Ingen af de tre maliere, der bliver interviewet i artiklen ”Vi unge er det store flertal, og vi er ikke repræsenteret godt nok” andetsteds her på sitet har et bud på, hvordan man præcist dæmmer op for det enorme demografiske problem, som Afrikas befolkningstilvækst og den store ungdom udgør.
Og det er de ikke alene om. Forskere, politikere, bistandsorganisationer har også svært ved stille skarpt og finde fodslag om, hvad der kan og skal gøres.
Der er ellers bud nok, og ifølge den amerikanske demograf, John F. May, er der to opfattelser af, hvordan den afrikanske galopperende befolkningstilvækst kan standses.
Han skrev for et par uger siden i Jeune Afrique, at der er to lejre: ”På den ene side er der “udviklingsfolkene”,…… som vurderer, at nedgang i fertilitet kun kan ske gennem økonomiske og sociale fremskridt, herunder uddannelse af piger. I den anden lejr mener man, at der et presserende behov for at handle” her og nu ” og organisere effektive familieplanlægningsprogrammer.”
I den sidste lejr hører givetvis den danske forfatter Lise Nørgård, der har foreslået at sende et ”vognlæs præservativer” til Afrika. Og måske også udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), der under en konference i London i juli på Danmarks vegne gav som 91 millioner til en international pulje på 16 milliarder kroner til familieplanlægning i den fattige verden
Den franske præsident, Emmanuel Macron, derimod har åbenbart givet helt op på Afrikas fertilitetsproblem Han sagde et par dage før London-konferencen, at det jo ikke nytter at hjælpe Afrika, ”når afrikanske kvinder føder 7-8 børn.”
Det var en præsidentiel smutter: Kun enkelte steder er fødselstallet så højt som 7-8 børn per kvinde, i Niger f.eks. Gennemsnitligt fødes der 4,7 børn per kvinde i Afrika, mens verdensgennemsnittet ligger på 2,5. Skal verdens befolkning være i balance, må fødselstallet ned på 2,05 barn per kvinde, over hele planeten.
Macrons udtalelser blev da også taget ilde op overalt i Afrika, hvor kommentatorer kaldte ham ”ny-kolonialist” og ”racist”.
Forskellige veje
I lejren, der mener, at kvinder vil føde færre børn, hvis der finder økonomiske og sociale fremskridt sted, finder vi organisationer som Verdensbanken, der har foreslået at udrydde arbejdsløsheden i Afrika via en jobstrategi, som skal lægge vægt på udvikling af landområderne og investeringer i landbrug. Så kommer der gang i økonomien og så daler fertiliteten også, er teorien.
Brookings-instituttet har argumenteret for at fokusere på industrisektoren, der er mere ”beskæftigelsesintensiv”. Samtidig skal der investeres i landbrug, turisme og bygge og anlæg og i projekter, der beskæftiger unge mennesker.
Så er der dem, der slår til lyd for udenlandske kommercielle investeringer i Afrika. Men ifølge OECD løfter det næppe de store ungdomsårgange ud af arbejdsløsheden. De fleste investeringer har hidtil fokuseret på minedrift og mineraler, der ikke kaster mange jobs af sig.
Moussa Mara
Foto: Lars Zbinden Hansen
Et vestafrikansk initiativ
Der er dog undtagelser. Der er enkeltstående initiativer her og der og et af de nyere er et partnerskab af ni vestafrikanske lande, der forsøger at koordinere en regional indsats omkring familieplanlægning og generel sundhedsoplysning.
Primus motor i initiativet er Burkina Fasos sundhedsminister Nicolas Meda, der selv har slået et slag for at lovliggøre abort i det burkinske parlament og taler stærkt for kvindefrigørelse og selvstændiggørelse af kvinder.
Han sagde for nylig til det franske dagblad Le Monde, at hans kamp stadig er op ad bakke i et land, der domineres af mænd og konservative religiøse kræfter, som ikke vil acceptere fri abort.
”Hvis de stemmer (de konservative, red.) blev dæmpet, og man overtog ideen om familieplanlægning – i moskeer, i kirker – ville vi udvikle os hurtigt, men desværre udgør de religiøse en kraft, der er meget større end staten: Folk sluger en biskops eller en imams ord” men ikke ord fra progressive, moderne kræfter.
Og så giver Meda i artiklen en nøgtern indikation af, hvor familieplanlægning og prævention reelt står i dag, nemlig på støtte fra bistandsdonorer: De ni landes regional-initiativ er afhængig af hjælp udefra.
Han nævner USA og siger til avisen, at ”Trumps politik er en trussel, fordi vi p.t. får støtte fra amerikanske ngo’er. De er finansieret af USAID, og hvis USAID ikke har nogen ressourcer, får vi det heller ikke. Heldigvis er der filantropiske fonde, der overtager, men ikke på samme niveau” som USA’s.
Det er et skrøbeligt foretagende at forsøge at ændre tingenes tilstand i Afrika.
Læs interviewet med Nicolas Meda her (på fransk)
