Et kejserligt palads på Frederiksborg

Forfatter billede

Det nationalhistoriske museum på Frederiksborg Slot har netop åbnet udstillingen Kinesisk besøg med stemninger og liv fra det kejserlige Kina.

I 1852 overdrog kejser Xianfeng et af Beijings storslåede paladser til sin lillebror Prins Gong. Prins Gong kom til at spille en central rolle i Kinas historie, da han 1861-84 stod i spidsen for landets udenrigspolitik. Han førte forhandlinger med de vestlige lande og bestræbte sig på at modernisere det kejserlige Kina. Det skriver det nationalhistoriske museum Frederiksborg i en pressemeddelelse.

Nu får danskerne mulighed for at komme tæt på den markante prins og hans nærmeste verden. I sidste uge kunne dronning Margrethe og hendes Kina-kyndige gemal nemlig åbne Kinesisk besøg – et kejserligt besøg på Frederiksborg.

Udstillingen fortæller om prins Gongs liv og tid. Man går gennem vigtige rum i Prins Gongs Palads fra tronsalen til de daglige beboelsesrum og haven med et pragtfuldt teater.

Via møbleringer og dragter føres man ind i den eventyrlige, kinesiske hofkultur og de politiske forhold i anden halvdel af 1800-årene. En del af udstillingen fortæller om århundredets dansk-kinesiske relationer.

Kinesisk besøg – et kejserligt besøg på Frederiksborg slot kan opleves fra 4. oktober – 31. december 2012.

Det Nationalhistoriske Museum
Frederiksborg Slot
3400 Hillerød