Jeg er i Eritrea igen på en kort ferietur. Det bliver kun til et ophold i Asmara denne gang, ikke rundt i landet. Men jeg møder selvfølgelig mange gamle venner og kollegaer. En af de ting, jeg spørger om er, hvordan det er gået i Alebu.
Navnet Alebu betyder noget i retning af ’Ingenting’, og det var i 1994, jeg først så stedet – en flad, tør slette, langs en støvet landevej og vest for et udtørret flodleje.
Her skulle 1.000 hjemvendte flygtningefamilier bo. Og jeg var der fordi ACORD, den NGO, jeg arbejdede for, skulle genhuse disse flygtninge, som i manges tilfælde havde været i Sudan i over tyve år.
Vi havde et budget til højst 200 huse efter det design, som en arkitekt i flygtninge-kommissariatet havde lavet.
Derfor foreslog vi medbyg, hvor flygtningen selv skulle bygge husene, mens vi lånte dem værktøj og gav dem nogle specifikke ting, såsom vinduesrammer og døre. Så ville der kunne bygges flere huse for de samme penge.
Alebu blev til en by
Næste gang vi besøgte stedet var Alebu blevet befolket. Der stod mere end 1000 telte i pæne lige rækker – alle med en grund på 400 kvadratmeter.
Vi gik i gang med arbejdet, organiserede familierne, trænede nogle af dem i at lave mursten og tagplader. Og i løbet af halvandet år var teltene blevet erstattet med 1.000 små huse. Alebu var blevet til en by.
Jeg har passeret stedet mange gange i de år, jeg boede i Eritrea og så, hvordan byen tog form. Udover skolen, som UNHCR havde bygget, kom der små butikker, barer, et marked, en kirke og en moske.
Jeg forlod Eritrea i 2001 og har ikke været i Alebu siden. Dog har jeg været på Google maps og set, at byen stadig var der.
En af mine bekendte er department-chef i energiministeriet. Han fortalte, at der nu var elektricitet i Alebu.
Det overraskede mig ikke, for allerede mens jeg stadig boede i Eritrea, blev landsbyerne elektricificeret.
Min kones landsby, som ligger 60 km fra Asmara fik således elektricitet indlagt i 2002, og vi var med til at betale for de elmaster, som hver landsby selv skulle finde midler til for at få at blive tilsluttet det nationale forsyningssystem.
Et irriterende problem, jeg havde oplevet allerede den første dag på min ferietur, var de daglige, timelange el-afbrydelser, som Asmara-beboere har lært at leve med. Solcelle-lanterner står overalt til opladning i dagtimerne og bliver fundet frem, når ’elektriciteten går’ om aftenen.
Men min ven fortalte, at det problem snart ville blive løst. De gamle el-generatorer var ved at blive udskiftet, og der var en stor plan for oprettelse elforsyning landet over med nye generatorer, mange af dem drevet af solenergi.
Men det vidste jeg ikke, om jeg skulle tro på. Han mærkede min skepsis og fortalte at der var en EU-delegation i landet, som han selv skulle mødes med for at underskrive en aftale om dette kæmpestore projekt.
Han fortalte også om dæmningsbyggeri, som havde muliggjort kunstvanding i nogle områder, jeg kendte fra min tid som rådgiver til Eritreas landbrugsministerium. Han kunne tydeligt mærke min skepsis. Og da han så fortalte, at der var ved at blive bygget et stort kølehus og en tomatfabrik i Alebu, gav jeg op. Den fik han mig ikke til at tro på!
Men det viste sig faktisk, at han talte sandt. Der var billeder i pressen af den besøgende EU-delegation et par dage senere. EU havde efter fire år genoptaget sit udviklingssamarbejde med Eritrea.
Og på en halv-officiel website fandt jeg et billede af et 60 procent færdigbygget kølehus i Alebu. Selv om jeg kunne skimte det lille bjerg i baggrunden, som ligger i udkanten af Alebu, kunne det være foto-manipoleret propaganda.
For på den samme website havde der været billeder af det berømte Mai Jah Jah springvand i Asmara, som angiveligt var blevet renoveret og nu fungerede. Jeg havde været forbi springvandet på min daglige løbetur og havde set, at det nok var pænt og ryddeligt omkring det, men det var helt tørret ud. Vandmangel var forklaringen, da jeg spurgte en forbipasserende. Men på websitets billeder randt vandet smukt!
Fra mine mange års arbejde i Eritrea vidste jeg, hvordan landets ledere og tjenestemænd altid fremhævede de positive ting, som regeringen gjorde.
Jeg kendte min ven fra energiministeriet godt nok til, at jeg vidste, at han måske nok ville fortie noget, men at det, han sagde, ikke var løgn og propaganda.
Så jeg begyndte at kigge rundt på hylderne i de små købmandsbutikker, kiosker og supermarkeder i Asmara. Jeg tjekke tomatdåser.
Og jeg fandt en – en fin mørkerød dåse med ’tomato paste’ fra ’Banatom & Afhimbol Agro Industry Gash Barka’ med en postboks- adresse i Alebu. Der var altså også et posthus i Alebu! Jeg købte den for 5 kroner.
Nyt om national service
Før jeg tog til Eritrea havde jeg naturligvis fulgt med i debatten i Danmark omkring udenrigsministeriets famøse Eritrea-rapport, som jeg læste grundigt igennem flere gange.
Jeg ledte især efter, hvad Eritreas regering sagde om landets national service eller værnepligt, der er en hovedkilde til, at mange unge flygter fra Eritrea. Ifølge rapporten er national service et emne, som er ’under diskussion internt i regeringen’.
Og i december kom så meddelelsen om, at regeringen havde besluttet, at perioden for national service ville blive ført tilbage til de oprindelige 18 måneder.
Det skete i forbindelse med et besøg af en officiel britisk delegation til Eritrea. Som svar på et spørgsmål i parlamentet i London vedrørende dette besøg lød det den 12. februar 2015 således:
’Eritrea officially provided assurances that national service will now be strictly limited to 18 months’.
Beslutningen er også blevet bragt i eritreanske medier, bl.a. TV – ikke med store overskrifter, men på den typiske nedtonede måde, som Eritreas regering har for vane. Det er bemærkelsesværdigt, at der er blevet henvist til den danske Eritrea-rapport flere gange.
Et nyt billede af Eritrea?
Ændringerne omkring national service er ikke det eneste nye, som er ved at ske i Eritrea.
I marts 2014 sendte BBC et langt program om landet, efter at et BBC-hold for første gang i 10 år havde fået lejlighed til at komme ind i ’Afrikas mest lukkede land’.
Programmet fokuserer på en række positive landevindinger indenfor sundhedsvæsenet.
Og de er bemærkelsesværdige. Børnedødeligheden er faldet markant. Der bygges klinikker og vaccineres børn over hele landet.
UNDPs repræsentant i Eritrea, Christine Umutoni, interviewes i programmet og mener at Eritreas succes skyldes ‘manglen på korruption i sundhedssektoren’.
Men der var også kritik, selv om de kritiske billeder var optaget uden for landet og med slørede hoveder og stemmer. Det var dog en dejlig befrielse at se og høre en balanceret beskrivelse af landet. Det var et Eritrea, jeg kunne genkende.
Vi har for længst spist den eritreanske tomatpure fra Alebu, og den var måske ikke helt på niveau med den, som det vi normalt køber i Netto.
Dåsen bruger jeg nu til mine kuglepenne på kontoret. Den minder mig om, at jeg næste gang, jeg tager til Eritrea – og der kommer ikke til at gå lang tid – vil rundt i landet, ud til landsbyerne, besøge min kones landsby og se hvor høje træerne er blevet, som vi i sin tid plantede – og også til Alebu og se om det store kølehus er blevet bygget færdig og så – selvfølgelig – bede om en rundvisning på tomatfabrikken.
Christian Sørensen er programkoordinator i ADRA.
