Lars Koch
Lars Koch (1965) er politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke/ActionAid Danmark.
Han blev cand. scient. pol. fra Københavns Universitet i 1997.
Under og efter studierne har Lars Kochs hovedinteresse været udviklingspolitik. Særligt har de økonomisk, globale rammebetingelser været i centrum.
I 1998 blev han ansat i Nord/Syd-Koalitionen som gældsmedarbejder.
Fra 2001-2004 gik turen til Bolivia for IBIS og arbejde som regional rådgiver for de indianske organisationer i fortalervirksomhed.
Efter en tur omkring Københavns Universitet og MS har han siden 2006 arbejdet for IBIS.
I begyndelsen som governance rådgiver og senere som politikmedarbejder med hovedfokus på effektivitet i bistanden, råstofindustrien og kapitalflugt.
Men også andre udviklingspolitiske temaer som Verdensbanken, IMF, gæld, private investeringer og meget mere ryger over skrivebordet.
Han sluttede karrieren i IBIS – som i mellemtiden var blevet til Oxfam IBIS – som vice-generalsekretær.
Men er det virkelig kineserne, der udsulter Afrika gennem dyre lån? En ny analyse fra Jubilee2000 gældskampagnen fortæller en lidt anden historie. Kun omkring 20 procent af Afrikas eksterne gæld og 17 procent af betalingerne på gælden er til Kina.
At Afrikas gæld er i kraftig stigning de sidste år er sikkert og potentielt et kæmpe problem. På to år fra 2015 til 2017 er gældsbetalingerne fra 49 afrikanske lande fordoblet fra 5,9 procent af statsbudgetterne til 11.8 procent. Altså, for hver 100 kroner i statsbudgettet bliver de 12 kroner brugt på at betale renter og afdrag på udenlandsk gæld. For mange lande svarer det til, hvad de bruger på uddannelse. Afrikas gældsbetalinger har ikke været højere siden 2001, hvor der blev gennemført en stor afvikling af gælden efter civilsamfund verden over havde ført en effektiv kampagne for at få afskrevet den ofte illegitime gæld.
Gælden til private vejer tungt
Er det så Kinas skyld at gælden stiger? Så simpelt er svaret ikke! Cirka 20 procent af Afrikas udenlandske gælds er til Kina. Til gengæld er gælden til private långivere steget til 32 procent, mens gælden til multilaterale institutioner som Verdensbanken og IMF er 35 procent af den samlede gæld.
Når man ser på gældsbetalingerne er det tydeligt, at det er den private gæld, der er mest problematisk. Renter og afdrag til private långivere udgør 55 procent, hvilket antyder at de lån har en kortere levetid og højere rente.
Men Afrikas gældsproblem er stigende, særligt for nogle lande som Ghana, Kenya og Mozambique. Gældsbetalinger underminerer mulighederne for at finansiere udvikling frem mod FN’s Verdensmål gennem investeringer i uddannelse, sundhed, jobs og andre helt nødvendige tiltag for at udrydde ulighed og fattigdom.
Mere gennemsigtighed, tak
Kina er en del af problemet, og gælden til Kina er stigende. Hvis krisen skal håndteres er det afgørende at få større gennemsigtighed i lån og gæld. Det skal långiver og låntager sikre.
Når Verdensbanken og IMF holder årsmøder på Bali fra den 12.-14. oktober, så kan de passende vedtage nye mekanismer omkring gæld. Særligt skal der etableres en uafhængigt gældshåndterings instans under FN, der sikrer, at både långiver og låntager har ansvar for gæld.
Når danske pensionskasser og andre investorer gennem en russisk og Schweizisk bank har lånt 12 milliarder til et korrumperet projekt i Mozambique ved at købes statsobligationer i et økonomisk helt uholdbart projekt, så skal det ikke bare være fattige mennesker i Mozambique, der skal betale regningen.
De banker, pensionskasser og andre långivere, der har ydet lånet på et helt uansvarligt grundlag skal bære deres store del af ansvaret. Og IMF skal stoppe med at bruge midler på at købe (bailout) ikke-bæredygtig gæld fra banker og andre kreditorer, der opfører sig stærkt uansvarligt.
