Kommentar af Dorte Jessen
Den syriske flygtningekrise er en konstant påmindelse om, hvor afhængige vi alle er af hinanden, men følelsesmæssigt udmarvende på nært hold.
Jeg kom til Amman for et år siden, til det der blot skulle have været en kort mission for FN’s Fødevareprogram (WFP) for at hjælpe med til at sikre humanitær fødevarebistand til syriske flygtninge i Jordan.
Et år senere er jeg stadig i Jordan og krisen er ikke blevet mindre. Tværtimod, behovene er større end nogensinde, og krisen påvirker livet for millioner af mennesker hver dag.
At arbejde med syriske flygtninge, der kunne have været mine brødre og søstre, er enormt motiverende, men på samme tid følelsesmæssigt udmarvende.
Det er ikke let, og det har ofte sat min evne til at bevare min ligevægt på en svær prøve. Det er en konstant påmindelse om, hvor afhængige vi alle er af hinanden, og hvor meget vi som humanitære samfund sammen må løfte, når det handler om at yde bistand til mennesker, der er flygtet fra en krigszone.
Da jeg ankom til Jordan, var Za’atri flygtningelejren netop åbnet for at kunne modtage den store strøm af ??syriske flygtninge. I dag er lejren den femte største by i Jordan.
Børn, der nemt kunne være mine
Et af mine første indtryk fra Za’atri var, da jeg gik forbi en indhegnet legeplads.
Jeg så en gynge – ligesom dem, vi har i Danmark – og børnene var iført jeans og T-shirts. Det var sådan et surrealistisk øjeblik at stå der midt i ørkenen og betragte disse børn – som nemt kunne være mine.
Den går virkelig rent ind, når det går op for én, at de, der er blevet tvunget til at flygte fra Syrien, kunne have været en slægtning, en ven eller endda din egen søn eller datter.
Og du kan bare håbe på, at hvis du en dag får brug for hjælp, at dine naboer vil udvise samme gæstfrihed, som de gør her i Jordan og lade dig blive, indtil det er sikkert at vende hjem.
De fleste flygtninge ankommer til Jordan i ly af mørket. Når de krydser grænsen til sikkerhed, er deres tilstand ekstremt sårbar efter en brutal rejse, der tager fra uger til dage, afhængig af ruten.
Nogle mister retningssansen i det ukendte territorium og har kun lysene fra Jordan at gå efter. Andre har behov for akut lægehjælp – den får de, så snart de når jordansk jord.
“Vi blev i Syrien, så længe vi kunne, men den dag granaterne begyndte at flyve omkring os, mens vi hængte vores vasketøj op, da indså vi, at situationen ikke ville blive bedre; at det var på tide at tage af sted,” siger Belal Jabri.
Jeg mødte ham og hans 11-årige datter Sanabel under et nyligt besøg ved grænsen. Det var midt om natten. Sanabels øjne var bange og trætte, hun knugede sin teddybjørn, der engang havde været hvid, hårdt ind til sig.
I baggrunden sad familier sammenkrøbet i et stort telt kun oplyst af skæret fra et par lygter. I horisonten blev himlen oplyst af flakkende skær og den lejlighedsvise isnende lyd af ??dumpe nedslag i det fjerne.
Fødevarekuponer
Her på det seneste hører vi, at maden er ved at være knap i Syrien, men størsteparten af syrerne flygter ikke fra sult, de flygter for at finde sikkerhed. Selv om det ikke er hjem, er Jordan i det mindste et sikkert tilflugtssted, hvor de får tilbudt beskyttelse og husly.
Vi (WFP, red.) arbejder hårdt for at opfylde behovene for fødevarer for denne hastigt voksende befolkning af flygtninge og tilpasser vores fødevareassistance, så ingen går sultne i seng.
Vi uddelte varme måltider i de første par måneder, indtil fælleskøkkener var blevet etableret i lejren.
I dag får alle flygtninge i lejren en fødevareration fra WFP, der består af pasta, ris, bønner og olie – sammen med en daglig levering af frisk brød. Flygtningene tilbereder deres egen mad, som de bedst kan lide den.
Snart indfører vi et værdikuponsystem i Za’atri. Det betyder, at hver familie vil modtage en fødevareværdikupon, som de kan omsætte til fødevarer i supermarkederne – systemet fungerer allerede for syrere, der bor udenfor lejrene i de jordanske samfund.
Beviserne bruges, når der er mad til rådighed på markederne, men utilgængeligt for mennesker på flugt, fordi de ikke har penge til at købe for. Det giver også mulighed for at bidrage til den lokale økonomi.
En kupon til normalitet i hverdagen
Systemet gør det muligt for familier at få frisk frugt og grøntsager og mejeriprodukter – madvarer som ikke indgår i den normale fødevarepakke.
I stedet for at stå i kø ved en fødevaredistribution for at hente en standard fødevarepakke giver fødevareværdibeviserne en form for normalitet i dagligdagen for flygtningene.
Det er lidt ligesom hjemme, hvor de er vant til at gå i supermarkederne for at handle. Vi er forsigtigt optimistiske, at dette kan bidrage til en bedre og roligere stemning i lejren.
Det samme skete, da den første skole åbnede i lejren. Måske var det timingen – skolen åbnede et par måneder efter at lejren var åbnet – under alle omstændigheder var det som om skolen blev en katalysator for den relative ro, der faldt over lejren.
Børn, der går i skole, familier som kommer ind i velkendte rutiner, syntes at have en beroligende virkning, og for et stykke tid dengang var det som om, “det normale liv” i en umulig situation ikke var uden for rækkevidde. Vi følte det, og jeg ved, at flygtningene også fornemmede det.
Amman- en vidunderlig by
Jeg bliver hele tiden mindet om de kæmpestore forandringer, disse mennesker har måttet gå igennem.
WFP’s kontorer ligger i hjertet af Amman. En vidunderlig by. Jeg har altid arbejdet i meget udfordrende og strabadserende omgivelser, såsom Østtimor, Burma, Afrikas Horn og senest i Pakistan.
Derfor var jeg i starten en smule bekymret over, om jeg ville miste mit drive, hvis jeg pludselig skulle bo i en stor by med 24 timers elektricitet, med 7 timers søvn og 3 måltider om dagen.
Men det viser sig at ikke være et problem overhovedet. Jeg er lige så drevet og motiveret som nogensinde til at arbejde blandt de mest sårbare – de fleste er kvinder og børn – fanget i en katastrofe, hvor de er magtesløse og sat uden indflydelse.
Vi forlader vores komfortable, moderne lejligheder om morgenen og kører i en time. Og så står vi i sand til knæene i en ørkenlejr, med støv, trængsel og barske levevilkår – dette til trods for alle de kræfter, der er lagt i at gøre lejren så behagelig som muligt – faktisk overstiger den de internationale humanitære standarder for mad, vand og husly.
De mennesker, vi møder her, har alle forladt deres hjem. Komfortable hjem. Sommetider er de blevet fordrevet flere gange i Syrien, før det lykkedes dem at komme over grænsen til Jordan.
De har rejst timer, ofte dage. Og alt for mange af dem har mistet nogen. De ankommer til lejren og får beskyttelse, og om ikke andet så bare for et kort øjeblik håber jeg, at de finder ro i sindet.
Ro i sindet – vi gør hvad vi kan
Måske er det det bedste, vi kan håbe på.
Nødhjælpsarbejdere som mig selv kører en time om morgenen og en time om aftenen for at nå frem og tilbage fra lejren.
Nogle gange ville jeg ønske, at køreturen var længere, så jeg ikke føler mig så skyldig, når jeg vender tilbage til min lejlighed i Amman.
Desværre er dette ikke en krise, der synes at have en løsning i den nærmeste fremtid.
I en umulig situation giver det mig fred i sindet at vide, at WFP og det internationale humanitære samfund står bag den jordanske regering for at modtage og støtte de mennesker, der er flygtet et krigshærget land, så længe de har brug for det.
Verdens Humanitære Dag markeres mandag den 19. august til ære for humanitære hjælpearbejdere, som har mistet livet under udførelse af deres arbejde, for at hylde deres ofre og bekræfte forpligtelsen til det livreddende arbejde, som humanitære hjælpearbejdere udfører rundt omkring i verden hver dag, ofte under vanskelige og farlige omstændigheder.
Dorte Jessen er programchef for FN Verdensfødevareprogram (WFP) i Jordan
