Finn Skadkær fylder 60

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Cand.mag., konsulent og tidl. chefrådgiver i Danida, Finn Skadkær Pedersen, København, fylder 60 mandag den 3. august 2009.

Fødselaren tæller blandt de mest erfarne bistandsfolk herhjemme og har optrådt i mange sammenhænge, både som formand for en folkelig organisation, som embedsmand i Danida og – nu – uafhængig konsulent.

Den dygtige og flittige østjyde tog sin eksamen i 1979 fra Aarhus Universitet og underviste derefter på universitetet i 3 år, hvorpå u-landsgerningen blev indledt. Han var først udsendt for FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) til Djibouti på Afrikas Horn og så til Uganda (1982-85).

Efter en afstikker på 9 måneder som sektionschef i Dansk Røde Kors hjemme i København, blev han generalsekretær for IBIS, der dengang hed WUS, og ledede venstrefløjens flagskib i det projektudførende u-landsmiljø gennem en stormfuld periode (1986-92).

En stor del af indsatsen var rettet mod det sydlige Afrika og kampen mod apartheid-styret, så det var ikke unaturligt, at Finn Skadkær Pedersen fik posten som “Special Programme Officer” i den internationale NGO, Interfund, i Johannesburg (1992-95) og derpå blev fung. chef for EU-kommissionens særlige program for det sydlige Afrika. Her havde han sæde på EU-repræsentationen i Pretoria i Sydafrika (1993–95).

Så kaldte Danida, hvor han blev chef for NGO-enheden (1995-97), var bistandskonsulent de næste 2 år, hvorpå han kom til ambassaden i Nairobi som souschef (1999-2001).

Næste udepost (1. januar 2002-juli 2002) bestod i det utaknemlige job at lukke det store danske bistandsprogram i Malawi efter at den nye VK-regering (og Danida-ledelsen) havde besluttet at afvikle al udviklingsbistand til det fattige sydafrikanske land over hals og hoved. Se meget mere herom på
http://u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=17419&mode=Nyhed

Hjemme igen på Asiatisk Plads dén oplevelse rigere, kom han ind i Danidas “hjernetrust”, Bistands Faglig Tjeneste (BFT), som chefrådgiver. BFT er den enhed, der designer de dansk-støttede projekter og programmer.

I 2005 vinkede et job som seniorrådgiver i COWI Consult, men allerede i oktober året efter realiserede han drømmen om eget konsulentfirma.

Skadkaer Consult Aps med Finn Skadkær Pedersen som direktør og adresse på Nørregade midt i København har nu 4 konsulenter ansat og udover hovedsædet i Danmark har man repræsentationer i Nairobi (for Afrika) og Sydney, hvorfra Sydasien dækkes.

Skadkaer Consult er p.t. bl.a. i gang med at formulere anden fase af det dansk-støttede “Democracy, Justice and Peace Programme” i Uganda for den danske ambassade i Kampala, ligesom man arbejder med et review af Det dansk-arabiske Initiativ (DAI), som kanaliserer reformtiltag til de arabiske lande.

Privat er fødselaren glad for ting som god vin, fodbold og afrikansk jazz.