi,” lyder det fra en anden, mens en tredje kommer i tanke om “mashallah”. En gruppe efterskoleelever står foran en arabisk privatskole på Nørrebro i København og er netop blevet spurgt til, hvilke ord på arabisk de kender til.
Kvinden der spørger, er den 25-årige turguide Abir Ouni, der oprindeligt kommer fra Tunesien, men har boet i Danmark de seneste ti år. Abir arbejder for Migrantour, som arrangerer guidede byvandringer i mere end 20 forskellige europæiske storbyer. Men de efterskoleelever, der er med på turen i dag, kommer hverken forbi Rundetårn eller Den Lille Havfrue. I stedet går turen rundt i Nørrebrokvarteret, hvor Abir Ouni fortæller om, hvordan migration gennem tiden har ændret bydelen, og gjort den til det, den er i dag.
MIGRANTOUR
Migrantour er arrangeret af ngo’en Crossing Borders, som arbejder med at øge borgeres bevidsthed om globale spørgsmål.
Byvandringerne findes i flere europæiske storbyer som Bruxelles og Lissabon. I København holder Migrantour til i Kulturhuset Union på Nørrebro, hvor flere andre foreninger og organisationer også afholder events under overskriften globalt udsyn.
Abir deler også anekdoter fra sit eget liv som migrant og beboer på Nørrebro, og det er der en helt klar pointe med.
“For en gangs skyld skal migranter og flygtninge ikke føle sig som andenrangsborgere. I stedet får de muligheden for at vise den by frem, der også er deres,” siger Maryam Alaouie, der er projektleder og står for at arrangere turene i København.
Migrantour er altså mere end en byvandring. Det er et projekt med en politisk dagsorden og en kritisk kommentar til mediers og politikeres fremstilling af migranter, der kommer til Europa. Ifølge Maryam Alaouie bliver indvandrere ofte anset som en gruppe af entydigt problematiske mennesker, der bringer kriminalitet til de områder, de bosætter sig i, og spreder en kultur og nogle værdier, der ikke matcher Vestens.
Det billede skal turene være med til at ændre på. Fra Kulturhuset Union, hvor turen starter, trasker eleverne efter Abir ned til fodboldbanen på Ravnsborggade, hvor muren omkring er fyldt med graffitikunst. Abir fortæller, at tegningerne og skriften stammer fra kunstnere med migrantbaggrund, som bruger graffiti til at fortælle deres historier. Derfra videre mod Blågårdsgade, hvor Abir retter elevernes opmærksomhed mod en populær arabisk grønthandel og en restaurant, der serverer afrikansk mad.
På Blågårds Plads gør gruppen holdt. En ældre mand nyder solen fra en bænk, mens børn spiller bordtennis over for biblioteket. Men selvom alt virker roligt denne mandag formiddag, har pladsen i mange år været synonymt med bandekriminalitet og utryghed og kendt som tilhørssted for Loyal to Familia, der førhen hed Blågardsbanden. Det er historien om pladsen, de fleste kender fra nyhederne.
Foto: Privat.
Det er dog ikke den historie, Abir har tænkt sig at fortælle i dag. Hun spørger de unge fra efterskolen, om de ved, hvorfor Blågårds Plads også bliver kaldt Den Sorte Firkant. Flere af eleverne er selv fra København, men kender ikke svaret. Eller ved, hvorfor skulptør Kai Nielsen har pyntet pladsen med 22 granitskulpturer, som symboliserer det hårde arbejderklasseliv tilbage i tiden.
Det er Københavns Kommune, der råder over pladsen i dag. Men førhen var den ejet af en privat forretningsmand, som byggede et jernstøberi på stedet, hvor migranter fik arbejde. Røgen fra støberiet lagde en sort sky af forurening over kvarteret, hvor arbejderne i forvejen levede under dårlige forhold med lave lønninger og hårdt fysisk arbejde.
Migrantarbejderne begyndte at strejke, og efter en tid valgte ejeren at flytte støberiet ud af byen. Kommunen købte fabrikken, rev den ned, plantede træer og anlagde en grusplads for at give luft til det tætbebyggede kvarter.
“Der er de anderledes krydderier på restauranterne og grønthandlerne, som sælger mynte som intet supermarked kan præstere. Men takket være migranter, der protesterede mod fabriksejerne, blev arbejdsforholdene i Danmark forbedret i tiden efter,” siger Abir om migranternes aftryk på den danske arbejderbevægelse.
Byvandringen har sit sidste stop på Folkets Plads, hvor Abir og eleverne gør status over turen. Det er tydeligt, at eleverne har gjort mere end at lytte til Abirs fortællinger.
Foto: Privat.
“Jeg kan huske, at alle plejede at tale om skyderier og indvandrerbander, og at man ikke skulle tage til Nørrebro, for det var farligt,” siger en af pigerne, der bagefter understreger, at det er vigtigt at være kritisk over for de historier, medierne bringer. Resten af klassen nikker.
Og Abir smiler. Hendes budskab lader til at være nået frem. Bag hende står to ord skrevet med graffiti på en gul mur: Migrantes Valientes. Spansk for modige migranter.
