FNs kemiske sporhund får årets Fredspris af Nobel komiteen

Forfatter billede

Som spået af norsk TV torsdag aften, får FNs Organisation for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) årets Nobels fredspris, fremgår det af en meddelelse fra Nobelkomiteen i Oslo fredag kl. 11.

Organisationen har siden 1997 arbejdet for at destruere kemiske våben og har bidraget til, at 80 procent af verdens arsenal af kemiske våben er blevet destrueret.

Senest har organisationen blandt andet arbejdet sammen med FN’s våbeninspektører i Syrien i kølvandet på de kemiske angreb i Damaskus.

Organisationen udspringer af konventionen mod kemiske våben, som blev færdiggjort i 1993 og underskrevet af de første stater i 1997.

Alle lande, der har underskrevet konventionen, er automatisk medlem af organisationen. Ind til videre har 189 lande skrevet under, mens lande som Angola, Egypten og Israel stadig mangler.

Syrien har heller ikke skrevet under på konventionen, men har lovet at man vil følge konventionen efter giftgas-angrebet i Damaskus.

Nobels fredspris er blevet uddelt siden 1901, og gives til en modtager, “som har gjort mest eller det bedste arbejde for broderskab mellem nationer”.

Tidligere vindere af Nobels fredspris tæller bl.a. præsident Barack Obama, FN’s Klimapanel og tidligere vicepræsident Al Gore.

Vinderen bliver offentliggjort i oktober og får overrakt prisen 10. december på rådhuset i Oslo.

Man kan læse Nobelkomiteens begrundelse på
http://nobelpeaceprize.org/nb_NO/laureates/laureates-2013/announce-2013

Se også om OPCW i telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/11-10-13/norsk-tv-fn-sporhund-mod-kemiske-v-ben-blandt-nobe