Filippinere beder om hjælp til at komme hjem fra Saudi-Arabien

filipino_seaman_wiki
Mange migrantarbejdere - her en sømand - rejser fra Filippinerne til andre lande for at finde arbejde.
Foto: Wikipedia (arkivfoto)
Forfatter billede

Regeringen i Filippinerne har sendt en delegation til Saudi-Arabien for at se på, hvordan de kan hjælpe tusindvis af filippinske arbejdere, der er strandet i landet.

Et fald i oliepriserne har medført en mindre efterspørgsel på arbejdskraft i Saudi-Arabien, og det er især gået ud over gæstearbejder fra Filippinerne, Indien og andre lande, der traditionelt sender mange migrantarbejdere til det rige Saudi-Arabien.

Det er især inden for byggebranchen, at mange saudiarabiske virksomheder ansætter filippinske arbejdere. Men byggebranchen er ramt af nedgang på grund af de faldende oliepriser, og derfor er titusinder af ansatte blevet fyret.

En filippinsk gæstearbejder i Saudi-Arabien tjener typisk omkring 400-500 dollars om måneden. Men mange af dem har ikke fået løn i flere måneder.

Kongen lover hjælp

Den filippinske delegation, der nu er i Saudi-Arabien, vil i første omgang koncentrere sig om de værst stillede filippinere. Der har været meldinger i medierne om, at mange af de fyrede filippinske arbejdere end ikke har penge til mad og derfor lever af det, de kan tigge sig til eller finde i skraldespande.

Organisationen Migrante International vurderer, at omkring 11.000 filippinere har mistet deres arbejde i Saudi-Arabien.

En anden organisation, Migrante-Kingdom of Saudi Arabia, som er en sammenslutning af filippinske arbejdere i Saudi-Arabien, har tidligere vurderet, at nedgangen i oliesektoren ville få betydning for omkring 50.000 filippinske arbejdere.

Gary Martinez fra Migrante Partylist siger til netavisen Gulf News, at omkring 20.000 filippinske arbejdere fra selskabet Saudi Oger Ltd mærkede konsekvenserne af nedgangen i oliepriserne sidste år, og 5.000 er blevet fyret siden sidste år.

Saudi-Arabiens kong Salman bin Abdulazziz Al Saud har lovet, at det olierige land vil hjælpe de strandede filippinske arbejdere ved blandt andet at betale flybilletter og mad til dem, skriver Philippine Daily Inquirer.

Kongen har også sagt, at regeringen vil hjælpe dem med at forsøge at finde andet arbejde og få udbetalt den løn, de har til gode hos deres tidligere arbejdsgivere.