Egberto Gismonti
Den brasilianske pianist, komponist og verdensstjerne kunne opleves i Den Sorte Diament lørdeg den 8.juli under nyligt afviklede Copenhagen Jazz Festival 2016.
Info: gismonti
Egberto Gismonti er en musikalsk superstjerne. Hans musik er en blanding af brasiliansk folkemusik, der møder såvel jazz som kompositionsmusik. Gismonti er vokset op i et meget musikalsk miljø. Den direkte drivkraft for hans musikalske karriere har været hans onkels kompositioner, der dagligt blev uropført på torvet af det lokale brassband. Strømmen af fantastiske kompositioner fra Gismonti har flydt uafbrudt siden hans gennembrud i 1970erne.
Klassisk og symfonisk
Koncerten foregik i den smukke og akustisk veludrustede Dronningesalen i Den Sorte Diamant. Gismonti indleder stilfærdigt og elegant. Musikken er rendyrket klassisk og symfonisk. Det er dog svært at fornemme jazz eller brasiliansk folkemusik i hans musik.
Gismontis hænder
Foto: Sisse K. Ibsen
Kompositionerne blev hurtigt mere kraftige og skarpe. Efter hvert stykke musik rejser Gismonti sig og bukkede mod publikum, mens publikum klapper umotiveret begejstret. Tre kvarter inde i koncerten holder Gismonti en pause, og der opstår usikkerhed blandt publikum om, hvorvidt koncerten er forbi eller det er en pause.
I anden afdeling fortsætter Gismonti endnu mere veloplagt. Han er nu blevet varmet op. Kompositioner blev ikke mindre kraftfulde. Ind imellem var der meget få mere stilfærdige passager, hvor tilhøreren kunne fordøje musikken, men meget hurtigt fortsatte han i tempo og med mange skift. Der var utallige toner. Store kontraster. Meget lidt melodi og fortælling. Derfor gjaldt det om at være i skarp koncentration.
Min koncentration blev konstant forstyrret af publikums heftige klapsalver. De blev anden afdeling sågar kombineret med tilråb, som også forekom besynderligt unødvendige. Efterhånden som anden afdeling af koncerten skred frem, virkede Gismonti selv til at have mistet tålmodighed med publikums alt for lange klapsalver, og hans pauser mellem kompositionerne blev kortere. Ligesom han påbegyndte næste musikstykke midt inde i publikums klapsalver.
Intimiteten som udeblev
Der var lagt op til en intimkoncert, men Dronningesalen giver ikke mulighed for særlig meget intimitet. Den er alt for stor. En mand på piano alene på scenen fordrer selvfølgelig koncentration og lydhørhed. Derfor faldt det også helt naturligt, at der blev givet strenge dessiner til de fremmødte fotografer. Kravet om helt lydløs fotografering under koncerten stod imidlertid i grel kontrast til publikums opførsel.
Under koncerten valgte flere publikummer at gå ud af salen og senere komme tilbage igen. Hele tre mobiltelefoner ringede i løbet af koncerten. Den ene fik endda lov til at ringe flere gange. Som allerede omtalt valgte publikum at klappe længe og højlydt efter hvert eneste musikstykke. Det virkede mærkeligt og umotiveret. Endnu værre blev det i koncertens anden afdeling, hvor flere blandt publikum valgte at komme med kraftige tilråb imellem klapsalverne. Måske burde arrangørerne fremover også overveje af komme med dessiner til publikum.
Gsimonti koncentrerer sig
Foto: Sisse K. Ibsen
Oplevelsen af koncerten blev desværre hakket op i små stykker på grund af publikums behov for at tilkendegive sin begejstring. Det var meget frustrerende for den, der gerne ville opleve koncerten som en helhed. Det naturlige ville have været et publikum, der lod koncerten og musikken komme til sin ret og ved koncertens afslutning give sit begejstrede bifald. Det må have været ganske frustrerende for Egberto Gismonti til have givet strenge dessiner til fotografer af hensyn til publikums oplevelse af koncerten, når det faktisk viste sig at være netop publikum selv, der forstyrrede den optimal oplevelse af hans værk(er).
