Rabat, Marokko. Rygtet om kongens død når mig, netop som jeg er ved at sætte tænderne i et par sprøde pølser og glæder mig til at skylle efter med et glas liflig, kold hvidvin fra Schweiz.
Jeg er i haven hos den schweiziske ambassadør, der holder reception en uge for tidligt. Nationaldagen falder egentligt den 1. august, men vi skriver den 23. juli 1999.
Ambassadøren har tilladt sig at rykke festlighederne her i Marokko, fordi han skal hjem til Alpelandet på ferie. Sådan er der så mange spidsfindigheder i diplomatiet.
Jeg har æren at repræsentere Danmark som Chargé d’affaires a.i., som det hedder, når lavere-rangerende personer får lov at lede en ambassade midlertidigt.
Den schweiziske ambassadør står sammen med fru schweizer-ambassadricen ved havelågen med front mod vejen uden for, hvor diplomatbilerne liner op med svagt blafrende flag på stænger på siden af kølerne. Ambassadør-parret stikker hånden ud til de sidste gæster, der er ved at indfinde sig.
En kollega hvisker mig i øret, mens jeg tager pølsen ned og lytter: ”Har du hørt, at kongen er død?”.
What! Og en klump pølse ned igennem svælget.
Nu løber nyheden som en steppebrand rundt i haven, og diplomaterne får travlt med at tygge og drikke færdig for at tage til deres ambassader og sætte sig i forbindelse med hovedstæderne og ”følge situationen nøje”.
Vi er før udbredelsen af mobiltelefon, så det er med at komme ”back to base”, hvor der findes kommunikationsmidler som telefon, fax og radio.
Royalt besøg
Min chef, den danske Rabat-ambassadør, Jørgen Reimers, er i Tirana i Albanien for at åbne en ny ambassade, så det falder i mit lod at håndtere situationen for Danmark, indtil ambassadøren når tilbage til Marokko.
Vi småløber alle over mod udgangen, hvor det schweiziske ambassadørpar nu er drejet rundt og står med front ind mod receptionen og stikker hånden ud til farvel kun 15-20 minutter efter, at de sagde goddag.
Med pølse i den ene hånd, når jeg at tænke: ”Ooh la la! Et kongeligt dødsfald i et muslimsk land. Det betyder, at kongen skal begraves indenfor tre dage, og at der nødvendigvis må komme royalt besøg fra Danmark. Og så på en fredag!”
Jeg racer ind på ambassaden i Rabats centrum og ringer til udenrigsministeriet i København. ”Nå, dér er du!”, lyder det fra en kollega i den anden ende, som har hørt nyheden på CNN.
Han fortæller, at vi skal regne med dansk royalt besøg i Marokko, formentligt af Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, der havde tæt forbindelse til Hassan II og også til sønnen, Mohammed, der nu skal overtage styret med ”den sjette” føjet til sit navn.
Om det bliver (dav.) statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) eller udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R), der skal ledsage prinsen, ved kollegaen ikke, men det bliver nok den sidste.
Landesorg
Jeg lægger røret. Telefonen ringer straks igen. Det er den norske ambassades unge sekretær, der ængsteligt holder skansen, mens kollegerne er rejst på ferie. Hun er grædefærdig: ”Det er et helvete. Hva skal jeg gjøre?”
”Rolig nu”, siger jeg og hvisker et af mine egne yndlingsmottoer for mig selv: ”Det kan allerhøjest gå ad helvede til” og kører ud i Rabats aftenmørke for at lodde stemningen.
Enkelte steder har folk samlet sig på fortovene og står og diskuterer. Der er mere politi og militær end normalt, men ellers er alt roligt.
Over radioen dekreteres der tre dages landesorg, og det meddeles, at Hassan II skal begraves om søndagen ved siden af sin far, Mohammed den Femte, i mausoleet i Rabat.
De næste tre dage farer jeg fra Herodes til Pilatus for at sikre, at den danske delegation modtages og beværtes efter alle VIP-regler. Det betyder limousiner og femstjernede hoteller og mad og møder.
Marokkanske kolleger i ministerierne river totter af håret for at få begravelsen til at hænge sammen, mens det ene fly efter det andet fra alverdens lande bølger ned i Casablancas internationale lufthavn og Rabats lokal-lufthavn.
Det meste funker for marokkanerne, men også en del går galt. Den britiske ambassadør venter i Rabats lufthavn på Prins Charles og en stor delegation. Charles lander imens 108 kilometer derfra, i Casablancas lufthavn.
Ambassadør Reimers arriverer fra Tirana, og sammen står vi parat til at modtage Prins Henrik, udenrigsminister Helveg, en kollega fra ministeriet og to sikkerhedsfolk, da de lander.
Som andre honoratiores bliver de trukket hen foran et TV-kamera, projektørlys og en mikrofon og får lejlighed til at sige et par kondolerende ord til Marokko.
Procession
Marokkanerne vil ikke stå tilbage for jordanerne, der fem måneder tidligere har afviklet en spektakulær begravelse for Kong Hussein.
Alt, hvad der kunne kravle og gå af konger, præsidenter, sultaner, ministre og politikere ledsagede Husseins kiste igennem Ammans gader.
Det samme er planlagt i Rabat, og søndag vandrer alverdens ledere i en lang procession efter Hassan II igennem byen op til esplanaden, hvor mausoleet befinder sig, og kisten sættes.
Nu træder gæsterne én efter én ind i bygningen og kondolerer Mohammed VI, der har sat sig på en trone ved siden af sin døde far.
Bagefter skal de gå cirka 100 meter ud af portalen i den nordlige side af bygningen, hvor limousiner holder parat til at køre dem bort. Alt sammen vel tilrettelagt. Jeg selv står lidt væk fra den nordlige udgang med en limousine med marokkansk chauffør og venter på Prins Henrik.
Fra mit udsigtspunkt har jeg overblik over, hvem der kommer ud, men pludselig går det stærkt. Det vælter ud med mennesker, blot ikke Prins Henrik.
Jeg går tættere på udgangen og oplever et psykedelisk flimmer af verdenskendte mennesker, der vandrer tæt forbi mig. Der er Prins Charles, Tony Blair, Arafat, Clinton, en hel bunke nuværende og tidligere præsidenter, statsministre, udenrigsministre, dignitarer fra hele verden.
Jeg når satanisk at tænke, at var jeg terrorist og selvbordsbomber, kunne jeg sprænge dem alle i luften på én gang.
Disparu
Men Prinsen ville gå fri, for han er der ikke. Jeg ser ham i hvert fald ikke. Han er ikke kommet ud fra esplanaden, selv om han burde være her nu.
Jeg trænger mig i modsat retning igennem ping-strømmen ind ad portalen for at lede efter ham. Jeg når et stykke ind på esplanaden, hvor jeg får øje på en af Prinsens danske bodyguards, der kigger sig fortvivlet omkring.
Han ser mig, og vi maser os hen til hinanden. Han ophidset: ”Har, har du set Prinsen?”.
Jeg: ”Nej, jeg leder”.
Fra det ene øre har han et plastikrør hængende ned foran brystet. I den er der en mikrofon, som han tager op til munden og siger: ”Jeg har Lars fra ambassaden her. Han har heller ikke set Prinsen”. Kollegaen i den modsatte ende leder åbenbart også.
Til sidst: Py ha
Jeg presser mig tilbage til limousinen for at se, om Prinsen skulle være dukket op der. Det er han ikke.
Der er ikke andet at gøre end at vente. Imens glider limousinerne med de sidste begravelses-gæster ud fra esplanaden. Prinsen dukker ikke op.
Mellem to bodyguards og en ambassade-ansat er der ikke antydning af dårlige vittigheder om danskere, der er forsvundet på marokkanske hippie-stier. Tre slips føles strammere og strammere. Vi kan hverken få kontakt med den danske delegation eller den danske ambassadør.
Hen på eftermiddagen dukker Prinsen op, og jeg får en forklaring. Oppasserne tabte ham af syne inde i mausoleet, og da han gik mod den nordlige udgang, drejede han mod højre i stedet for som aftalt til venstre og kom dermed på den modsatte side af folkemængden og var ude af mit synsfelt.
Men til alt held for Prinsen og den danske delegation har den britiske ambassadør, Anthony Layden, sammen med Prins Charles sat sig ind i en limousine et par vogne foran den danske. De to kender Prins Henrik. Layden har været udstationeret i København og taler perfekt dansk.
Han får øje på Prinsen, ruller vinduet ned og spørger: ”Vil De køre med?” Det vil Prinsen gerne og får sig så et britisk begravelses-lift gennem Rabats gader.
En lille frihed
Sådan ender den historie lykkeligt i et land, hvor marokkanerne pludselig skal vænne sig til at blive regeret af en ung konge på 35.
I Rabat mærker vi forandringen med det samme. Tidligere, under far, Hassan II, var gaderne omkring kongepaladset spærret for trafik. Kongen skulle have ro til at sove, eller også var han bare bange for lidt for påtrængende trafikanter, sagde folk.
Under søn, Mohammed VI, bliver gaderne åbnet, og vi dødelige får lov at køre rundt om paladset om natten, hvis vi har lyst til det. Men med måde. Man må ikke dytte.
Note:
Senere forlydender gik på, at Kong Hassan II allerede døde nogle dage før 23.7.1999, men at regimet holdt det hemmeligt for at kunne køre sikkerhedsapparatet i stilling og undgå uro, når befolkningen fik nyheden.
Men den 23. juli står altså nu fast som den officielle dødsdato for den 70 år gamle konge, der havde regeret Marokko med jernhånd i 38 år.
Se meget mere om kongedømmet Marokko på
https://en.wikipedia.org/wiki/Morocco
Se tidligere indlæg i serien fra forfatteren på
https://globalnyt.dk/content/hillary-et-par-timer-i-afrika
