EU betaler for entreprenørmaskinerne til et vejprojekt i Eritrea, hvor tvangsarbejdere udfører en del af det hårde arbejde. Det har fået en menneskerettighedsorganisation til at true med sagsanlæg mod unionen.
Organisationen, der arbejder for menneskerettigheder i Eritrea, har givet EU frist til mandag 15. april til at gå i dialog med organisationen. Hvis fristen ikke overholdes, vil organisationen forsøge at trække unionen i retten med hjælp fra et hollandsk advokatfirma.
Eritrea er blevet kaldt ”Afrikas svar på Nordkorea” og selvom den slags sammenligninger er tvivlsomme, så har de to lande dog det til fælles, at de begge har isoleret sig fra det meste af omverdenen og udsætter befolkningerne for massiv undertrykkelse. En anden fællesnævner er brugen af tvangsarbejdere.
Ifølge Global Slavery Index, der udgives af den australske Walk Free Foundation, har Nordkorea og Eritrea henholdsvis flest og næstflest tvangsarbejdere i forhold til deres indbyggertal. I Nordkorea er der ifølge Global Slavery Index 2.640.000 tvangsarbejdere, hvilket svarer til 104 pr. 1.000 indbyggere. Eritrea har 451.000 tvangsarbejdere og det svarer til 93 pr. 1.000 indbyggere.
Uendelig værnepligt
Eritrea har et særligt system, hvor alle skal aftjene nationaltjeneste, som er en form for værnepligt.
Den 18 måneder lang værnepligt blev indført i 1991 for alle mellem 18 og 55. Meningen var at alle skulle hjælpe med til at genopbygge landet efter 30 års befrielseskrig. På papiret består værnepligten af seks måneders militær træning og et års arbejde på et udviklingsprojekt.
I realiteten varer det ofte årevis og betalingen er så lav, at EU Parlamentet og FN’s menneskerettighedskommission betegner det som tvangsarbejde og slavelignende forhold.
Det er ingen hemmelighed, at en del af vejarbejdet udføres af tvangsarbejdere. I EU’s eget projektpapir hedder det bl.a.:
”Arbejdskraften, som entreprenørselskaberne gør brug af, vil bestå af tre typer af personel: Regeringsansatte, de der er i nationaltjeneste og de der er hyret i lokalmiljøet på cash-for-work-basis.”
Det er ikke første gang, at EU finansierer veje i Eritrea, men det er første gang det gøres klart fra EU’s side, at der vil blive brugt tvangsarbejdere til arbejdet, siger Klara Smits fra non-profit-organisationen Europe External Policy Advisors med base i Bruxelles til den britiske avis The Guardian.
Krig og fred med Etiopien
Efter 30 års borgerkrig løsrev Eritrea sig i 1991 fra Etiopien. Skilsmissen efterlod dog tvivl om nogle grænseområder og i maj 1998 angreb Eritrea det meget større naboland. Det førte til en voldsom krig, som varede to år og kostede mellem 70.000 og 100.000 livet.
Krigen sluttede med en våbenstilstand og regeringerne underskrev en fredsaftale. Men spændingerne fortsatte og forholdet mellem landene blev betegnet som ”ingen krig og ingen fred”.
Men i sommeren 2018, som et lyn fra en klar himmel, meddelte Etiopiens dengang relativt nye premierminister Abiy Ahmed, at hans regering nu var villig til at leve fuldt op til fredsaftalen og i løbet af få dage blev der trykket hænder og underskrevet aftaler mens mange især eritreere tog på grænseshopping.
Etiopien har brug for Eritreas veje
Etiopien har en kraftig økonomisk vækst men både eksporten og importen er hæmmet af, at landet mistede adgangen til havet, da Eritrea løsrev sig. Men med det nye og gode forhold mellem landene er lastbiler med varer begyndt at fylde Eritreas veje op mellem havnebyen Massawa og grænseovergangene til Etiopien.
Vejene er mange steder i dårlig forfatning og det vil Eritreas regering rette op på, for den kan se store økonomiske fordele i at Massawa bliver trafikknudepunkt for det store nabolands voksende økonomi. Og det skal gå stærk, mener regeringen.
Fra EU’s side er man enig i at det haster med at gjort vejene bedre og bredere og det er her de europæiske penge kommer ind i billedet. 20 millioner euro eller 149,3 millioner kroner fra EU’s Emergency Trust Fund for Africa, for at være præcis.
Med bedre veje gennem Eritrea vil de to landes økonomier blive tættere integreret og det vil konsolidere fredsaftalen og skabe flere jobs, mener projektmagerne i EU-kommissionen
Freden mellem de to lande kan have vidtrækkende – positive – konsekvenser for hele Afrikas Horn-regionen og derfor er det vigtigt at EU og andre hjælper til, er analysen i Bruxelles.
Økonomisk udvikling og flere jobs skulle også gerne medvirke til at færre eritreere vil forsøge at komme til Europa, fremgår det af projektbeskrivelsen. Det er helt centralt for EU, for reduktionen af migration står meget højt på den politiske dagsorden i flere af EU medlemslande.
Eritrea er blandt de lande, hvorfra der kommer flest asylsøgere til EU. Det skyldes dog langtfra kun jobsituationen men i høj grad også regeringens omfattende undertrykkelse borgernes basale rettigheder.
Slaveri og forbrydelser mod menneskeheden
”Eritrea er et udendørs fængsel. De der er i nationaltjeneste er fanget i ekstremt hårde forhold. EU bør øjeblikkeligt holde op med at give bistand til landet. Det er helt uacceptabelt, at EU finansierer brugen af slavearbejde,” siger Mulueberhan Temelso, der er direktør for Foundation Human Rights for Eritreans / Stichting Mensenrechten voor Eritreeërs, organisationen, der truer med at trække EU i retten, i en pressemeddelelse.
Der er ikke opstillet garantier for at menneskerettighederne overholdes i forbindelse med projektet. Så når EU finansierer det, overtræder unionen sine egne principper om at ingen må holdes i slaveri og tvangsarbejde, lyder det videre fra organisationen.
Det er ikke kun eksil-eritreerne i Holland, der betegner nationaltjenesten som slaveri. Det samme gjorde FN’s menneskerettighedsråd i en rapport i 2015.
I rapporten konkluderes det bl.a., at nationaltjenesten svarer til tvangsarbejde på ubestemt tid og at det kan kategoriseres som slaveri. Rapporten beskriver videre, hvordan regeringen og dens sikkerhedsstyrker står bag tortur, fængslinger uden rettergang, forsvindinger og henrettelser uden dom. Altsammen alvorlige brud på menneskerettighederne. Nogle af krænkelserne kan muligvis kategoriseres som forbrydelser mod menneskeheden, fremgår det videre.
Ændringer på vej?
Projektpapiret fra EU problematiserer ikke Eritreas brug af tvangsarbejdere men forholder sig dog alligevel til det.
I dokumentet står der blandt andet, at Eritreas regering har svært ved at hjemsende de værnepligtige, fordi der ikke er nogen jobs til dem. Og videre, at regeringen har ”indikeret” at den vil begynde at reformere nationaltjenesten, når der er blevet skabt jobs og så begynde en trinvis hjemsendelse.
Så EU støtter projektet, velvidende at der vil blive brugt tvangsarbejdere, fordi man håber, at det på længere sigt vil gøre det muligt at frigive en del af de tvangsudskrevne arbejdere.
Spørgsmålet er om der er hold i indikationerne fra Eritreas regering.
Kort efter den endelige fredsslutning med Etiopien i sommeren 2018 var der ting, som pegede i den retning. I juli 2018 fik et nyt hold af værnepligtige angiveligt at vide, at deres nationaltjeneste ville blive på 18 måneder og ikke længere.
Men i marts 2019 havde regeringen fortsat ikke foretaget sig noget meningsfuld på området, skriver menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch i en nylig rapport.
