FN: 12 millioner risikerer at sulte i Yemen

yemen_ibrahem_qasim
Forfatter billede

Millioner af mennesker risikerer at sulte i de kommende måneder i Yemen, hvor kampene fortsætter ufortrødent.

Samtidig er økonomien i frit fald. Den yemenitiske valuta, riyal, er faldet så meget, at det har presset prisen på de mest basale fødevarer op med omkring en tredjedel sammenlignet med, hvad priserne var for et år siden. Dertil kommer, at offentligt ansatte ikke har fået løn i to år nu.

Hvis situationen i landet fortsætter med at forværres, kan antallet af sultende i landet nå op på knap 12 millioner mennesker, advarer WFP.

Millioner afhængige af hjælp

Saudi-Arabien, som har opbakning fra USA, Frankrig og Storbritannien, støtter Yemens internationalt anerkendte regering. Foruden at foretage luftangreb har Saudi-Arabien også indført en omfattende blokade mod landet.

Mindst 10.000 mennesker har mistet livet i krigen i Yemen, og millioner af mennesker er sendt på flugt fra deres hjem. Alene siden juni er over en halv million mennesker blevet tvunget på flugt fra havnebyen Hodeidah.

Millioner er afhængige af nødhjælp for at overleve.

På trods af en optrapning i kampene omkring Hodeidah sikrer WFP hver måned nødrationer af mad til knap otte millioner yemenitter.