EU vil forureningen til livs – også uden for grænserne

gettyimages-909551920
Losseplads ved Accra i Ghana, som lokale kalder Sodoma og Gomorra
Foto: Maniglia Romano/Pacific Press/LightRocket via Getty Images
Thomas Jazrawi

17. maj 2021

Der skal skæres kraftigt ned på forureningen i EU. I 2050 skal det være helt slut med sundhedsskadelig forurening i luften, vandet og jorden. Det er målet i den nye strategi for forurening, som EU-kommissionen netop har præsenteret.

“Mod nulforurening for luft, vand og jord”, er titlen, og den har et særligt fokus på sundhed. Visionen er, at forureningen i 2050 er “reduceret til niveauer, der ikke længere er skadelige for menneskers sundhed og naturlige økosystemer”. 

 “Miljøforurening har en negativ indvirkning på vores sundhed, navnlig de mest sårbare og socialt dårligt stillede grupper, og er også en af de vigtigste årsager til tab af biodiversitet. Argumenterne for, at EU skal gå forrest i den globale bekæmpelse af forurening, er i dag stærkere end nogensinde før. Med handlingsplanen for nulforurening vil vi skabe sunde levevilkår for europæerne, bidrage til en robust genopretning og sætte skub i omstillingen til en ren, cirkulær og klimaneutral økonomi”, siger EU’s miljøkommissær Virginijus Sinkevičius i en pressemeddelelse

Udspillet rummer en lang række konkrete mål for at indfri de luftige udsagn. Det gælder blandt andet, at der skal ske en reduktion på 55 procent i 2030 af de mange dødsfald, der er forårsaget af luftfoureningen. En rapport fra EU’s Miljøagentur viser, at omkring 417.000 mennesker døde i Europa i 2018 som følge af luftforurening. 

Derudover er der blandt andet konkrete forslag til at reducere mængden af plastikaffald i havet med 50 procent og nedbringe andelen af personer, som er kronisk forstyrret af trafikstøj, med 30 procent. 

Ekstern forurening skal bekæmpes
Det nye EU-udspil rummer otte såkaldte flagskibsinitiativer. Et af dem er at promovere bekæmpelse af forurening globalt, og ikke mindst at reducere EU’s eksterne forurening. 

EU’s forurening holder sig nemlig ikke inden for landegrænserne. Kommissionen foreslår et forbud mod eksport af giftigt affald samt særlige varer, der ikke længere er tilladt i det interne EU-marked. 

EU-kommissionen nævner i udspillet selv et af disse produkter. 

“For eksempel bliver udtjente køretøjer, som er farligt affald og ikke må eksporteres til lande uden for OECD, ofte kategoriseret som brugte biler og illegalt eksporteret,” lyder det i udspillet. 

Millioner af udtjente køretøjer bliver solgt som brugte biler i Afrika og kan dermed forurene videre, viste en rapport fra FN’s Miljøprogram sidste år. 

Læs også: Når genbrug er noget skidt

Pesticider nævnes ikke specifikt i EU-kommissionens strategi, men også her er der et eksternt problem. Tonsvis af sprøjtegifte, der er forbudt at anvende i EU, bliver årligt eksporteret til andre lande, særligt Latinamerika. En lang række FN-eksperter har anmodet rige lande om at stoppe denne eksport, da midlerne kan være meget sundshedsskadelige. 

Læs også: I EU er de forbudt, men tonsvis af skadelige pesticider eksporteres fra Europa til udviklingslande

En ny rapport fra den venstreorienterede gruppe i EU-parlamentet, GUE/NGL, har netop dokumenteret, at mange af disse farlige pesticider ofte vender tilbage til Europa. De giftige pesticider kan nemlig blive anvendt til at dyrke fødevarer, som bliver importeret tilbage til EU. 

Udover at forbyde denne eksport, er der i udspillet lagt op til, at EU skal anvende diplomati, udviklingssamarbejde og styrkelse af globale aftaler til at bekæmpe forurening internationalt. Der er også forslag om at kæmpe for en global pagt om plastikaffald. Ved årsskiftet blev det stort set forbudt i EU at eksportere plastikskrald til lande, som ikke er med i OECD. 

Læs også: EU forbyder nu at sende plastikskrald til udviklingslande

Skuffede ngo’er
Om ordene i den nye plan kan omsættes til renere luft, vand og jord i EU og andre dele af verden afhænger af de kommende forhandlinger mellem kommissionen, parlamentet og EU’s medlemslande. 

Flere ngo’er er imidlertid skeptiske på baggrund af planerne i den nye strategi. 

“EU-kommissionen har i dag præsenteret alle nøgleordene om nulforurening – men bag støjen gemmer der sig nul tilstrækkelig handling til at håndtere omfanget af forureningens omkostninger for sundheden,” lyder det i en udtalelse fra Anne Staufer fra Health and Environment Alliance (HEAL). 

Organisationen er blandt andet skuffet over, at der ikke er et løfte om at stoppe finansiel støtte til forurening, og savner en fuld tilpasning af EU’s standarder for luftkvalitet med WHO’s opdaterede retningslinjer og den nyeste videnskab. 

Den grønne organisation Transport & Environment peger på, at det ikke er tilstrækkeligt med en målsætning om en “højere grad” af tilpasning af standarder for luftkvalitet til WHO’s retningslinjer, som det fremgår af strategien. 

“Europæerne fortjener at kunne indånde ren luft efter i årtier at have levet med giftige, illegale niveauer af forurening. Dagens strategi sætter de rigtige mål, men er vag i detaljer. Vi har behov for at tilpasse vores regler om luftkvalitet med videnskaben og den bedste praksis i verden,” fortæller Jens Mueller i en pressemeddelelse fra Transport & Environmen. 

Sloganet om nulforurening vil være hovedtema ved EU’s Green Week fra d. 1.-4. juni. Her vil der som vanligt være et væld af muligheder for at deltage i forskellige arrangementer om klima, natur, miljø og andre grønne emner med eksperter, ngo’er, embedsfolk og politkere.