Erfaren udviklingskvinde bliver ny direktør for innovationsnetværk

Tiltrædende direktør for foreningen Access2innovation, Karin Elisabeth Lind.


Foto: Access2innovation
Søren Steensig

6. januar 2023

Karin Elisabeth Lind tiltræder 1. februar som direktør for foreningen Access2innovation.

Her skal hun sammen med sekretariatet og foreningens medlemmer, der blandt andre tæller Dansk Industri, Røde Kors, Danish Water Forum og flere danske universiteter, arbejde for, at danske virksomheder kan komme med innovative løsninger til fødevare-, energi- samt vand- og sanitetssektorer i Afrika.

Karin Elisabeth Lind kommer fra en stilling som programdirektør for Advocacy and Learning hos Folkekirkens Nødhjælp. Hun har også en fortid i Verdens Skove og CARE i en karriere på mere end 20 år i udviklings- og nødhjælpsbranchen.

Foreningen Access2innovation blev stiftet i 2015 for at imødekomme efterspørgslen på et samlende dansk innovationsnetværk for virksomheder, vidensinstitutioner, NGO’er og myndigheder. Formålet er at skabe bæredygtig forretningsudvikling til udviklingslandene, særligt i Østafrika.